Jeg blev fan i 1981, men på grund af min alder fik jeg ikke lov til at gå til koncert før i 1985. Det var Born to Run, som fangede mig helt vildt. Hvad altid har facineret mig ved Bruce S er hans dedication i en sag og det er uanset om det er fattige eller en musikgenre ("The Seeger Sessions")/samarbejde(fx med Roy Orbison) med andre kunsnere. Hans pefektionisme må drive enhver producer til vanvid, men hold da kæft, hvor kan han leverer varen når det gælder. Dog havde han en lidt død periode efter "Born in The USA" imo, men han er heldigvis vent tilbage til rødderne igen som "The Seeger Sessions" klart er et bevis for.
30 års jubilæums boksen til Born to Run, kan stærkt anbefales da den både inde holder albmumet i en remastered udgave, men også koncerten fra igår. Desuden en dvd med et fremragende program om albummets tilblivelse. Ikke bare en roseklub sludder for en sladder, men et virkelig spændende indblik i hvordan han arbejder og tænker. Et program, hvor der virkelig er kælet for både billede og lyd. En god intro, hvis man kun kender ham fra "Born in The USA" og lignende hit sange.
Om vi vil få flere mesterværker fra hans hånd må tiden vise, men han er en af de kunstnere, jeg altid skal checke ud når der kommer noget nyt fra uanset hvad han kaster sig over.
Jeg så tre afsnit i dag på YouTube, og det var fra tiden i 90'erne med et mere morgenfrisk tegenfilms program, og disse afsnit var typisk WB med overnuttede dyr, sjove parodier og vanvittige spræng ting i luften scener.
Slappy Squirrel - Slappy Goes Walnuts:
Lang tid før Scrat jagede egern, var Slappy på jagt efter nødder, og med en hund i en baghave som forhindring!
Minerva Mink - Meet Minerva Mink:
Det første afsnit med Minerva Mink, hvor en sød lille jagthund prøver alt for at få fat i den sexede mink.
Minerva Mink - Moon Over Minerva:
En hund er ude på at score Minerva, og når det er fuldmåne bliver den forvandlet til en varulv.
Jeg mangler sku lidt ord, filmen kom virkelig ind under huden på mig, fænomenal cast, flot billede og lydside selv med mit lousy setup med stereo.
Eric Bana pragtrolle, som nærmest ser det som en ære at påtage sig missionen med at dræbe bagmændene, men senere rammes han er tvivl og paronoia(genial vist ved en scene hvor han høre en lyd, og straks tror at der er en bombe på hans værelse, han gennemroder og opsprætter alt i værelset, Og ender med at sove i klædeskabet som Carl forinden har fortalt lille historie om en han kendte gjorde) og betivler sine handlinger.
Ide'en med flashback til scenen med terristerne, som starter filmen fungere også rigtig godt. og scene med lampen på hotellet, jamen forsatan den måde det er filmet på, man ser lampen og fordi den er så meget med i billedet viser Spielberg hvor stor betydning den har i scenen, det hvertfald min fortolkning.
John Willams afdæmpene score passer også perfekt, og så kan jeg ikke glemme hende der synger undervejs i filmen, den høres også på dvd menu'en meget bevægende.
J. J: "This is one of my Favorite shots." Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
Michael Powell og Emerich Pressburger er sandsynligvis det mest succesfulde makkerpar i filmens historie. De to dannede Archers Film Productions i 1943 og lavede film, som var nærmest uhørt for sin tid. Indhold, handling og det visuelle udtryk, var langt fra, hvad man har lært at forvente af film fra perioden. Man var ikke bange for at berøre emner, af tabuagtig karakter, som seksualitet og psykiatri og og eksperimentere med diverse teknikker og se stort på konventioner. 50 år før Dogme konceptet, skrev Powell og Pressburger deres eget fem punkts manifest.
We owe allegiance to nobody except the financial interests which provide our money; and, to them, the sole responsibility of ensuring them a profit, not a loss.
Every single foot in our films is our own responsibility and nobody else's. We refuse to be guided or coerced by any influence but our own judgement.
