Det ER en god og seværdig film, og jeg kan såmænd godt forstå, hvis nogle af dem der ikke brød sig om Sam Raimis trilogi, er tilfredse med at få denne nye fortolkning. Det er nu ikke en specielt anderledes fortolkning, men filmens skabere har truffet en række andre valg i småtingsafdelingen; valg, som - sammen med det nye skuespilhold - måske/måske ikke kan kompensere for de kritikpunkter, som nogle havde i forhold til Raimis fortolkning.
"The Amazing Spider-Man" er ganske underholdende og - i visse scener - endog følelsesmæssigt medrivende; såsom når Peter Parker mister sin onkel: Her er følelserne, sorgen og tabet hos Peter og hans tante, virkelig godt formidlet. Og jeg trækker mine tidligere skeptiske udtalelser vedrørende Andrew Garfield tilbage: Han er ganske habil i rollen, omend jeg stadig klart foretrækker Tobey Maguire.
Sam Raimis film er yderst vanskelige at leve op til. "The Amazing Spider-Man" indeholder således ikke nogen action-scener, der er blot halvt så ikoniske, mindeværdige og fantastiske som dem, man så specielt i "Spider-Man" og "Spider-Man 2", men også i "Spider-Man 3" (sammenstødene med Sandman og den "onde" Peter Parkers opgør med Harry). Ikke sådan at forstå, at actionscenerne i "The Amazing Spider-Man" ikke er gode - det ER de, og de fungerer. Men der er bare ikke noget særligt ved dem.
Persongalleriet i filmen gør heller ikke ligeså stærkt indtryk som det gjorde i Raimis trilogi. Skuespillerne i sidstnævnte var ganske enkelt bedre, ikke nødvendigvis til selve skuespilfaget, men derimod rent casting-mæssigt. Tobey Maguire, Willem Dafoe, Kirsten Dunst, James Franco, Rosemary Harris, Alfred Molina , J.K. Simmons og Thomas Haden Church EJER simpelthen deres respektive karakterer, og det vil de blive ved med at gøre mange, mange år ud i fremtiden. i "The Amazing Spider-Man" var jeg ikke så imponeret over Emma Stone, Rhys Ifans og Denis Leary, hvorimod Sally Field, der spiller tante May, på overbevisende måde bidrog til filmens følelsesmæssige styrke. Martin Sheen var såmænd også ligeså god som Cliff Robertson i rollen som Onkel Ben.
Man har forsøgt at lave en Spider-Man-film der er mere seriøs, mere "menneskelig" og måske også mere mørk. I enkelte perioder af filmen virker det godt, men i det lange løb passer det dårligt sammen med det kække, eventyrlige og tegneserieagtige præg, som Spider-Man-eventyret i lighed med Superman nærmest har indbygget i selve sit DNA. Det seriøse, mørke og "menneskelige" har nu engang sværere vilkår end det ironiske, kulørte og eventyrlige, når vi som her har at gøre med et univers fyldt med alverdens fantasi-figurer med forskellige overnaturlige evner og kræfter.
Musikken var ret god, men ikke så god som Danny Elfman og Christopher Youngs musik. Kun i en dramatisk scene på gangen i skolen
hvor Spider-Man kæmper mod the Lizard
fandt jeg musikken forkert.
Filmens bedste scene var for mig scenen hvor en ældre bibliotekar
Stan Lees cameo-rolle
går og passer sit arbejde, mens han hører violinmusik i nogle høretelefoner, totalt uvidende om, at biblioteket raseres af the Lizard og Spider-Man lige bag hans ryg. En fuldstændig fantastisk og vildt morsom scene, der leder mine tanker hen på Sam Raimis tilsvarende crazy humor. :-)
Karakter: 4/6 (eller 7/10)
P.S. Jeg vil ikke have noget imod at se fortsættelsen (når dén også engang er udkommet på dvd/blu-ray), men at dømme ud fra "The Amazing Spider-Man" bliver det her aldrig helt det samme som Sam Raimis trilogi. Men okay, mindre kan også gøre det, fandt jeg lige ud af her i eftermiddags.
Selvom jeg stadig er uenig i at Raimis film er synderligt stærke, er det da dejligt du har givet den nye en chance BN. Forventede jeg ikke :) Og at du rent faktisk giver den over middel. Jamen altså.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Hannibal Mads Mikkelsen gør det godt som den gastroseksuelle Hannibal Lector. Det er ikke historiene der gør sig glimrende i denne serie men stemningen og de indbyrdes forhold og dynamikker. God underholdning.
