Red Eye Thriller med Rachel McAdams (Notebook) og Cillian Murphy (Scarecrow i Batman). Instruktøren er mest kendt for sine Scream og Nightmare on Elm Street gyserfilm. Men Wes Craven er også stor Hitchcock fan og det ses meget tydeligt i denne film.
Red Eye er en "homage" til Hitchcock. Lige fra starten af, kommer Hitchcock elementerne. Ikke i direkte referencer til andre film, men i særdeleshed gennem stemning og musikken.
Det lykkes egentlig ok, men filmen bliver aldrig rigtig spændende og der er ingen gys, ihvertfald ingen, som ikke kan forudses og aflives først. Rachel Adams har helt klart mulighederne for at blive noget stort, men dette er kun et trin på vejen.
Brian Cox misbruges på det skammeligste i en birolle.
Jeg indrømmer jeg mest nød Hitchcock stemningen og den meget gode surround lyd, især da flyet landede (WOW!). Ellers foretrækker jeg KLART Jack Bauer til hver en tid.
Film: 6/10 DVD: 8/10
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Så Fik jeg set Top Secret for første gang, og damm jeg skreg af grin. Især Val kilmer i starten i toget hvor han lige har sagt noget på tysk og så sprøger hans manager hvad han sagde "is your daughter 18?"
Og Val Kilmer Er satme sjov når han performer sine sange, teksterne er så grinagtige. Nigel karakteren var også ret morsom, sammen med hele Le resistance.
Og slåskampen til sidst Hehe, det kan man kalde et sceneskift.
J. J: "This is one of my Favorite shots." Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
Engelske Neil Marshall, er efter succes'en med den sort humoristiske splatter film Dog Soldiers, tilbage i et brag af en gyser. Rygterne løb i forvejen og alle af dem er underdrevne. Som Times skrev. "This movie is unwatchable...for all the right reasons".
Jeg har altid betragtet Alien, som min mest uhyggelige film oplevelse, hin dag i 1979. Det er stadig den mest stillige og mest komplette gyser nogensinde i min bog, men ikke mere den mest uhyggelige.
Havde en god ven på besøg og han bogstaveligt talt skreg tre gange, mens jeg to gange nærmest kravlede ned på gulvet og forsøgte henholdsvis at synge og distrahere min angst med at snakke. Jeg kan objektivt set, ikke se nogle svage sider i denne film.
Den første time er næsten konstant mere uhyggelig, end den værste scene i Alien. Det var som om nogle havde skudt epenephrin og adrenalin ind i min krop. 80% af filmen foregår i meget mørke og jeg har nok aldrig været så glad for min Z4'er. Jeg kan ikke med dette setup relatere til de problemer med billed som andre har oplevet. Der var på et lysstærkt 104" lærred ingen problemer med billedet overhovedet. Det var top snack!
Atmosfæren var intet mindre end uforlignelig og der var næsten ikke noget øjeblik, hvor man ikke ventede at blive chokeret, men Neil Marshall styrer sagerne ligeså professionelt som en ung Ridley Scott og inkluderer endda et par skud, med referencer til Alien.
Derudover blev vi ekstra begejstret, da der også lige var en reference til John Carpenters elektron musik. The Thing. Og lyden!!! BREAK MY BACK MOUNTING ME! DTS Surround lyden var tæt på at slå mig ihjel, det var ulideligt creepy, men top klasse. Side og baghøjttalerne slog til, når det var værst. Det vil sige meget tit. Det var som at være der selv.
Jeg hader denne film. Den har fået mig til at huske, hvor fed en RIGTIG gyser kan være og jeg kan ikke vente til at høre mere fra Neil Marshall. München og Crash er de eneste to Oscar kandidater jeg har fået set og denne er bare bedre. Gysere får sjældent den ære, men denne er klart en af 2005's allerbedste film.
Film: 9/10 DVD: 10/10
En cola og tre kodymagnyler senere var vi klar til anden film. Det blev den italienske film "Consequences of love" og hvis vi troede vi skulle ned på jorden tog vi fejl.
Consequences of love Åh gud, hvilken vidundelig stilistisk klasse thriller. Italiensk når det er bedst. Filmens pace kan minde om "Lost in translation". Stemning er alt og ting ta'r tid.