When we start work on a new idea we must be a year ahead, not only of our competitors, but also of the times. A real film, from idea to universal release, takes a year. Or more.
No artist believes in escapism. And we secretly believe that no audience does. We have proved, at any rate, that they will pay to see the truth, for other reasons than her nakedness.
At any time, and particularly at the present, the self respect of all collaborators, from star to prop-man, is sustained, or diminished, by the theme and purpose of the film they are working on.
Filmen Red Shoes fra 1948, var i den grad Powell og Pressburgers ansvar og lavet helt uden ydre påvirkninger. Havde producenterne vidst, hvad man var igang med, ville man aldrig have fået en krone. Red Shoes er baseret på H.C. Andersens eventyr om pigen, som ser et par røde balletsko og for alt i verden, vil have dem. Da hun endelig får dem på, danser hun og kan ikke stoppe og må fortsætte indtil hun uafværgeligt dør af udmattelse.
Historien udspiller sig på to planer og tager sit udgangspunkt i balletverdenen. Den berømte balletimpressario Boris Lermontov, rejser jorden rundt med sin Lermontov Ballet. Han er totalt dedikeret sin kunst, har øje for talent og evnen til at udvikle den. Hans ballerina bliver forelsket og da kærlighed og karriere ikke kan forenes i Lermontovs verden, får hun sat stolen for døren. Forinden har han dog spottet en ny talentfuld balletdanser, Victoria Page, som han fuldt og fast tror på, trods resten af balletensemblets skepsis, samt taget en ny komponist, Julian Craster under sine vinger. Sidstnævnte får chancen for at skrive musikken til en ny ballet, The Red Shoes, som også bliver Victoria Pages debut som ballerina.
Metaforen, de røde sko, kommer til udtryk i virkelighedens verden i filmen. Victoria Page lever for dansen og er et perfekt instrument for Lermontovs higen efter perfektionisme og Julian Craster fuldfører ved at akkompagnere fejlfrit med sin musik. Følelser mellem Victoria og Julian truer dog koncensus. Hvor langt vil Victoria gå for at opfylde sine kunstneriske mål og bliver hun tvunget til at vælge mellem kærlighed og karriere?
At forestille sig en Powell og Pressburger film ud fra tekstuel forklaring alene, er som at forklare en solnedgang i Middelhavet med at sige solen er rød. Man har brugt rigtige balletdansere til filmen, hvilket kan mærkes på historiens autencitet. Hein Heckroth, som stod for Production Design, var en talentfuld maler og hans sceneopsætning og ikke mindst special effects bl.a. i en 17 minutters lang balletsekvens, er langt foran sin tid. Tilsæt Technicolor og en flot restaurering og man har en flot visuel oplevelse.
Da filmen blev screenet første gang, udvandrede producenterne uden et ord og man nægtede at sætte filmen stort op i England. Man mente simpelthen det var en skandale. En amerikansk biografejer i New York og hans kone blev dog så forelsket i filmen, at man fik en kopi med til USA og spillede den for fulde huse i to år. Den endte med at vinde to Oscar i 1948 og var desuden nomineret for bedste film.
Audio Lyden er Dolby Digital 2.0 og er noget skuffende. Der er lidt for meget støj i stille scener og i de stort opsatte balletscener er orkestrets musik ikke så klar, som man kunne håbe. Dialogen er dog helt iorden.
5/10
Video Billedet er tilgengæld nærmest upåklageligt og billedet er klart og dynamisk i al sin Technicolor vælde. DVDBeaver har iøvrigt i en sammenligning med denne Carlton udgivelse og Criterions, valgt Carltons, som havende det bedste billede.
8/10
Ekstras Der er en 24 minutters lang dokumentar med, A profile of the Red Shoes, som er god og yderst informativ. Og en 16 minutters The Ballet of the Red Shoes featurette.
