Nu kunne jeg ikke længere holde mig fra at se lidt film, så det blev til 2 små, omend meget forskellige, film men ganske underholdende på hver sin måde, der på ingen måde har fået den store omtale herhjemme og ej heller en smashing trailer ;)
Suddenly - 1954
Med kort varsel melder den amerikanske præsident sin ankomst til den lille by Suddenly. Byens sherif og nogle specialagenter sørger for sikkerheden, men tre koldblodige mordere er kommet dem i forkøbet. De har forskanset sig i et hus, taget dets beboere som gidsler og har fra husets stuevindue en perfekt mulighed for at skyde præsidenten, når han stiger ud af toget på stationen. Men så begynder en nervekrig mellem gidslerne og attentatmændene.
God lille film, den varer kun godt 80 minutter, som klart viser at Frank Sinatra også kunne andre ting end blot synge, men også at s/h stadig er værd at bruge tid på.
Du kan downloade den gratis her og se den, hvis du brænder den over på et medie ...
Franskmændende laver masser af film hvert år, hvor langt de fleste aldrig når herop, og det er i grunden synd for de kan sagtens lave små varme og feel-good film, som kan klare sig overfor de amerikanske ...
LE PAPILLON - 2002
Den ældre sommerfuglesamler Julien får sin tilværelse forstyrret, da den otteårige Elsa flytter med sin familie ind i den ejendom, hvor han bor. Fordi Elsas mor tit er væk, må Julien hjælpe med at passe Elsa. Til at begynde med hjælper han kun modvilligt, men efterhånden bliver han glad for hendes selskab og de knytter sig tæt til hinanden. Da han skal på en ekspedition efter en særlig sjælden sommerfugl, tager hun med. De har en fantastisk tur, men Elsas mor tror at hendes datter er blevet kidnappet, og efterlyser hende hos politiet.
Som Julien ses Michel Serrault og Claire Bouanich spiller vidunderligt som den lille Elsa, og kemien mellem dem er rigtig god. En lille livsklog film, hvor man flere gange, specielt hvis man er forældre, kan nikke genkendene til flere ting og situationer, specielt den måde børn se alting og verden på i den alder, og kan man ikke lade være med at små smile eller små klukke af de mange sjove ting filmen har med.
Det var noget af et projekt jeg havde fået kastet mig over denne gang og der var perioder hvor jeg var tæt på at gi' op og bare kyle bog og film langt væk. Tilsidst endte det med at blive en slags duel, hvor jeg blev enig med mig selv om, at Richard Kelly ikke sku' få lov at vinde ved at få mig til at gi' op halvvejs.
Kelly udtale på et tidspunkt, med vanlig glimt i øjet, omkring udfordingen i at finde hoved og hale på hans værk ; "what dosn't kill you, makes you stronger", og det har han faktisk ret i på den måde, at følelsen af at ha' vundet over ham og hans novelle/film er ret god efterfølgende. Nå det så er sagt, ja så må han nu godt til næste gang lave et projekt, der bare er lidt mindre kompliceret end det er tilfældet med "Southland Tales". :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Havde lånt The Da Vinci Code af min fætter (har aldrig fået den set før, så nu var det tid.
Tror lige jeg skal ha set den igen om et par dage, spændende nok film, selv om den falder lidt til jorden hen mod slutningen.
Men Slutningen tror jeg ik hel jeg forstod
The Holy Grail var blevet flyttet, til Stedet som Robert endte ved til sidst, stedet som vi startede filmen ud ved, men hva var grunden til han lige fik den indskydelse, der skete noget da han barberede sig, noget med den der Bloodline som vi hørte om tidligere i filmen.
men det der forvirrede mig var at den bestrivelse med Rose og Starry Skie ku bruges begge steder, var det så hel forkert sted i kirken ?
De nævnte at The Holy Grail var blevet flyttet, men det tydet umiddelbart på at den slet ikke var der fra starten af, når man ser slutningen med Robert.