Titta Di Girolamo er på 8. år indkvarteret på et hotel ved Genevesøen. Han bruger sin tid på at sidde i baren, i receptionen og kigge ud af vinduet, spise, være søvnløs og tage et skud heroin hver onsdag kl. 22. Han venter...på noget. Travolta i Get Shorty er nærmest Karla i Olsenbanden ifht. Girolamo. Han er umiddelbart iskold og afvisende overfor selv servitricen, som er en af verdens smukkeste kvinder jeg har set på film. To mænd der sidder og hyler ved siden af hinanden over en film, er altså hysteri.
Intet mere skal nævnes. Dette er bare 2005's mest cool'e film og den har noget at ha' det i. Fotografering, musik, scener og skuespil. Alt i alt en film, som heller ikke står tilbage for de Oscar nominerede film i år.
Film: 9/10 DVD: 9/10
Nå, SÅ skulle vi ned på jorden og vi prøvede med Sha Po Lang acctionfilmen, som blev et gensyn
Sha Po Lang Anden gang, blev svaghederne i denne film mere udtalt for mig. Der var mange stærke sider, mest actionsekvenserne, men det er umiskendeligt Hong Kong og varemærket er melodrama og stereotyper. Der er en del sekvenser spredt over filmen, som trækker ned i den samlede bedømmelse og Donnie Yen står ud som alt for slikket og Duran Duran agtig. Vi måtte tage os i, at synge slagere og beklage os for hans dybe udskæringer i skjorten og et hår som har været igennem en vertikal tyfon.
Anyway, god action og god afslutning. Må dog revidere mine tidligere karakterer.
Film: 7/10 DVD: 7/10
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
The Tunnel Superb tysk drama fra 2001, om det første år med Berlinmuren og en gruppe menneskers plan om at grave en 145 meter lang tunnel fra vest til øst, for at redde de mennesker i frihed de elsker.
Tyskerne er inde i en stime med gode drama film om historiske øjeblikke i Tyskland fra 2. verdenskrig og frem. Efter de endelig fra hul på bylden med Untergang, beskæftiger man sig nu intenst med perioder, som i lang tid kun var fortalt på film af andre end tyskerne selv. Og det gør de bedre end Hollywood nogensinde har formået.
"Der Tunnel" er ingen undtagelse. 167 minutter, som ikke er et minut for langt. En rå fortælling, hvor man virkelig får syn for det logistiske arbejde med tunnelen, som varede 3 år at bygge. Gensyn med Heino Ferch (Untergang: Speer og en tysk Bruce Willis) og Alexandra Maria Lara (Untergang: Frau Junge) i hovedrollerne.
Udover at være spændende er "Der Tunnel", meget grundig i sine person beskrivelser og man skal være meget lidt fintfølende, hvis man skal undgå at føle empati.
Vidunderlig film, rigtig godt billed og lyd og tåler meget snart et nyt gensyn.
8/10
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
#76 Jeg bliver ved med at høre om flere og flere gode tyske film. Tyskland har selvfølgelig også en filmhistorie, der overgår mange andre lande med Fritz Lang, Murnau, Sternberg og senere Fassbinder og Herzog. Men det er jo fantastisk at de kan blive ved med at skyde ny energi i mediet. Hvor bliver franskmændene af? Den eftersigende bedste film på fransk sidste år var "Cache", og den var lavet af den østrigske instruktør Haneke. De tysktalende er jo også i færd med at tage alle medaljerne ved OL. Det er som om et nyt stort Kulturreich har sneget sig op på verdenskortet.
#77 Enig. Og mangler stadig at få set "Sophie Scholl" og "Napola". Franskmændene lavede dog Joyeux Noel i år, som skulle være ret god. Og March of the Penguins ;) Men et tyndt år generelt.
Tsukamoto Shinya ("Tetsuo: The Iron Man", "Tokyo Fist", "Gemini", "A Snake in June") har altid lavet film, hvor det visuelle både er overvældende og samtidig bærer en stor del af historien. Den depressive forretningsmands omvendelse til et kæmpe metalmonster i ”Tetsuo” er fantastisk visuel kunst. Det samme gælder også den selvundertrykte kvindens seksuelle blomstring i ”A Snake in June” og i alle andre Tsukamotos film. Historierne i filmene fortælles i højere grad end mange andre film igennem visuelle metoder fremfor den traditionelle narrativ, der er tættere på den litterære og andre sprogligt bundet narrativer. Tsukamoto er en billedkunster, der bruger menneskekroppe til at forme sine levende billeder.
