#4081 Jeg synes det er langt mere interessant, hvis du gav karakter efter hvad du rent faktisk synes om filmene fremfor deres objektive kvaliteter (som jeg stadig synes har fortjent mere end 2/10, da Lloyd Kaufmann bruger nogle interessant old school filmteknikker og har noget sjove principper... til det anbefaler jeg hans bog "Make Your Own Damn Movie").
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
Velkomme tilbage til 60erne hvor mænd styrede verden, kvinderne sad derhjemme eller på andre måder plejede mændene og de sorte igen servicerede alle. Naturligvis er det en ret simplificeret udlægning, da der fandtes undtagelser, men grundlæggende er det billedet i denne serie. Omdrejningspunktet er reklamebureauet Sterling & Cooper, hvor vi følger dagligdagen i bureauet med de ansattes personlige skrubler. Som vores hovedperson har vi Don Draper som er ansvarlig for den kreative proces i firmaet. Det er så at sige ham der sørger for at kampagnerne i sidste ende bliver solgt til potentielle kunder og ikke mindst bliver succesfulde. Han er knalddygtig til sit arbejde og har stor respekt i firmaet. Privat ved ikke meget om ham. Vi ved at han er utro med en glædespige og at han er gift med Betty med hvem han har to børn – en dreng og en pige – men ellers ved vi ikke meget om ham. Det bliver dog hele tiden insinueret at han er ikke den som han giver sig ud for at være og således er det også en personlig kamp for ham. Over sig har han de to herrer Roger Sterling og Bertram Cooper som er de to ejere af firmaet. Bertram er en speciel gammel mand, hvis kontor er prydet med gammel japansk kunst samt han går (og forventer det samme af andre) altid rundt uden sko på sit kontor. Roger er Dons bedste ven og de kan altid klare en drink sammen. Han har stor tiltro til Don og lader ham nærmest køre det som han vil. Ydermere er han gift, men er ikke lykkelig og så kan man nok gætte sig til resten. Resten af teamet er fyldt med unge talentfulde folk. Harry er ansvarlig for TV-reklamerne, Paul er tekstforfatter, Ken og Pete er medansvarlige for kunderne. Dvs. de skal pleje dem og få dem til at føle sig tilpas, hvad end det indebærer (få dem på hotel, bestille prostituerede til dem hvis det er hvad de vil have etc.) Salvatore er ansvarlige for den kunstneriske del af firmaet. Dvs. han er den der laver tegningerne til deres plakater. Kvinderne i firmaet har sekundære roller. Nogle af dem er i omstillingen, hvor de omstiller telefoner. Joan står på posten og generelt at alt fungerer hos de kvindelige ansatte. Hun er også den i firmaet som ved alt om alle og ved hvad der foregår i firmaet. Hun ved hvad kvindens rolle i firmaet er og deraf ser man hende også ofte i stramtsiddende og meget kontrastfyldte kjoler. Den nye pige der lige er blevet ansat er Peggy som nærmest er det modsatte af Joan. Hun er ansat som Don Drapers nye sekretær og er genert, usikker og går i konservativt tøj. Hun repræsenter også en kvinde som tager sit job seriøst og har ambitioner. Noget som ikke kan siges om de flest kvinder i serien.
Hvad jeg så godt kan lide ved serien er at den tager sig god tid til at fortælle historien. Naturligvis er vi vidne til mange møder hvor de enkelte klienter er inviteret og deres ideer bliver præsenteret. Det der dog imponerer mig mest er at manuskriptforfatteren (og lad os endelig få Matthew Weiner nævnt) altid behandler deres personer med respekt. De har alle sammen deres skyggesider, men alligevel formår de at få os til at holde af dem på trods af nogle af deres mangler. Weiner giver os også hele tiden et nyt indblik i hans figurer. Det kan være meget korte indslag i en episode men det giver dem noget kulør. Jeg tænker her især på bipersoner, som bliver behandlet som om at de har betydning for historien. For eksempel er der en af telefondamerne der ved et ”uheld” kommer til at aflytte en samtale imellem Salvatore og hans mors, og som straks bliver helt forblændet af hans charme. Det er en meget kort scene, men det giver et indblik i hans personlige liv. Ligesom en scene på en restaurant, som jeg ikke vil uddybe nærmere, også gør det. Ydermere bliver Harry på et tidspunkt romantisk med en pige, igen en kort scene men som giver figuren kulør. På den måde kommer vi hele tiden til at kende personerne bedre og bedre. En anden ting der bliver gjort godt, igen i forbindelse med figurerne, er deres personlige udtryk og ting som gør dem unikke. F.eks. er Harry den eneste, udover Cooper, som bærer butterfly. Paul er den eneste som ryger pibe. I den forbindelse skal det nævnes at de ryger urtecigaretter, da det er forbudt at ryge ”rigtige” cigaretter på settet. Roger er en af de eneste som bære vest. Salvatore er altid klædt lidt mere nydeligt end de andre (han er jo italiener) etc. Det er små ting men det giver et godt helhedsindtryk.