Jeg er stadigvæk lidt forvirret, plejer nu ellers altid godt og ku forstå de her film 8-)
J. J: "This is one of my Favorite shots." Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
Fik set denne film for første gang i weekenden. Selvom den er baseret på virkeligheden så var den, sjovt nok, en smule forudsigelig. :-) Men egentligt ikke noget stort problem for historien fungerer ganske fint alligevel.
Når det er sagt så er det alligevel helt klart det fremragende skuespil der kører filmen hjem. Det er mildest talt intet under at Forest Whitaker fik en Oscar for den rolle. For pokker hvor spiller han bare godt. Har ikke rigtigt lagt mærke til James McAvoy før, men han leverer også en fortrinlig præstation og især de mange scener med samspil imellem de to fungerer rigtigt godt.
Hvis karakteren kun galt Whitaker og McAvoy ville det have været en 6 / 6, men samlet ender filmen dog nok som en 5 / 6 for mig. Kan bestemt anbefale den hvis man endnu ikke har fået set den (den er dog ikke helt for sarte sjæle) og jeg glæder mig allerede til næste gensyn med filmen.
Efter at ha’ gået i en længere perioder med et brændende ønske om endelig at få chancen for at lave en gyserfilm, fik indieinstruktøren Rob Schmidt, (Crimes and Punishment In Surburbia) i 2002 selv samme drøm opfyldt, da hans manuskript fandt vej til makeup mesteren, filminstruktøren, (Pumpkinhead) og gyserfanatikeren Stan Winstons hænder. Han blev hurtigt grebet af det enkle men effektive plot, de unge helte og ikke mindst de tre skurke, hvis groteske udseende straks bragte julelys i øjnene på ham. Winston besluttede sig samtidig for, ud over at stå for effekterne, også at ville producere filmen og sammen gik ham og Schmidt i gang med at skabe en klassiker i moderne slasherhistorie.
Schmidt åbner med en introsekvens, der i alt sin gruopvækkende enkelthed hurtigt sætter tonen for hvad der er i vente, da to unge campister på klatretur pludselig bliver brutalt overfaldet af noget grumt og vandvittigt, som hverken de eller vi som publikum får lov at se. Under den efterfølgende titelsekvens, som er delikat skruet sammen af diverse avisklip om missing persons i en fragmenteret klippestil til Elia Cmiral’s klaustrofobiske score, får Schmidt således på fornemmeste vis sørget for inden vi møder hovedpersonerne, at man allerede sidder med svedige håndflader og høj puls og spekulerer på hvad der nu venter dem af uhyrligheder i den dunkle og tilsyneladende altopslugende skov. Midt i det grønne hav af trætoppe i West Virginia dukker skuespiller Chris Flynn, (Desmond Harrington), frem via en øde landevej i retning mod Raleigh N.C. til en jobsamtale, som han undervejs den lange køretur bliver mere og mere nervøs for, om han kan nå frem til. Et stykke længere fremme vil uheldet det at en bilulykke spærrer trafikken og i stedet for at vente tålmodigt som han bliver anbefalet af en trucker foran sig, vælger Chris lettere stresset at klare sagerne på egen hånd og ser i stedet muligheden for at slå genvej gennem skovområdet. Efter et kort stop hos en bondekarl uden sidestykke, der ikke er til megen hjælp, må Chris træffe et valg da han lidt senere står ved en skillevej. Ak ja, havde han dog bare drejet til højre i stedet for venstre...