Netop fordi oplevelsen er visuel, så er ”Vital” ikke en film, der vækker de store tanker bagefter. Filmen lever, mens den spilles. Men der er en klar narrativ tilstede i form af en udvikling som hovedpersonen gennemgår. Den er ikke fyldt med ”scares and thrills”, hvilket nogle fans af Tsukamoto har brokket sig over. Men de har misforstået Tsukamotos talent for at fortælle i billeder. Hiroshi (Asano Tadanobu) er en lægestuderende, der er kommet ud for en bilulykke, hvor han selv mistede hukommelsen, og hvor hans kæreste (Tsukamoto Nami) mistede livet. Hans forældre lader ham vende tilbage til medicinstudiet, da det muligvis er her, at han kan finde få sin hukommelse igen. En pige på studiet, Ikumi (Kiki), fascineres af Hiroshis mørke og stille væsen. Han er nærmest ikke-eksisterende. Som om han var alene på en tom planet. Og hun søger på samme måde at forsvinde fra verden. De to sættes til at dissekere et lig i deres studier. Ved et tilfælde viser det sig, at liget er Hiroshis afdøde kæreste, og Hiroshi begynder at få hukommelsen tilbage. Eller måske er det noget helt andet, der foregår i Hiroshi, da han dissekerer kærestens lig.
Filmen er utroligt flot fortalt. Hiroshis ”minder” om kæresten blandes med Hiroshis forhold til Ikumi. Begge kvinder lader til at have nogle fællestræk. Faktisk troede jeg allerførst, at Ikumi var Hiroshis kæreste, og at de første scener på skolen var et flashback. Men ellers lykkedes det for Tsukamoto at få en kompleks narrativ til at virke overskuelig. Jeg kan ikke gøre billederne retfærdighed her ved at skrive om dem i tekst. Der er rådne lig og selvmorderisk desperation side om side med kærlig omfavnelse og blomster i flor. Billederne af kærestens dans ved strandbredden er også helt utroligt flotte. Og han formår at gøre nogle scener, der let kunne blive klichefyldte og kedelige, til at virke unikke og samtidig virkelige indenfor dette uvirkelige univers. Tsukamoto er helt sikkert en af de mest interessante nye instruktører i Japan for tiden. Også uden metalmonstre, sex og vold.
bruce: Hvor har du købt The Tunnel? Og hvorhenne? Desuden kommer den vel i øvrigt før Der Untergang, hvis den er fra 2001 - og er vel så ikke så meget et resultat af Der Untergangs succes.
#71 filmz-Bruce 18 år siden
#72 filmz-Bruce 18 år siden
Thriller med Rachel McAdams (Notebook) og Cillian Murphy (Scarecrow i Batman). Instruktøren er mest kendt for sine Scream og Nightmare on Elm Street gyserfilm. Men Wes Craven er også stor Hitchcock fan og det ses meget tydeligt i denne film.
Red Eye er en "homage" til Hitchcock. Lige fra starten af, kommer Hitchcock elementerne. Ikke i direkte referencer til andre film, men i særdeleshed gennem stemning og musikken.
Det lykkes egentlig ok, men filmen bliver aldrig rigtig spændende og der er ingen gys, ihvertfald ingen, som ikke kan forudses og aflives først. Rachel Adams har helt klart mulighederne for at blive noget stort, men dette er kun et trin på vejen.
Brian Cox misbruges på det skammeligste i en birolle.
Jeg indrømmer jeg mest nød Hitchcock stemningen og den meget gode surround lyd, især da flyet landede (WOW!). Ellers foretrækker jeg KLART Jack Bauer til hver en tid.
Film: 6/10
DVD: 8/10
#73 elwood 18 år siden
Og Val Kilmer Er satme sjov når han performer sine sange, teksterne er så grinagtige. Nigel karakteren var også ret morsom, sammen med hele Le resistance.
Og slåskampen til sidst Hehe, det kan man kalde et sceneskift.
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#74 filmz-Bruce 18 år siden
Nå, fantastisk filmaften.
Descent
Engelske Neil Marshall, er efter succes'en med den sort humoristiske splatter film Dog Soldiers, tilbage i et brag af en gyser. Rygterne løb i forvejen og alle af dem er underdrevne. Som Times skrev. "This movie is unwatchable...for all the right reasons".