Vanskeligt at komme rigtigt ud over huden på denne film, der straks er derinde i legemets angst, og stadigt tager til i monologisk dikteret rædsel, når Hr. Kopfrkingls (R. Hrusinsky) ord sander omgivelserne med ned i timeglassets dystre bund, hvor lidelsen bevæger sig mod ophør, sjælenes frihed (som også er protagonistens neurotiske bevæggrund).
Flere temaer er på spil, men alle samlet om sociale konstellationer, og de enkeltes mere eller mindre maniske tilbøjelighed(er), der samler omgivelserne som magten tilstår denne. Begivenhederne foregår i månederne op til anden verdenskrigs udbrud, med fokus på Nazi-Tysklands overtagelse af Tjekkoslovakiet. Social som individuel dekadence og norm-konstruktion (dertil naturligvis moral) kritiseres med præcis nødvendighed.
Rent teknisk gøres brug af et væld af interessante virkemidler, men jeg har særligt lyst til at fremhæve de sceneskiftsopløsende overgange, der giver billedet samme flydende som Hr. Kopfrkingls suveræne stemmeføring, hvilket forøger effekten af det sjælevandrende og eksistenssammenhængende tema til en sublim enhed. Dertil må nævnes Liskas musik, der er med til at fuldkommengøre syntesen med ren uhygge.
Et væld af righoldigt attributerede (og velspillede) karakterbeskrivelser, samt den mest tvetydige muse jeg har set på film, øger hele fimens samlede dynamik, og gør værket desto mere relevant og uomgængeligt.
Den eneste grund til ikke at se denne film er sarte nerver, men der er desto større grund til at finde modet frem, og ville lade dens problemstillinger, eller blot de tekniske kvaliteter, blive vedkommende. Der er altså mange grunde til at se denne film, som får min på en gang varmeste og isneneste anbefaling.
Efter mesterværket "The Tree of Life", nr. 1 på min top 200, var det spændende at se, hvad Malick ville komme med den her gang. Her et par dage efter andet gennemsyn af "To the Wonder" har oplevelsen endelig bundfældet sig, og jeg er klar med en bedømmelse.
"To the Wonder" er efter min mening en fremragende film, selvom den fremstår svagere end "The Tree of Life". Måden Malick har lavet dette romantiske drama på, er paradoksalt nok både en styrke og en svaghed; ihvertfald en potentiel svaghed. En styrke, fordi den fragmentariske fortællestil med det altid glidende og/eller flagrende kamera og de smukke situations- og stemningsbilleder giver får kærlighedshistorien til at føles så universel, at næsten ethvert menneske vil kunne genkende og relatere til meget af det, som personerne gør, og det, der sker mellem dem. Og en svaghed, fordi den ret simple, "lille" historie indimellem er i fare for at komme til at virke endnu mindre og endnu mere simpel, når den er pakket ind i så storslåede billeder som dem Emmanuel Lubezki har stået for. Men hvis man vælger at se det ud fra synsvinkel, at Malick "skærer ind til benet" af det at være til, det at være menneske, og det at elske, kan man måske sige, at det på sin vis er en STOR historie, han fortæller os.
Et større og i mine øjne langt mere entydigt problem er det dog, at de sidste par scener med den katolske præst (spillet af Javier Bardem) er så ligegyldige, at de burde have været klippet ud. De bidrager ikke med noget til filmens kærlighedshistorie og indeholder ikke nogen pointe, der ikke allerede ER slået fast på dette tidspunkt, og ydermere virker de forstyrrende i forhold til hovedhistorien, som her er ved at nå sin konklusion.
Overordnet set er det som om filmen mangler noget mere pondus, mere indhold. Men billederne, stemningen, musikken og skuespillerne sørger tilsammen for en virkelig god oplevelse, der primært efterlader mig et meget positivt indtryk. Dette kan jeg måske bedre sætte ord på, når jeg har set filmen tredje gang. Én ting der gjorde indtryk, var en serie indstillinger henimod slutningen (mest landskabsbilleder), der lignede noget der var taget direkte ud af en Kubrick-film.