Uheldet fortsætter og crash boom bang ja så ender han pludselig i et frontalt sammenstød med en gruppe collegestuderende, hvis vogn efter en punktering holder parkeret midt på vejen. Da Chris atter kommer til bevidsthed finder han sammen med den chokerede flok, der tæller de to kærestepar, Carly, (Emmanuelle Chriqui) og Scott, (Jeremy Sisto, fra Six Feet Under), Francine, (Lindy Booth) og Evan, (Kevin Zegers) samt solorytteren Jessie, (Eliza Dushku, fra Buffy i vanlig in your face attitude)ud af, at punktering ikke var et uheld. De beslutter sig dernæst for sammen, mens Francine og Evan bliver tilbage ved bilen, at forsøge at gå efter hjælp og finder efter lidt forgæves vandren, sorthumoristisk symboliseret i form af et Dead End skilt, frem til en hytte der trods sit faldefærdige ydre ser beboelig ud. Og så begynder rædslerne først for alvor at ramme dem i synet som et forvildet insekt på en forrude, da de ikke alene finder beviset på deres biluheld, men langt værre ting gemt i krukker og skabe.
Klar over at her absolut ingen hjælper er at hente, tværtimod, må de fire opskræmte unge pludselig søge tilflugt, da hyttens beboere uventet vender hjem med dagens middag, en blodig og maltrakteret Francine, der i næste sekund pateres for øjnene af dem, mens de behersket må holde deres angst under kontrol for ikke at afsløre sig selv inden de til sidst, i et scene så nervepirrende intens at jeg var helt svedig på ryggen, må flygte tværs igennem stuen/køkkenet med de sovende kannibaler omring sig.
Dinner is served… :
De bliver selvfølgelig trods ihærdige anstrengelser opdaget og nu går den vilde jagt over stok og sten, med tre indavlede kannibaler, (hvis imponerende makeup effekter man her ser Stan Winstons kvaliteter af), der kender stedet som deres egen stinkende bukselomme, derudaf for fuld kraft i filmens sidste 56. min, der dog føles som meget mindre grundet en nervepirrende duel der indeholder så mange chok og så meget nerve, at man næsten glemmer at trække vejret. Det bliver bedst illustreret ved ”Wrong Turn”'s andet højdepunkt, flugten fra en brændende udkikspost højt over trætoppene samt selve finalen, hvor Eliza Dushku meget overbevisende i sit kropssprog og mimik udtrykker den absolutte rædsel. Modsat gør Desmond Harrington et nærmest Clint Eastwood'sk indtryk af sin handlekraftige men fåmælte helt med sit firskårne ansigt og de smalle øjne i direkte kontrast til Jeremy Sisto som står for filmens comic relief, hvilket dog befriende nok er holdt til filmens første tredjedel.
Personbeskrivelserne er i ”Wrong Turn” holdt til et minimum og her ku’ man sagtens kritisere filmen for at ha’ sine mangler. Men det virker nu som et helt bevidst træk fra Rob Schmidts side, da det ikke på noget tidspunkt er vigtigt for historien at ha’ et dybere kendskab til karaktererne. Der er altså her ikke tale om en moralsk fortælling, hvor ondskaben har forbindelse til sine ofre, eller at hovedpersonerne udvikler sig gennem deres møde med selv samme. Rob Schmidt er gået efter at skabe ren terror i stort set alle sine 86 min. i bedste oldschool 70’er stil, a’la inspirationskilderne Texas Chainsaw Massacre og The Hills Have Eyes og til dels fra thrilleren Deliverance, som også er eneste popreference, og det lykkedes hamrende effektivt i en stramt fortalt historie der, ud over sin retrofeel, bæres frem af intensitet kreeret i en perfekt mikset gryderet af lige dele splat og lige dele suspense rørt op med en god dosis make-up latex effekter, samt et drys af det kunstige sødemiddel CGI, fordelt på den helt rigtige facon så man ved det er der, men alligevel ikke skænker det nogen større tanker, der kan aflede opmærksomheden fra det det drejer sig om. Velbekomme!