I det hele taget er hele atmosfæren fra 60erne til stede. Når man træder ind i Betty og Don Drapers hus er man straks klar over at man er i 60erne (hvis man ikke i forvejen var det), på trods af at man aldrig har oplevet perioden. Især det mønstrede tapet springer altid i øjnene for undertegnede. Ydermere bliver der drukket og røget en del. Dengang havde man et lidt mere afslappet forhold til dette end man har nu og faktisk blev der set lidt ned på en hvis man ikke drak med når der røg et glas whiskey rundt. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på hvordan pokker de kunne klare at drikke nærmest hver dag. Der vil altid være favoritfigurer i en serie og på trods af at alle figurerne i serien er elskværdige, kan jeg ikke lade være med at kunne lide Salvatore samt Trudy. De virker simpelthen som personerne som er så dejlige at være i rum med, man føler sig hele tiden tryk når de er på. Især Salvatore virker som en rigtig hyggelig fætter. Og Trudy er bare skøn og til tider har man lyst til lige at sige et par ord til Pete, sådan som han til tider behandler hende. Ja også sådan som han nogle gange opfører sig på kontoret.
Jeg kan ikke huske en serie, hvor vi på den måde bliver præsenteret for 60erne som her og det er forfriskende med en serie som tør at være sin egen. Man får helt lyst til en glas af deres whiskey når man ser serien, på trods af at jeg ikke kan fordrage det.
En ting jeg dog undrer mig lidt over:
hvorledes kan Peggy undgå at vide at hun er gravid, får hun skal levere. Jeg vil da mene at man nok finder ud af det når man pludselig begynder at vokse hele tiden. Og hvorfor får hun ikke smerter før hun skal føde. Jeg vil dog sige, at de er gode til at holde det skjulte for os. Jeg havde i hvert fald ikke tænkt over at hun blev større og større og derfor er det heller ikke underligt at ingen af de ansatte bemærker det. Dog kommenterer de hendes vægt til tider. I øvrigt sjovt her i anden sæson at hun så pludselig har tabt sig så meget. Petes bemærkning om "fat farm" var altså morsom
9/10
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
Der har faktisk været talrige tilfælde af kvinder, som ikke vidste de var gravide, førend de fødte. For den tid hang det måske sammen med ubredelsen af, eller mangel på samme, af viden om seksualitet og anatomi. Jeg vil også tro, at nogle kvinders krop reagerer anderledes. For nogle sidder "graviditeten" lige på maven og allerede efter kort tid, kan man se og føle det. Andre, måske pga. "buttethed", er skabt på en måde, så det måske kan "fortolkes" som overvægt.
Og jeg skal have Old Fashioned og Mint Juleps imorgen :)
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Ja jeg hælder os mest til at kvinders viden om deres seksualitet ikke var så stor dengang. Alligevel synes jeg bare det popper op ud af ingenting. Det skyldes nok også at der ikke rigtig bliver lagt op til noget og hendes tøjstil skjuler naturligvis også en del. At folk omkring hende ikke opdager det kan jeg sagtens forstå. Og det er ganske rigtigt som du siger, at nogen først opdager det før det er for sent. Det er nok bare noget der altid vil undre mig. Men det er der så meget der gør ved kvinder :)
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
Jeg vil også tro fortrængning eller fornægtelse kan spille en rolle. At man inderst inde godt ved, at muligheden er der, men ilten bliver "lukket af" til det øverste :) og ja ... du har helt ret i det sidste :)
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Ja, Blood Trails blev jeg desværre også slemt skuffet over; den starter godt og har uden tvivl potentiale...desværre opfører hovedpersonen sig enormt tåbeligt gennem hele filmen - aldrig før har en heltinde taget så mange dårlige og forudsigelige beslutninger - man begynder jo at synes at hun fortjener at dø ;)
Den havde dog også nogle ok scener og ok spænding, så jeg tror jeg ender på 4/10 (men det er nogle år siden jeg så den)
"he won the Nobel Prize for inventing the artificial appendix.”
