#121 Det var også det indtryk jeg fik. Jeg har bestilt den hos DVDPacific. Der havde de den til kr.58

Hustle and Flow
Terrence Howard (den sorte Benicio Del Toro) som alfons i Memphis for to ho's, med wannabe rapstjerne potentiale. Han er nomineret til en Oscar for sin rolle og spiller da også meget overbevisende.

Men under overfladen af slum- og elendighed, som er ægte portrætteret både mht. omgivelser og karakterer, popper der for mange sødsuppe klichéer frem, som får filmen til at hænge på "the corner of no and where" og ikke egentlig vide, hvilken retning den vil gå.

Der er både skidt og kanel i den. Når man har set Ray sidste år, en person som virkelig stank af talent og ser Terrence Howard messe "Whop da trick, whop da trick, go get 'em", som om dette var et højdepunkt, vor tids musikalske evolution, ja så må jeg lige knække aftensmaden op, for det er intetsigende kattejammer. Tilfældighedernes spil på elektroniske himstregimster, for at fange et beat, som lægger bas bund nok til at blive et hit, uanset hvad det er for noget lort man mantraer dertil. Men ok, jeg er nok bare ikke prototypen på en publikummer til en sådan film. Jeg kan dog værdsætte hans skuespil, det er absolut i orden og filmen er seværdig, omend ikke noget særligt.

Film 6.5/10

The Proposition

- Prolog -
Jeg har længe været stor fan af Nick Cave og den musikstil han formår af smøre på sine cd'er. Derfor var det næsten naturligt at denne atypiske western, på et eller andet tidspunkt, skulle have i min DVD-afspiller. Det, og så Bruces vedvarende fablen om at dette skulle være Deadwood i spillefilmslængde :)

- Indpakningen -
Scenen er sat i Australien, og det benyttes i høj grad i filmen. Men trækkes igennem den ene smukke scene efter den anden. Som om det ikke var nok, så har hvert billede følgeskab af et fantastisk soundtrack, hvilke nok var den hovedsaglige grund til at jeg så denne film. Jeg blev bestemt ikke skuffet. Billede og lyd komplementerer hinanden til perfektion, og er i sig selv, filmen et kig værdigt.

- Historien -
Efter en fremragende åbningssekvens, der tager pippet fra de fleste, bliver Charlie Burns(Guy Pearce) og lillebroderen Mike Burns arresteret af den lokale ordensmagt. Charlie bliver imiddlertidig præsenteret for et tilbud; ryd ud og find storebroderen Arthur Burns og slå ham ihjel. Så vil Mike og Charlie blive skånet og løsladt. Med et vis antiparty for sin delvis sindsyge storebror, og stor kærlighed til sin lillebror, drager Charlie ud på en rejse, som han end ikke selv kender svaret på endnu. Kan man vælge side når det er familie?
Historien er utroligt liniært og uden de mindste overraskelser. Den bevæger sig i et roligt tempo henover de smukke landskaber. Dette er uden tvivl filmens svage punkt. Historien er simpelthen...for simpel.

- In short -
Med en billedeside, der åbner ens øjne. En lydside, der åbner ens ører. Og et eminent cast, som alle spiller så det er en fryd, så er jeg overordentlig ked af at træerne ikke vokser ind i himlen. Jeg kunne ikke forenes med historien, hvor gerne jeg end ville.

- Cowboys curse alot? -
Så, er det Deadwood? Nej. Men det har lighedspunkter, og det er selvsagt positivt. Det er en rå og realistisk western på samme måde som Deadwood er det. Desværre lavede jeg fejlen af at sammenligne dialog, og det kan 'The Proposition' ikke holde til. Her skinner Deadwood's stjerne klareste og er stadig 'next to no-one'

4 / 6

LAYER CAKE :

Når et cover i så udpræget grad gør sig i dels, at være nogenlunde i samme farver og i samme gavtyve agtige hjørne som de film den refererer til nemlig "Snatch" og "Lock, Stock & Two Smoking Barrels", ja så må det vist være ironi på et højere plan.