#11 filmz-Bruce 16 år siden
#12 DarkLight 16 år siden
#13 filmz-Crystalstar1200 16 år siden
Suddenly - 1954
Med kort varsel melder den amerikanske præsident sin ankomst til den lille by Suddenly. Byens sherif og nogle specialagenter sørger for sikkerheden, men tre koldblodige mordere er kommet dem i forkøbet. De har forskanset sig i et hus, taget dets beboere som gidsler og har fra husets stuevindue en perfekt mulighed for at skyde præsidenten, når han stiger ud af toget på stationen. Men så begynder en nervekrig mellem gidslerne og attentatmændene.
God lille film, den varer kun godt 80 minutter, som klart viser at Frank Sinatra også kunne andre ting end blot synge, men også at s/h stadig er værd at bruge tid på.
Du kan downloade den gratis her og se den, hvis du brænder den over på et medie ...
http://www.archive.org/details/suddenly
Film 5/10
Franskmændende laver masser af film hvert år, hvor langt de fleste aldrig når herop, og det er i grunden synd for de kan sagtens lave små varme og feel-good film, som kan klare sig overfor de amerikanske ...
LE PAPILLON - 2002
Den ældre sommerfuglesamler Julien får sin tilværelse forstyrret, da den otteårige Elsa flytter med sin familie ind i den ejendom, hvor han bor. Fordi Elsas mor tit er væk, må Julien hjælpe med at passe Elsa. Til at begynde med hjælper han kun modvilligt, men efterhånden bliver han glad for hendes selskab og de knytter sig tæt til hinanden. Da han skal på en ekspedition efter en særlig sjælden sommerfugl, tager hun med. De har en fantastisk tur, men Elsas mor tror at hendes datter er blevet kidnappet, og efterlyser hende hos politiet.
Som Julien ses Michel Serrault og Claire Bouanich spiller vidunderligt som den lille Elsa, og kemien mellem dem er rigtig god. En lille livsklog film, hvor man flere gange, specielt hvis man er forældre, kan nikke genkendene til flere ting og situationer, specielt den måde børn se alting og verden på i den alder, og kan man ikke lade være med at små smile eller små klukke af de mange sjove ting filmen har med.
http://firstrunfeatures.com/butterfly.html
Film 7/10
Ingen rating af billede og lyd til jeg har det bedre ;)
*** Den Som Elsker Meget - Udretter Meget ! ***
#14 NightHawk 16 år siden
Mange tak :)
Det var noget af et projekt jeg havde fået kastet mig over denne gang og der var perioder hvor jeg var tæt på at gi' op og bare kyle bog og film langt væk. Tilsidst endte det med at blive en slags duel, hvor jeg blev enig med mig selv om, at Richard Kelly ikke sku' få lov at vinde ved at få mig til at gi' op halvvejs.
Kelly udtale på et tidspunkt, med vanlig glimt i øjet, omkring udfordingen i at finde hoved og hale på hans værk ; "what dosn't kill you, makes you stronger", og det har han faktisk ret i på den måde, at følelsen af at ha' vundet over ham og hans novelle/film er ret god efterfølgende. Nå det så er sagt, ja så må han nu godt til næste gang lave et projekt, der bare er lidt mindre kompliceret end det er tilfældet med "Southland Tales". :)
#15 filmz-Crystalstar1200 16 år siden
*** Den Som Elsker Meget - Udretter Meget ! ***
#16 filmz-Narniabæver 16 år siden
Uma Thurmann er tilbage som hende der gerne ville gøre alt for at få dræbt Bill i denne spændene fortsættelse.
10/10
#17 elwood 16 år siden
Tror lige jeg skal ha set den igen om et par dage, spændende nok film, selv om den falder lidt til jorden hen mod slutningen.
Men Slutningen tror jeg ik hel jeg forstod
men det der forvirrede mig var at den bestrivelse med Rose og Starry Skie ku bruges begge steder, var det så hel forkert sted i kirken ?
De nævnte at The Holy Grail var blevet flyttet, men det tydet umiddelbart på at den slet ikke var der fra starten af, når man ser slutningen med Robert.
