Filmen tager udgangspunkt i det som bliver kaldt nåleparken, lidt ligesom pusherstreet. Der følger vi kærlighedshistorien imellem Bobby (Al Pacino) og Helen (Kitty Winn) samt deres kamp for at skaffe stoffer og ikke mindst financiere det.
Filmen blev forbudt i England, da den udkom i 1971. Årsagen til dette skal nok ses i de politiske forhold og ungdomsoprør etc som tog sit udgangspunkt i slutningen af 60'erne og starten af 70'erne. Jeg vil dog indrømme at den tider kan virke rå, når det bliver vist hvordan de producerer deres egen dope og indtager den.
Sidstnævnte er dog også en af denne films styrker, da man får det sandfærdige billede af hvordan narkomaner lever og hvordan de forråder hinanden bare for at få et fix.
Skuespilspræstationerne er ganske gode. Al Pacino er som sædvanlig i topform, det er sjældent at han leverer en dårlig præstation. Kitty Winn, som jeg aldrig har hørt om før og som heller ikke har lavet nogle nævneværdige film udover denne, leverer også en ganske god præstation, som også blev belønnet med en pris i cannes.
Underholdningsmæssigt synes jeg dog at filmen halter en smule. Historien er rent udsagt temmelig tynd og kedelig. Og filmen overrasker på den måde ikke.
7/10
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
Jeg er ikke så stiv i det her, men nu prøver jeg... håber, I bærer over... og jeg har sjovt nok valgt en zombiefilm! ;)
I, Zombie - The Chronicles of Pain* Der er efterhånden lavet myriader af zombiefilm med tilsvarende myriader af zombier, der stimler sammen og truer de levende på deres varme kød, hjerner og liv i det hele taget. Med I, Zombie har instruktøren Andrew Parkinson valgt at vende fokus den modsatte vej, idet vi (som titlen antyder) denne gang oplever tilværelsen set med zombiens øjne.
Mark er en travl studerende, der under sin indsamling af prøver til et studieprojekt bliver overfaldet og bidt af en tilsyneladende alvorligt såret kvinde. Chokeret flygter han fra hende, men mister snart bevidstheden for siden at vågne op til en uforklarlig og ukontrollerbar sult efter menneskekød. Det nye instinkt kræver hurtigt sit første offer og af frygt for konsekvenserne undlader Mark at kontakte politiet. Han bryder uden afsked med livet før overfaldet og indlogerer sig i en anden lejlighed. Med længslen efter kæresten Sarah, samvittighedskvaler over den voksende mængde ofre og fortvivlelsen over en krop, der går mere og mere op i limningen, kører Marks tilværelse ind i en nedadgående spiral, hvor han får stadig sværere ved at skelne mellem mareridt og virkelighed.
I, Zombie udkom sidst i 1990’erne, et årti, som for genrens vedkommende var præget af billige affærer skudt på video af mere eller mindre (tilsyneladende oftest det sidste) lovende instruktørdebutanter. I betragtning af de økonomiske begrænsninger samt det faktum, at periodens horrorfilm i almindelighed tenderede stadig mere glimt i øjet, er det en positiv overraskelse, at Parkinsons film har modet til at tage sig selv alvorligt. I, Zombie er en dyster og deprimerende affære, hvilket underbygges godt af dens halvdokumentariske tv-film-præg. Filmen veksler mellem Marks isolerede og elendige tilværelse tilsat voice overs fra den diktafon, han hele tiden betror det sidste nye om sin sørgelige udvikling, scener fra Sarahs liv efter hans forsvinden og glimt af interviews med de undrende efterladte. Lydsiden på I, Zombie er ingen stor oplevelse, men simpel og upoleret som den er, tilsat sine monotone, melankolske melodier, spiller den godt sammen med tv-film-følelsen.
Som forventet af en så lille film tæller navnene på rollelisten hovedsagelig debutanter. Dette er på den ene side en fordel, idet allerede kendte ansigter kan virke dræbende for det dokumentariske feel ( - her har filmen heldigvis satset på anonymt udseende mennesker, snarere end glaserede modeltyper). På den anden side kan det være en ulempe, hvis skuespillerne er uerfarne. Det sidste skinner desværre igennem i samspillet, der navnlig mellem Mark og Sarah virker stift og unaturligt, om det så kan tilskrives en mangel på kemi og/eller erfaring fra hovedrolleindehavernes side. Ironisk er det i hvert fald, at en scene, hvor Mark i sin ensomhed køber selskab af en prostitueret, virker mere troværdig end momenterne af samvær med den kvinde, han skal forestille at elske ( - dette kan selvfølgelig også skyldes, at det stive og unaturlige samspil bare harmonerer bedre med det akavede i sidstnævnte situation…?). Skuespillerne fungerer dog straks bedre, når de har skærmen for sig selv.