Jeg har altid betragtet Alien, som min mest uhyggelige film oplevelse, hin dag i 1979. Det er stadig den mest stillige og mest komplette gyser nogensinde i min bog, men ikke mere den mest uhyggelige.
Havde en god ven på besøg og han bogstaveligt talt skreg tre gange, mens jeg to gange nærmest kravlede ned på gulvet og forsøgte henholdsvis at synge og distrahere min angst med at snakke. Jeg kan objektivt set, ikke se nogle svage sider i denne film.
Den første time er næsten konstant mere uhyggelig, end den værste scene i Alien. Det var som om nogle havde skudt epenephrin og adrenalin ind i min krop. 80% af filmen foregår i meget mørke og jeg har nok aldrig været så glad for min Z4'er. Jeg kan ikke med dette setup relatere til de problemer med billed som andre har oplevet. Der var på et lysstærkt 104" lærred ingen problemer med billedet overhovedet. Det var top snack!
Atmosfæren var intet mindre end uforlignelig og der var næsten ikke noget øjeblik, hvor man ikke ventede at blive chokeret, men Neil Marshall styrer sagerne ligeså professionelt som en ung Ridley Scott og inkluderer endda et par skud, med referencer til Alien.
Derudover blev vi ekstra begejstret, da der også lige var en reference til John Carpenters elektron musik. The Thing. Og lyden!!! BREAK MY BACK MOUNTING ME! DTS Surround lyden var tæt på at slå mig ihjel, det var ulideligt creepy, men top klasse. Side og baghøjttalerne slog til, når det var værst. Det vil sige meget tit. Det var som at være der selv.
Jeg hader denne film. Den har fået mig til at huske, hvor fed en RIGTIG gyser kan være og jeg kan ikke vente til at høre mere fra Neil Marshall. München og Crash er de eneste to Oscar kandidater jeg har fået set og denne er bare bedre. Gysere får sjældent den ære, men denne er klart en af 2005's allerbedste film.
Film: 9/10
DVD: 10/10
En cola og tre kodymagnyler senere var vi klar til anden film. Det blev den italienske film "Consequences of love" og hvis vi troede vi skulle ned på jorden tog vi fejl.
Consequences of love
Åh gud, hvilken vidundelig stilistisk klasse thriller. Italiensk når det er bedst. Filmens pace kan minde om "Lost in translation". Stemning er alt og ting ta'r tid.
Titta Di Girolamo er på 8. år indkvarteret på et hotel ved Genevesøen. Han bruger sin tid på at sidde i baren, i receptionen og kigge ud af vinduet, spise, være søvnløs og tage et skud heroin hver onsdag kl. 22. Han venter...på noget. Travolta i Get Shorty er nærmest Karla i Olsenbanden ifht. Girolamo. Han er umiddelbart iskold og afvisende overfor selv servitricen, som er en af verdens smukkeste kvinder jeg har set på film. To mænd der sidder og hyler ved siden af hinanden over en film, er altså hysteri.
Intet mere skal nævnes. Dette er bare 2005's mest cool'e film og den har noget at ha' det i. Fotografering, musik, scener og skuespil. Alt i alt en film, som heller ikke står tilbage for de Oscar nominerede film i år.
Film: 9/10
DVD: 9/10
Nå, SÅ skulle vi ned på jorden og vi prøvede med Sha Po Lang acctionfilmen, som blev et gensyn
Sha Po Lang
Anden gang, blev svaghederne i denne film mere udtalt for mig. Der var mange stærke sider, mest actionsekvenserne, men det er umiskendeligt Hong Kong og varemærket er melodrama og stereotyper. Der er en del sekvenser spredt over filmen, som trækker ned i den samlede bedømmelse og Donnie Yen står ud som alt for slikket og Duran Duran agtig. Vi måtte tage os i, at synge slagere og beklage os for hans dybe udskæringer i skjorten og et hår som har været igennem en vertikal tyfon.
Anyway, god action og god afslutning. Må dog revidere mine tidligere karakterer.
Film: 7/10
DVD: 7/10
#75 filmz-Bruce 18 år siden
#76 filmz-Bruce 18 år siden
Superb tysk drama fra 2001, om det første år med Berlinmuren og en gruppe menneskers plan om at grave en 145 meter lang tunnel fra vest til øst, for at redde de mennesker i frihed de elsker.