#17811 BN 12 år siden
Det ER en god og seværdig film, og jeg kan såmænd godt forstå, hvis nogle af dem der ikke brød sig om Sam Raimis trilogi, er tilfredse med at få denne nye fortolkning. Det er nu ikke en specielt anderledes fortolkning, men filmens skabere har truffet en række andre valg i småtingsafdelingen; valg, som - sammen med det nye skuespilhold - måske/måske ikke kan kompensere for de kritikpunkter, som nogle havde i forhold til Raimis fortolkning.
"The Amazing Spider-Man" er ganske underholdende og - i visse scener - endog følelsesmæssigt medrivende; såsom når Peter Parker mister sin onkel: Her er følelserne, sorgen og tabet hos Peter og hans tante, virkelig godt formidlet. Og jeg trækker mine tidligere skeptiske udtalelser vedrørende Andrew Garfield tilbage: Han er ganske habil i rollen, omend jeg stadig klart foretrækker Tobey Maguire.
Sam Raimis film er yderst vanskelige at leve op til. "The Amazing Spider-Man" indeholder således ikke nogen action-scener, der er blot halvt så ikoniske, mindeværdige og fantastiske som dem, man så specielt i "Spider-Man" og "Spider-Man 2", men også i "Spider-Man 3" (sammenstødene med Sandman og den "onde" Peter Parkers opgør med Harry). Ikke sådan at forstå, at actionscenerne i "The Amazing Spider-Man" ikke er gode - det ER de, og de fungerer. Men der er bare ikke noget særligt ved dem.
Persongalleriet i filmen gør heller ikke ligeså stærkt indtryk som det gjorde i Raimis trilogi. Skuespillerne i sidstnævnte var ganske enkelt bedre, ikke nødvendigvis til selve skuespilfaget, men derimod rent casting-mæssigt. Tobey Maguire, Willem Dafoe, Kirsten Dunst, James Franco, Rosemary Harris, Alfred Molina , J.K. Simmons og Thomas Haden Church EJER simpelthen deres respektive karakterer, og det vil de blive ved med at gøre mange, mange år ud i fremtiden. i "The Amazing Spider-Man" var jeg ikke så imponeret over Emma Stone, Rhys Ifans og Denis Leary, hvorimod Sally Field, der spiller tante May, på overbevisende måde bidrog til filmens følelsesmæssige styrke. Martin Sheen var såmænd også ligeså god som Cliff Robertson i rollen som Onkel Ben.
Man har forsøgt at lave en Spider-Man-film der er mere seriøs, mere "menneskelig" og måske også mere mørk. I enkelte perioder af filmen virker det godt, men i det lange løb passer det dårligt sammen med det kække, eventyrlige og tegneserieagtige præg, som Spider-Man-eventyret i lighed med Superman nærmest har indbygget i selve sit DNA. Det seriøse, mørke og "menneskelige" har nu engang sværere vilkår end det ironiske, kulørte og eventyrlige, når vi som her har at gøre med et univers fyldt med alverdens fantasi-figurer med forskellige overnaturlige evner og kræfter.
Musikken var ret god, men ikke så god som Danny Elfman og Christopher Youngs musik. Kun i en dramatisk scene på gangen i skolen
Filmens bedste scene var for mig scenen hvor en ældre bibliotekar
Karakter: 4/6 (eller 7/10)
P.S. Jeg vil ikke have noget imod at se fortsættelsen (når dén også engang er udkommet på dvd/blu-ray), men at dømme ud fra "The Amazing Spider-Man" bliver det her aldrig helt det samme som Sam Raimis trilogi. Men okay, mindre kan også gøre det, fandt jeg lige ud af her i eftermiddags.
#17812 misuma 12 år siden
What a total oddball of a movie...I love it!
4,5/6
#17813 Batsy 12 år siden
Den var da helt fantastisk, intet er der mere at sige.
10/10
og hvor det ærger mig at jeg finder den første på netflix, kort efter jeg så den færdig på viaplay... god dang it.
#17814 Collateral 12 år siden
#17815 BN 12 år siden
Ja, det er noget værre noget. :-)
#17816 jessup 12 år siden
Mads Mikkelsen gør det godt som den gastroseksuelle Hannibal Lector. Det er ikke historiene der gør sig glimrende i denne serie men stemningen og de indbyrdes forhold og dynamikker. God underholdning.
#17817 misuma 12 år siden
Det bliver ikke et gensyn indenfor den nærmeste fremtid. Andenrangs skuespil svøbt i elendig instruktion i en film uden personlighed.
2/6
Remaken fra 2003 havde i det mindste stemning, stil og udmærket skuespil fra Jessica Biel, R. Lee Ermey og Jonathan Tucker.