Selv om I, Zombie ikke er udelt vellykket, er den en både fascinerende og anbefalelsesværdig film og genremæssigt en kærkommen afveksling. Man kan undre sig over bl.a., hvordan det kan være så svært at finde Mark, da kæresten efterlyser ham, og hvorfor han dog ikke skynder sig at gøre en ende på en tilværelse så grum og ond, når den nu kun synes at blive værre, som den skrider frem. Marks analytiske tilgang til sit problem er en fin detalje og kan selvfølgelig medvirke til at distancere problemstillingen som værende noget studierelateret, der bare skal løses. Eller han holder måske fast i håbet om, at stormen vil blæse over. Men selv om der er god grund til at have ondt af Mark, er det til tider svært ikke at overveje, at han jo i realiteten trækker en i forvejen dødsdømt tilværelse i et langdrag, som uvægerligt koster uskyldige mennesker livet. Selvopholdelsesdriftens veje er dog uransagelige, og det er bestemt ikke ukendt, at ellers uselviske og hensynsfulde mennesker i krisesituationer kan være i stand til lidt af hvert. Under alle omstændigheder skal I, Zombie roses for sin originalitet, at turde tage sig selv alvorligt og at udnytte sit lille budget ordentligt. Det er en fin film, som kræver noget af sit publikum, der først og fremmest skal kunne rumme mere end den sædvanlige omgang ”shoot’em in the head”-samlebåndssplat. Andrew Parkinson har siden lavet en selvstændig fortsættelse, Dead Creatures, som jeg meget gerne stifter bekendtskab med i fremtiden, ligesom jeg med glæde modtager forlydendet om en måske tredje og sidste del i serien om den ubehagelige smitte. Indtil jeg gør disse bekendtskaber, vil jeg imidlertid nyde det usædvanlige i, at I, Zombie har både hjerne og hjerte – sådan billedligt talt.
7/10
* Dette er titlen, der er anført ved filmens start, om end den de fleste andre steder er angivet som værende ”I, Zombie – ”A Chronicle of Pain”.
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
Påtænker faktisk lidt at gøre zombiefilm til mit speciale, når jeg evt. anmelder. Jeg synes bare, det er så svært at sætte tal på, og har godt nok ændret karakteren et par gange... havde først skrevet 4/6, men sjussede mig frem til, at det måske svarede til ca. 6 på en 10-skala, og det synes jeg var for lidt.
Anyway, det får jeg nok styr på med tiden. Jeg har jo en bunke andre film liggende, der sikkert også godt kan tåle en anmeldelse.
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
Det er jo også med at få andre film-elskeres øjne op for denne yderst fascinerende genres rigtig gode film.
Mange tror at zombie-film bare er hovedløse splattere, hvor det bare går ud på at få mest blod på skærmen på kortest tid. Det er lidt synd, når der er så mange rigtig gode film indenfor genren.
For nogen tid siden så jeg Vincent Price i The Last Man on Earth, hvilket også var en rigtig god oplevelse. Jeg ved du har læst om den, men har du set den? Ellers vil jeg gerne anbefale den, det er trods alt en af de vigtige tidlige film i genren.
"Og hvem vil ikke gerne guffe Klaus Kinski??" - evermind
Nemlig! :D Selv om hovedløse splattere også kan være ganske underholdende, hehe.
The Last Man on Earth var med i en pakke med 50 gamle horrorfilm, som jeg købte af Kadann for et snart pænt stykke tid siden, og den hører til de af filmene, jeg faktisk har fået set. Inden jeg læste vores kære Book of the Dead, havde jeg fået den anbefalet af en bekendt, som sammenlignede den lidt med Night of the Living Dead, og når så ovenikøbet VP havde hovedrollen, kunne jeg jo ikke sige nej! :D
I pakken var i øvrigt også White Zombie med Bela Lugosi. Den var også en positiv, stemningsfuld oplevelse (og scenen, hvor en af sukkermøllens zombiearbejdere ryger i maskineriet og bliver knust, mens de andre bare apatisk kværner videre, er faktisk ret creepy). Som det oftest er tilfældet, når der klemmes så mange film ned i en boks, er det så som så med det tekniske, men det er jo en fin måde at lure af, hvad der evt. fortjener en bedre udgaver, og følgelig overvejer jeg da bestemt også en ordentlig udgave af 'the mother of all zombiemovies'. :)
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
#161 filmz-Narniabæver 18 år siden
Jegh er lige kommet hjem fra mit andet gensyn med Ice Age 2 (Med dansk tale), og denne gang var der fuld hus!