Tyskerne er inde i en stime med gode drama film om historiske øjeblikke i Tyskland fra 2. verdenskrig og frem. Efter de endelig fra hul på bylden med Untergang, beskæftiger man sig nu intenst med perioder, som i lang tid kun var fortalt på film af andre end tyskerne selv. Og det gør de bedre end Hollywood nogensinde har formået.
"Der Tunnel" er ingen undtagelse. 167 minutter, som ikke er et minut for langt. En rå fortælling, hvor man virkelig får syn for det logistiske arbejde med tunnelen, som varede 3 år at bygge. Gensyn med Heino Ferch (Untergang: Speer og en tysk Bruce Willis) og Alexandra Maria Lara (Untergang: Frau Junge) i hovedrollerne.
Udover at være spændende er "Der Tunnel", meget grundig i sine person beskrivelser og man skal være meget lidt fintfølende, hvis man skal undgå at føle empati.
Vidunderlig film, rigtig godt billed og lyd og tåler meget snart et nyt gensyn.
8/10
#77 mr gaijin 18 år siden
#78 filmz-Bruce 18 år siden
http://www.imdb.com/title/tt0424205/
#79 mr gaijin 18 år siden
Tsukamoto Shinya ("Tetsuo: The Iron Man", "Tokyo Fist", "Gemini", "A Snake in June") har altid lavet film, hvor det visuelle både er overvældende og samtidig bærer en stor del af historien. Den depressive forretningsmands omvendelse til et kæmpe metalmonster i ”Tetsuo” er fantastisk visuel kunst. Det samme gælder også den selvundertrykte kvindens seksuelle blomstring i ”A Snake in June” og i alle andre Tsukamotos film. Historierne i filmene fortælles i højere grad end mange andre film igennem visuelle metoder fremfor den traditionelle narrativ, der er tættere på den litterære og andre sprogligt bundet narrativer. Tsukamoto er en billedkunster, der bruger menneskekroppe til at forme sine levende billeder.
Netop fordi oplevelsen er visuel, så er ”Vital” ikke en film, der vækker de store tanker bagefter. Filmen lever, mens den spilles. Men der er en klar narrativ tilstede i form af en udvikling som hovedpersonen gennemgår. Den er ikke fyldt med ”scares and thrills”, hvilket nogle fans af Tsukamoto har brokket sig over. Men de har misforstået Tsukamotos talent for at fortælle i billeder. Hiroshi (Asano Tadanobu) er en lægestuderende, der er kommet ud for en bilulykke, hvor han selv mistede hukommelsen, og hvor hans kæreste (Tsukamoto Nami) mistede livet. Hans forældre lader ham vende tilbage til medicinstudiet, da det muligvis er her, at han kan finde få sin hukommelse igen. En pige på studiet, Ikumi (Kiki), fascineres af Hiroshis mørke og stille væsen. Han er nærmest ikke-eksisterende. Som om han var alene på en tom planet. Og hun søger på samme måde at forsvinde fra verden. De to sættes til at dissekere et lig i deres studier. Ved et tilfælde viser det sig, at liget er Hiroshis afdøde kæreste, og Hiroshi begynder at få hukommelsen tilbage. Eller måske er det noget helt andet, der foregår i Hiroshi, da han dissekerer kærestens lig.
Filmen er utroligt flot fortalt. Hiroshis ”minder” om kæresten blandes med Hiroshis forhold til Ikumi. Begge kvinder lader til at have nogle fællestræk. Faktisk troede jeg allerførst, at Ikumi var Hiroshis kæreste, og at de første scener på skolen var et flashback. Men ellers lykkedes det for Tsukamoto at få en kompleks narrativ til at virke overskuelig. Jeg kan ikke gøre billederne retfærdighed her ved at skrive om dem i tekst. Der er rådne lig og selvmorderisk desperation side om side med kærlig omfavnelse og blomster i flor. Billederne af kærestens dans ved strandbredden er også helt utroligt flotte. Og han formår at gøre nogle scener, der let kunne blive klichefyldte og kedelige, til at virke unikke og samtidig virkelige indenfor dette uvirkelige univers. Tsukamoto er helt sikkert en af de mest interessante nye instruktører i Japan for tiden. Også uden metalmonstre, sex og vold.
#80 ks 18 år siden