#17818 Muldgraver 12 år siden
Vanskeligt at komme rigtigt ud over huden på denne film, der straks er derinde i legemets angst, og stadigt tager til i monologisk dikteret rædsel, når Hr. Kopfrkingls (R. Hrusinsky) ord sander omgivelserne med ned i timeglassets dystre bund, hvor lidelsen bevæger sig mod ophør, sjælenes frihed (som også er protagonistens neurotiske bevæggrund).
Flere temaer er på spil, men alle samlet om sociale konstellationer, og de enkeltes mere eller mindre maniske tilbøjelighed(er), der samler omgivelserne som magten tilstår denne. Begivenhederne foregår i månederne op til anden verdenskrigs udbrud, med fokus på Nazi-Tysklands overtagelse af Tjekkoslovakiet. Social som individuel dekadence og norm-konstruktion (dertil naturligvis moral) kritiseres med præcis nødvendighed.
Rent teknisk gøres brug af et væld af interessante virkemidler, men jeg har særligt lyst til at fremhæve de sceneskiftsopløsende overgange, der giver billedet samme flydende som Hr. Kopfrkingls suveræne stemmeføring, hvilket forøger effekten af det sjælevandrende og eksistenssammenhængende tema til en sublim enhed. Dertil må nævnes Liskas musik, der er med til at fuldkommengøre syntesen med ren uhygge.
Et væld af righoldigt attributerede (og velspillede) karakterbeskrivelser, samt den mest tvetydige muse jeg har set på film, øger hele fimens samlede dynamik, og gør værket desto mere relevant og uomgængeligt.
Den eneste grund til ikke at se denne film er sarte nerver, men der er desto større grund til at finde modet frem, og ville lade dens problemstillinger, eller blot de tekniske kvaliteter, blive vedkommende. Der er altså mange grunde til at se denne film, som får min på en gang varmeste og isneneste anbefaling.
#17819 Sweetiebellefan 12 år siden
Et par unge folk er på sommerferie på en øde ø.
Imens er en morder løs.
Ikke så slem af en klassisk teenage gyser.
7/10
#17820 BN 12 år siden
Efter mesterværket "The Tree of Life", nr. 1 på min top 200, var det spændende at se, hvad Malick ville komme med den her gang. Her et par dage efter andet gennemsyn af "To the Wonder" har oplevelsen endelig bundfældet sig, og jeg er klar med en bedømmelse.
"To the Wonder" er efter min mening en fremragende film, selvom den fremstår svagere end "The Tree of Life". Måden Malick har lavet dette romantiske drama på, er paradoksalt nok både en styrke og en svaghed; ihvertfald en potentiel svaghed. En styrke, fordi den fragmentariske fortællestil med det altid glidende og/eller flagrende kamera og de smukke situations- og stemningsbilleder giver får kærlighedshistorien til at føles så universel, at næsten ethvert menneske vil kunne genkende og relatere til meget af det, som personerne gør, og det, der sker mellem dem. Og en svaghed, fordi den ret simple, "lille" historie indimellem er i fare for at komme til at virke endnu mindre og endnu mere simpel, når den er pakket ind i så storslåede billeder som dem Emmanuel Lubezki har stået for. Men hvis man vælger at se det ud fra synsvinkel, at Malick "skærer ind til benet" af det at være til, det at være menneske, og det at elske, kan man måske sige, at det på sin vis er en STOR historie, han fortæller os.
Et større og i mine øjne langt mere entydigt problem er det dog, at de sidste par scener med den katolske præst (spillet af Javier Bardem) er så ligegyldige, at de burde have været klippet ud. De bidrager ikke med noget til filmens kærlighedshistorie og indeholder ikke nogen pointe, der ikke allerede ER slået fast på dette tidspunkt, og ydermere virker de forstyrrende i forhold til hovedhistorien, som her er ved at nå sin konklusion.
Overordnet set er det som om filmen mangler noget mere pondus, mere indhold. Men billederne, stemningen, musikken og skuespillerne sørger tilsammen for en virkelig god oplevelse, der primært efterlader mig et meget positivt indtryk. Dette kan jeg måske bedre sætte ord på, når jeg har set filmen tredje gang. Én ting der gjorde indtryk, var en serie indstillinger henimod slutningen (mest landskabsbilleder), der lignede noget der var taget direkte ud af en Kubrick-film.
8/10