9 / 10
#162 chronaden 18 år siden
#163 filmz-jonasgr 18 år siden
Filmen tager udgangspunkt i det som bliver kaldt nåleparken, lidt ligesom pusherstreet. Der følger vi kærlighedshistorien imellem Bobby (Al Pacino) og Helen (Kitty Winn) samt deres kamp for at skaffe stoffer og ikke mindst financiere det.
Filmen blev forbudt i England, da den udkom i 1971. Årsagen til dette skal nok ses i de politiske forhold og ungdomsoprør etc som tog sit udgangspunkt i slutningen af 60'erne og starten af 70'erne.
Jeg vil dog indrømme at den tider kan virke rå, når det bliver vist hvordan de producerer deres egen dope og indtager den.
Sidstnævnte er dog også en af denne films styrker, da man får det sandfærdige billede af hvordan narkomaner lever og hvordan de forråder hinanden bare for at få et fix.
Skuespilspræstationerne er ganske gode. Al Pacino er som sædvanlig i topform, det er sjældent at han leverer en dårlig præstation.
Kitty Winn, som jeg aldrig har hørt om før og som heller ikke har lavet nogle nævneværdige film udover denne, leverer også en ganske god præstation, som også blev belønnet med en pris i cannes.
Underholdningsmæssigt synes jeg dog at filmen halter en smule. Historien er rent udsagt temmelig tynd og kedelig. Og filmen overrasker på den måde ikke.
7/10
'Cause I'm evil"
#164 evermind 18 år siden
I, Zombie - The Chronicles of Pain*
Der er efterhånden lavet myriader af zombiefilm med tilsvarende myriader af zombier, der stimler sammen og truer de levende på deres varme kød, hjerner og liv i det hele taget. Med I, Zombie har instruktøren Andrew Parkinson valgt at vende fokus den modsatte vej, idet vi (som titlen antyder) denne gang oplever tilværelsen set med zombiens øjne.
Mark er en travl studerende, der under sin indsamling af prøver til et studieprojekt bliver overfaldet og bidt af en tilsyneladende alvorligt såret kvinde. Chokeret flygter han fra hende, men mister snart bevidstheden for siden at vågne op til en uforklarlig og ukontrollerbar sult efter menneskekød. Det nye instinkt kræver hurtigt sit første offer og af frygt for konsekvenserne undlader Mark at kontakte politiet. Han bryder uden afsked med livet før overfaldet og indlogerer sig i en anden lejlighed. Med længslen efter kæresten Sarah, samvittighedskvaler over den voksende mængde ofre og fortvivlelsen over en krop, der går mere og mere op i limningen, kører Marks tilværelse ind i en nedadgående spiral, hvor han får stadig sværere ved at skelne mellem mareridt og virkelighed.
I, Zombie udkom sidst i 1990’erne, et årti, som for genrens vedkommende var præget af billige affærer skudt på video af mere eller mindre (tilsyneladende oftest det sidste) lovende instruktørdebutanter. I betragtning af de økonomiske begrænsninger samt det faktum, at periodens horrorfilm i almindelighed tenderede stadig mere glimt i øjet, er det en positiv overraskelse, at Parkinsons film har modet til at tage sig selv alvorligt. I, Zombie er en dyster og deprimerende affære, hvilket underbygges godt af dens halvdokumentariske tv-film-præg. Filmen veksler mellem Marks isolerede og elendige tilværelse tilsat voice overs fra den diktafon, han hele tiden betror det sidste nye om sin sørgelige udvikling, scener fra Sarahs liv efter hans forsvinden og glimt af interviews med de undrende efterladte. Lydsiden på I, Zombie er ingen stor oplevelse, men simpel og upoleret som den er, tilsat sine monotone, melankolske melodier, spiller den godt sammen med tv-film-følelsen.
Som forventet af en så lille film tæller navnene på rollelisten hovedsagelig debutanter. Dette er på den ene side en fordel, idet allerede kendte ansigter kan virke dræbende for det dokumentariske feel ( - her har filmen heldigvis satset på anonymt udseende mennesker, snarere end glaserede modeltyper). På den anden side kan det være en ulempe, hvis skuespillerne er uerfarne. Det sidste skinner desværre igennem i samspillet, der navnlig mellem Mark og Sarah virker stift og unaturligt, om det så kan tilskrives en mangel på kemi og/eller erfaring fra hovedrolleindehavernes side. Ironisk er det i hvert fald, at en scene, hvor Mark i sin ensomhed køber selskab af en prostitueret, virker mere troværdig end momenterne af samvær med den kvinde, han skal forestille at elske ( - dette kan selvfølgelig også skyldes, at det stive og unaturlige samspil bare harmonerer bedre med det akavede i sidstnævnte situation…?). Skuespillerne fungerer dog straks bedre, når de har skærmen for sig selv.