For "Layer Cake" ejer hverken Guy Ritchie's snert af fræk-som-en-slagterhund-humor eller hans flair for klipning og kameraføring, der gjorde at hans 2 gansterfilm holdt et højt underholdnings niveau trods det, at det i "Snatch" og "Lock, Stock's" tilfælde klart er stil frem for indhold, der præger dem. Det er der sådan set heller ikke noget i vejen med, hvis man bare forstår, at udnytte virkemidlerne rigtigt.

Det gør instruktøren Matthew Vaughn så absolut ikke, selv om han åh så gerne vil vise alle, at han bare har styr på det shit.

Selve handlingen i "Layer Cake" lægger sig også tykt op af sine 2 idoler "Snatch" og "Lock Stock". Igen får man serveret et kæmpe lineup af hårdkogte typer og kiksede krimminelle, ind imellem en tynd men samtidig rodet og forvirrende historie om et parti super ecstasy piller, som en flok fjolser anført af den ekstremt forkrampede skurk The Duke, får kuppet sig til. Uvidende er han dog om, at han har stjålet fra nogle barbariske serbere, som det ikke er specielt klogt at lægge sig ud med. Samtidig får vores hovedperson Mr X. (Daniel Craig) og hans crew til opgave, at få fat på pillerne og sælge dem videre til sin chef Jimmy Price. Som ekstra bonus-job skal Mr. X også lige finde en forsvunden datter til en af chefens gamle golfvenner. Cirka halvvejs inde i filmen kigger Michael Gambon lige forbi, som den øverste crimelord i London. Han er i besidelse af en ubehagelig viden om Craigs chef Jimmy hvilket han udnytter til, selv at få del i de berømte piller. I de 101 min. som filmen desværre strækker sig over, blir man introduceret for et hav af personer med "sjove" øgenavne og dertil hørende sidehistorier, som hverken gir noget ekstra til de tyndbenede figurer men derimod blot er med til, at gi' rodebutikken en ekstra omgang i blenderen.

På et tidspunkt dukker lækre Sienna Miller minsanten op som en mystisk lille sidehistorie. Daniel Craig forelsker sig straks i hende og...hvad fanden har det med resten af historien at gøre. Det ved instruktøren Matthew Vaughn åbenbart heller ikke, så han la hende forsvinde ud af handlingen igen ligså pludselig, som hun dukkede op. Et ret godt eksempel på, at han overhovet ikke har begreb om, hvad han egentlig vil med alle sine figurer.

Til gengæld er han vild med skæve vinkler, hvilket blir illustreret i en scene hvor kameraet er placeret under en glasplade/sofabord. Her har Daniel Craig og en af hans kontakter, altid mavesure Colm Meanye, en lille chat. Og igen da man fra ofrets side ser, den vold der blir udøvet på ham, da en anden af Craigs venner går amok på vedkommende. Sjov ide men totalt ligegyldigt samlet set.

Vaughn prøver tilsidst, at gi den hule kage lidt mere fylde i form af en hurtig opremsning om den lille gangsters rejse fra smalltime til bigtime. Deraf titlen "Layer Cake". Men det virker bare ikke særligt overbevisende, når man har brugt størstedelen af tiden på gå Guy Ritchie i bedende.

Skuespillet er der heller ikke noget at skrive hjem om. En masse personer valser rundt uden på nogen måde at være andet end ren stafage. Daniel Craig er desideret kedelig og udtryksløs og gør på intet tidspunkt andet end, at prøve på at se cool ud. De gamle drenge Michael Gambon og Colm Meanye slipper afsted med deres indsats, hvilket kun kan være pga. deres erfaring. Det kan umuligt være pga. manuskriptet, det er nemlig ligså hult, som hele den kaloriefattige kage det omkrandser.

[b]0/6[b]

#129 rørende slutning, ok den var ny for mig, jeg plejer at sige den har en overraskene slutning, og min grund til ikke at uddybe den for meget er nok at man risikere at afsløre for meget af handlingen, det er en af de slags film som virker stærkest første gang man ser den.