Jeg havde glædet mig i lang tid til at se denne film, da alle klip og trailere til filmen som jeg havde set, lignede noget der ville falde perfekt under min filmsmag. Og jeg havde fuldstændigt ret! Det er virkelig en fremragende film, som er forbandet intens og medrivende. Dialogen og skuespillet er top notch, og er med til at gøre den så medrivende. Det der især imponerer, er den flotte visuelle side, som fremviser RAF's aktioner på hæsblæsende vis som en topklasse action/thriller. Den viser også konsekvenserne af disse handlinger, og vi følger gruppen og dens motiver tæt, uden at filmen dog på nogen måde viser sympati for nogen af siderne. Uli Edel har med "Der Baader Meinhof Komplex", lavet en af 2008's efter min mening bedste film, og jeg vil helt sikkert holde øje med fremtidige projekter fra ham af, samt opsøge nogle af hans tidligere film. Absolut en fremragende film!
5/6
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
#4081 Skeloboy 14 år siden
Hold da kæft den er herlig...tilpas herlig og cheasy og mange gode grin. Der er mange grinagtigte brutale scener i.
2/10
The Toxic Avenger 2, 1989
Faktisk ikke helt så ringe, som frygtet. Den er lidt længere ude, lidt plattere og til tider meget sjovere
2/10
I alt i alt temmelig gale film, som helt klart er værd at se
#4082 elwood 14 år siden
Må ha tjekket den ved lejlighed, blot for og se ham i en anden rolle, og hvo'en han klare det.
8-)
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#4083 Lord Beef Jerky 14 år siden
#4084 Skeloboy 14 år siden
#4085 filmz-jonasgr 14 år siden
Velkomme tilbage til 60erne hvor mænd styrede verden, kvinderne sad derhjemme eller på andre måder plejede mændene og de sorte igen servicerede alle. Naturligvis er det en ret simplificeret udlægning, da der fandtes undtagelser, men grundlæggende er det billedet i denne serie.
Omdrejningspunktet er reklamebureauet Sterling & Cooper, hvor vi følger dagligdagen i bureauet med de ansattes personlige skrubler. Som vores hovedperson har vi Don Draper som er ansvarlig for den kreative proces i firmaet. Det er så at sige ham der sørger for at kampagnerne i sidste ende bliver solgt til potentielle kunder og ikke mindst bliver succesfulde. Han er knalddygtig til sit arbejde og har stor respekt i firmaet. Privat ved ikke meget om ham. Vi ved at han er utro med en glædespige og at han er gift med Betty med hvem han har to børn – en dreng og en pige – men ellers ved vi ikke meget om ham. Det bliver dog hele tiden insinueret at han er ikke den som han giver sig ud for at være og således er det også en personlig kamp for ham. Over sig har han de to herrer Roger Sterling og Bertram Cooper som er de to ejere af firmaet. Bertram er en speciel gammel mand, hvis kontor er prydet med gammel japansk kunst samt han går (og forventer det samme af andre) altid rundt uden sko på sit kontor. Roger er Dons bedste ven og de kan altid klare en drink sammen. Han har stor tiltro til Don og lader ham nærmest køre det som han vil. Ydermere er han gift, men er ikke lykkelig og så kan man nok gætte sig til resten. Resten af teamet er fyldt med unge talentfulde folk. Harry er ansvarlig for TV-reklamerne, Paul er tekstforfatter, Ken og Pete er medansvarlige for kunderne. Dvs. de skal pleje dem og få dem til at føle sig tilpas, hvad end det indebærer (få dem på hotel, bestille prostituerede til dem hvis det er hvad de vil have etc.) Salvatore er ansvarlige for den kunstneriske del af firmaet. Dvs. han er den der laver tegningerne til deres plakater.
Kvinderne i firmaet har sekundære roller. Nogle af dem er i omstillingen, hvor de omstiller telefoner. Joan står på posten og generelt at alt fungerer hos de kvindelige ansatte. Hun er også den i firmaet som ved alt om alle og ved hvad der foregår i firmaet. Hun ved hvad kvindens rolle i firmaet er og deraf ser man hende også ofte i stramtsiddende og meget kontrastfyldte kjoler. Den nye pige der lige er blevet ansat er Peggy som nærmest er det modsatte af Joan. Hun er ansat som Don Drapers nye sekretær og er genert, usikker og går i konservativt tøj. Hun repræsenter også en kvinde som tager sit job seriøst og har ambitioner. Noget som ikke kan siges om de flest kvinder i serien.