Selv om I, Zombie ikke er udelt vellykket, er den en både fascinerende og anbefalelsesværdig film og genremæssigt en kærkommen afveksling. Man kan undre sig over bl.a., hvordan det kan være så svært at finde Mark, da kæresten efterlyser ham, og hvorfor han dog ikke skynder sig at gøre en ende på en tilværelse så grum og ond, når den nu kun synes at blive værre, som den skrider frem. Marks analytiske tilgang til sit problem er en fin detalje og kan selvfølgelig medvirke til at distancere problemstillingen som værende noget studierelateret, der bare skal løses. Eller han holder måske fast i håbet om, at stormen vil blæse over. Men selv om der er god grund til at have ondt af Mark, er det til tider svært ikke at overveje, at han jo i realiteten trækker en i forvejen dødsdømt tilværelse i et langdrag, som uvægerligt koster uskyldige mennesker livet. Selvopholdelsesdriftens veje er dog uransagelige, og det er bestemt ikke ukendt, at ellers uselviske og hensynsfulde mennesker i krisesituationer kan være i stand til lidt af hvert. Under alle omstændigheder skal I, Zombie roses for sin originalitet, at turde tage sig selv alvorligt og at udnytte sit lille budget ordentligt. Det er en fin film, som kræver noget af sit publikum, der først og fremmest skal kunne rumme mere end den sædvanlige omgang ”shoot’em in the head”-samlebåndssplat. Andrew Parkinson har siden lavet en selvstændig fortsættelse, Dead Creatures, som jeg meget gerne stifter bekendtskab med i fremtiden, ligesom jeg med glæde modtager forlydendet om en måske tredje og sidste del i serien om den ubehagelige smitte. Indtil jeg gør disse bekendtskaber, vil jeg imidlertid nyde det usædvanlige i, at I, Zombie har både hjerne og hjerte – sådan billedligt talt.
7/10
* Dette er titlen, der er anført ved filmens start, om end den de fleste andre steder er angivet som værende ”I, Zombie – ”A Chronicle of Pain”.
#165 dyg 18 år siden
#166 evermind 18 år siden
Påtænker faktisk lidt at gøre zombiefilm til mit speciale, når jeg evt. anmelder. Jeg synes bare, det er så svært at sætte tal på, og har godt nok ændret karakteren et par gange... havde først skrevet 4/6, men sjussede mig frem til, at det måske svarede til ca. 6 på en 10-skala, og det synes jeg var for lidt.
Anyway, det får jeg nok styr på med tiden. Jeg har jo en bunke andre film liggende, der sikkert også godt kan tåle en anmeldelse.
#167 dyg 18 år siden
Mange tror at zombie-film bare er hovedløse splattere, hvor det bare går ud på at få mest blod på skærmen på kortest tid. Det er lidt synd, når der er så mange rigtig gode film indenfor genren.
For nogen tid siden så jeg Vincent Price i The Last Man on Earth, hvilket også var en rigtig god oplevelse. Jeg ved du har læst om den, men har du set den? Ellers vil jeg gerne anbefale den, det er trods alt en af de vigtige tidlige film i genren.
#168 evermind 18 år siden
The Last Man on Earth var med i en pakke med 50 gamle horrorfilm, som jeg købte af Kadann for et snart pænt stykke tid siden, og den hører til de af filmene, jeg faktisk har fået set. Inden jeg læste vores kære Book of the Dead, havde jeg fået den anbefalet af en bekendt, som sammenlignede den lidt med Night of the Living Dead, og når så ovenikøbet VP havde hovedrollen, kunne jeg jo ikke sige nej! :D
I pakken var i øvrigt også White Zombie med Bela Lugosi. Den var også en positiv, stemningsfuld oplevelse (og scenen, hvor en af sukkermøllens zombiearbejdere ryger i maskineriet og bliver knust, mens de andre bare apatisk kværner videre, er faktisk ret creepy). Som det oftest er tilfældet, når der klemmes så mange film ned i en boks, er det så som så med det tekniske, men det er jo en fin måde at lure af, hvad der evt. fortjener en bedre udgaver, og følgelig overvejer jeg da bestemt også en ordentlig udgave af 'the mother of all zombiemovies'. :)
#169 dyg 18 år siden
#170 evermind 18 år siden
Hvis du ved lejlighed skulle falde forbi Sjælland, byder jeg altid gerne på en zombie-thon, hehe.