Jeg er stadigvæk lidt forvirret, plejer nu ellers altid godt og ku forstå de her film 8-)
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#18 filmz-Narniabæver 16 år siden
Et eller andet uhyggelig væsen lægger New York City i ruiner igen, imens at en fest for nogen unge mennesker bliver ruineret.
Anderledes invasion film!
8/10
#19 McPeter 16 år siden
Fik set denne film for første gang i weekenden. Selvom den er baseret på virkeligheden så var den, sjovt nok, en smule forudsigelig. :-) Men egentligt ikke noget stort problem for historien fungerer ganske fint alligevel.
Når det er sagt så er det alligevel helt klart det fremragende skuespil der kører filmen hjem. Det er mildest talt intet under at Forest Whitaker fik en Oscar for den rolle. For pokker hvor spiller han bare godt. Har ikke rigtigt lagt mærke til James McAvoy før, men han leverer også en fortrinlig præstation og især de mange scener med samspil imellem de to fungerer rigtigt godt.
Hvis karakteren kun galt Whitaker og McAvoy ville det have været en 6 / 6, men samlet ender filmen dog nok som en 5 / 6 for mig. Kan bestemt anbefale den hvis man endnu ikke har fået set den (den er dog ikke helt for sarte sjæle) og jeg glæder mig allerede til næste gensyn med filmen.
#20 NightHawk 16 år siden
Trailer
http://videodetective.com/movies/WRONG_TURN/traile...
Efter at ha’ gået i en længere perioder med et brændende ønske om endelig at få chancen for at lave en gyserfilm, fik indieinstruktøren Rob Schmidt, (Crimes and Punishment In Surburbia) i 2002 selv samme drøm opfyldt, da hans manuskript fandt vej til makeup mesteren, filminstruktøren, (Pumpkinhead) og gyserfanatikeren Stan Winstons hænder. Han blev hurtigt grebet af det enkle men effektive plot, de unge helte og ikke mindst de tre skurke, hvis groteske udseende straks bragte julelys i øjnene på ham. Winston besluttede sig samtidig for, ud over at stå for effekterne, også at ville producere filmen og sammen gik ham og Schmidt i gang med at skabe en klassiker i moderne slasherhistorie.
Schmidt åbner med en introsekvens, der i alt sin gruopvækkende enkelthed hurtigt sætter tonen for hvad der er i vente, da to unge campister på klatretur pludselig bliver brutalt overfaldet af noget grumt og vandvittigt, som hverken de eller vi som publikum får lov at se. Under den efterfølgende titelsekvens, som er delikat skruet sammen af diverse avisklip om missing persons i en fragmenteret klippestil til Elia Cmiral’s klaustrofobiske score, får Schmidt således på fornemmeste vis sørget for inden vi møder hovedpersonerne, at man allerede sidder med svedige håndflader og høj puls og spekulerer på hvad der nu venter dem af uhyrligheder i den dunkle og tilsyneladende altopslugende skov. Midt i det grønne hav af trætoppe i West Virginia dukker skuespiller Chris Flynn, (Desmond Harrington), frem via en øde landevej i retning mod Raleigh N.C. til en jobsamtale, som han undervejs den lange køretur bliver mere og mere nervøs for, om han kan nå frem til. Et stykke længere fremme vil uheldet det at en bilulykke spærrer trafikken og i stedet for at vente tålmodigt som han bliver anbefalet af en trucker foran sig, vælger Chris lettere stresset at klare sagerne på egen hånd og ser i stedet muligheden for at slå genvej gennem skovområdet. Efter et kort stop hos en bondekarl uden sidestykke, der ikke er til megen hjælp, må Chris træffe et valg da han lidt senere står ved en skillevej. Ak ja, havde han dog bare drejet til højre i stedet for venstre...