Hvad jeg så godt kan lide ved serien er at den tager sig god tid til at fortælle historien. Naturligvis er vi vidne til mange møder hvor de enkelte klienter er inviteret og deres ideer bliver præsenteret. Det der dog imponerer mig mest er at manuskriptforfatteren (og lad os endelig få Matthew Weiner nævnt) altid behandler deres personer med respekt. De har alle sammen deres skyggesider, men alligevel formår de at få os til at holde af dem på trods af nogle af deres mangler. Weiner giver os også hele tiden et nyt indblik i hans figurer. Det kan være meget korte indslag i en episode men det giver dem noget kulør. Jeg tænker her især på bipersoner, som bliver behandlet som om at de har betydning for historien. For eksempel er der en af telefondamerne der ved et ”uheld” kommer til at aflytte en samtale imellem Salvatore og hans mors, og som straks bliver helt forblændet af hans charme. Det er en meget kort scene, men det giver et indblik i hans personlige liv. Ligesom en scene på en restaurant, som jeg ikke vil uddybe nærmere, også gør det. Ydermere bliver Harry på et tidspunkt romantisk med en pige, igen en kort scene men som giver figuren kulør. På den måde kommer vi hele tiden til at kende personerne bedre og bedre. En anden ting der bliver gjort godt, igen i forbindelse med figurerne, er deres personlige udtryk og ting som gør dem unikke. F.eks. er Harry den eneste, udover Cooper, som bærer butterfly. Paul er den eneste som ryger pibe. I den forbindelse skal det nævnes at de ryger urtecigaretter, da det er forbudt at ryge ”rigtige” cigaretter på settet. Roger er en af de eneste som bære vest. Salvatore er altid klædt lidt mere nydeligt end de andre (han er jo italiener) etc.
Det er små ting men det giver et godt helhedsindtryk.
I det hele taget er hele atmosfæren fra 60erne til stede. Når man træder ind i Betty og Don Drapers hus er man straks klar over at man er i 60erne (hvis man ikke i forvejen var det), på trods af at man aldrig har oplevet perioden. Især det mønstrede tapet springer altid i øjnene for undertegnede. Ydermere bliver der drukket og røget en del. Dengang havde man et lidt mere afslappet forhold til dette end man har nu og faktisk blev der set lidt ned på en hvis man ikke drak med når der røg et glas whiskey rundt. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på hvordan pokker de kunne klare at drikke nærmest hver dag.
Der vil altid være favoritfigurer i en serie og på trods af at alle figurerne i serien er elskværdige, kan jeg ikke lade være med at kunne lide Salvatore samt Trudy. De virker simpelthen som personerne som er så dejlige at være i rum med, man føler sig hele tiden tryk når de er på. Især Salvatore virker som en rigtig hyggelig fætter. Og Trudy er bare skøn og til tider har man lyst til lige at sige et par ord til Pete, sådan som han til tider behandler hende. Ja også sådan som han nogle gange opfører sig på kontoret.
Jeg kan ikke huske en serie, hvor vi på den måde bliver præsenteret for 60erne som her og det er forfriskende med en serie som tør at være sin egen. Man får helt lyst til en glas af deres whiskey når man ser serien, på trods af at jeg ikke kan fordrage det.
En ting jeg dog undrer mig lidt over:
9/10
'Cause I'm evil"
#4086 filmz-Bruce 14 år siden
Og jeg skal have Old Fashioned og Mint Juleps imorgen :)
#4087 filmz-jonasgr 14 år siden
'Cause I'm evil"
#4088 filmz-Bruce 14 år siden
#4089 wimmie 14 år siden
Ja, Blood Trails blev jeg desværre også slemt skuffet over; den starter godt og har uden tvivl potentiale...desværre opfører hovedpersonen sig enormt tåbeligt gennem hele filmen - aldrig før har en heltinde taget så mange dårlige og forudsigelige beslutninger - man begynder jo at synes at hun fortjener at dø ;)
Den havde dog også nogle ok scener og ok spænding, så jeg tror jeg ender på 4/10 (men det er nogle år siden jeg så den)
#4090 Kruse 14 år siden
Jeg havde glædet mig i lang tid til at se denne film, da alle klip og trailere til filmen som jeg havde set, lignede noget der ville falde perfekt under min filmsmag. Og jeg havde fuldstændigt ret! Det er virkelig en fremragende film, som er forbandet intens og medrivende. Dialogen og skuespillet er top notch, og er med til at gøre den så medrivende. Det der især imponerer, er den flotte visuelle side, som fremviser RAF's aktioner på hæsblæsende vis som en topklasse action/thriller. Den viser også konsekvenserne af disse handlinger, og vi følger gruppen og dens motiver tæt, uden at filmen dog på nogen måde viser sympati for nogen af siderne. Uli Edel har med "Der Baader Meinhof Komplex", lavet en af 2008's efter min mening bedste film, og jeg vil helt sikkert holde øje med fremtidige projekter fra ham af, samt opsøge nogle af hans tidligere film. Absolut en fremragende film!
5/6