Uheldet fortsætter og crash boom bang ja så ender han pludselig i et frontalt sammenstød med en gruppe collegestuderende, hvis vogn efter en punktering holder parkeret midt på vejen. Da Chris atter kommer til bevidsthed finder han sammen med den chokerede flok, der tæller de to kærestepar, Carly, (Emmanuelle Chriqui) og Scott, (Jeremy Sisto, fra Six Feet Under), Francine, (Lindy Booth) og Evan, (Kevin Zegers) samt solorytteren Jessie, (Eliza Dushku, fra Buffy i vanlig in your face attitude)ud af, at punktering ikke var et uheld. De beslutter sig dernæst for sammen, mens Francine og Evan bliver tilbage ved bilen, at forsøge at gå efter hjælp og finder efter lidt forgæves vandren, sorthumoristisk symboliseret i form af et Dead End skilt, frem til en hytte der trods sit faldefærdige ydre ser beboelig ud. Og så begynder rædslerne først for alvor at ramme dem i synet som et forvildet insekt på en forrude, da de ikke alene finder beviset på deres biluheld, men langt værre ting gemt i krukker og skabe.
Klar over at her absolut ingen hjælper er at hente, tværtimod, må de fire opskræmte unge pludselig søge tilflugt, da hyttens beboere uventet vender hjem med dagens middag, en blodig og maltrakteret Francine, der i næste sekund pateres for øjnene af dem, mens de behersket må holde deres angst under kontrol for ikke at afsløre sig selv inden de til sidst, i et scene så nervepirrende intens at jeg var helt svedig på ryggen, må flygte tværs igennem stuen/køkkenet med de sovende kannibaler omring sig.
Dinner is served… :
De bliver selvfølgelig trods ihærdige anstrengelser opdaget og nu går den vilde jagt over stok og sten, med tre indavlede kannibaler, (hvis imponerende makeup effekter man her ser Stan Winstons kvaliteter af), der kender stedet som deres egen stinkende bukselomme, derudaf for fuld kraft i filmens sidste 56. min, der dog føles som meget mindre grundet en nervepirrende duel der indeholder så mange chok og så meget nerve, at man næsten glemmer at trække vejret. Det bliver bedst illustreret ved ”Wrong Turn”'s andet højdepunkt, flugten fra en brændende udkikspost højt over trætoppene samt selve finalen, hvor Eliza Dushku meget overbevisende i sit kropssprog og mimik udtrykker den absolutte rædsel. Modsat gør Desmond Harrington et nærmest Clint Eastwood'sk indtryk af sin handlekraftige men fåmælte helt med sit firskårne ansigt og de smalle øjne i direkte kontrast til Jeremy Sisto som står for filmens comic relief, hvilket dog befriende nok er holdt til filmens første tredjedel.
Personbeskrivelserne er i ”Wrong Turn” holdt til et minimum og her ku’ man sagtens kritisere filmen for at ha’ sine mangler. Men det virker nu som et helt bevidst træk fra Rob Schmidts side, da det ikke på noget tidspunkt er vigtigt for historien at ha’ et dybere kendskab til karaktererne. Der er altså her ikke tale om en moralsk fortælling, hvor ondskaben har forbindelse til sine ofre, eller at hovedpersonerne udvikler sig gennem deres møde med selv samme. Rob Schmidt er gået efter at skabe ren terror i stort set alle sine 86 min. i bedste oldschool 70’er stil, a’la inspirationskilderne Texas Chainsaw Massacre og The Hills Have Eyes og til dels fra thrilleren Deliverance, som også er eneste popreference, og det lykkedes hamrende effektivt i en stramt fortalt historie der, ud over sin retrofeel, bæres frem af intensitet kreeret i en perfekt mikset gryderet af lige dele splat og lige dele suspense rørt op med en god dosis make-up latex effekter, samt et drys af det kunstige sødemiddel CGI, fordelt på den helt rigtige facon så man ved det er der, men alligevel ikke skænker det nogen større tanker, der kan aflede opmærksomheden fra det det drejer sig om. Velbekomme!
5/6.
DVD :
http://www.axelmusic.com/productDetails/0245430964...