5/10
Konklusion Red Shoes er IKKE en film, som kan anbefales til alle, dertil er dens præmisser, en film om ballet, sikkert for smalle. Det er dog ikke uden grund Spielberg, Scorsese og Coppola er store beundrere af deres værker, Scorsese nærmest fanatisk. Hvis man kan tale om kliché med, at en film kan indeholde flere lag, så tilhører en Powell og Pressburger film absolut denne kategori. Jeg fandt stor fornøjelse i filmen og det er en nydelse at se deres leg med mediet, men forvent dog ikke underholdning på actionplan. Filmen er en af otte engelske klassikere, i DVD bokssættet Rank Collection.
7.5/10
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Fik lige set Jean Pierre Melvilles "Army of Shadows" L'armée des ombres, sammen med Crystalstar1200 og pyha... Må lige se, om jeg kan få mig samlet til en anmeldelse imorgen. Men vi hælder begge over mod det perfekte 10 tal!!!
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
# 48 Sidder netop også og fordøjer Jean Pierre Melvilles "Army of Shadows" L'armée des ombres ... jo mere jeg tænker på dens, billeder, lyd (fremragende lyddesign i 2.0) og ikke mindst veldrejede historie, des flere detaljer dukker der op. Det er meget længe siden jeg har set en film, hvor såvel historie som teknisk set har gjort så stort indtryk på mig. Jeg er for træt til at skrive noget om den nu, for det er ikke en film som blot kan forklares med et par linier og 10 vil jeg gerne give den. Lad os snakke sammen om en fælles anmeldelse :)
Crash Har haft den store Oscar-vinder liggende lige siden den vandt de 3 priser tilbage i marts. På trods af dens høst af priser og generelle flotte anmeldelser er vi gået lidt uden om den, hver gang vi har valgt film. Vi var nok lidt bange for, at den var for tung eller lidt for social realistisk! Når lorte-bleerne er skiftet, ungerne puttet, madpakkerne smurt, tøjet strøget og køkkenet er ryddet af – ja! så trænger man sku’ til at blive underholdt lidt og det skal helst ikke være alt for trist!!! I fredags havde vi så overskuddet og Crash røg langt om længe på! Det skulle den have været for laaang tid siden, for det er da en helt fantastisk film!!! Manuskriptet er genialt og den måde det farverige persongalleri sammenflettes på er brillant. Paul Haggis har endnu engang begået et manuskript af samme format som Million Dollar Baby og han beviser, at han også sagtens kan få lov til at stå bag kameraet. Skuespillet er i topklasse over hele linjen, men jeg var dog stadig mest imponeret over Matt Dillon, ligesom jeg nød at se Sandra Bullock lidt out of normal caracter. En tankevækkende og rørende film med et fantastisk budskab. Jeg heppede på Brokeback under Oscaruddelingen, men jeg havde jo heller ikke set Crash dengang. Der var en del brokkerier over, at Crash ”stjal” prisen fra Brokeback, men i dag kan jeg kun slutte mig til dem, der mener, at det var fortjent, at Crash vandt. Brokeback er også en rigtig god film, men Crash er lige en tand bedre. 5,5/6
House of Wax (2005) Højt at flyve dybt at falde!! Efter fradagens succesoplevelse med Crash, kom vi ned på jorden igen lørdag med HOW. Igen én af de film som bare har fået lov til at ligge, men denne gang fordi vi godt vidste at det var noget skrammel!! Jeg købte filmen hos Cd-Wow, fordi den kun kostede 10 eller 20 kroner og til den pris kunne den godt få lov at komme hjem og stå på hylden!! Vi kendte filmens ry og forventningerne var minimale, men vi blev faktisk positivt overraskede over den første tredjedel, som hverken var bedre eller værre end så mange andre teenage slashers. Hvis jeg ellers skal sige noget positivt, så må det være Elisha Cuthbert, hende kan jeg godt holde ud at se på, når hun bare holder sig langt væk fra 24 Timer. Ja! og så irriterede Paris Hilton mig slet ikke, så meget som jeg havde forventet. På bundlinjen er det dog en total uinteressant og drøn kedelig film. Den brillerer som så mange andre af tidens gysere med et totalt fravær af gys og gru!!! 2/6
Juryen Endnu en filmatisering af en John Grisham bog, med navne som Gene Hackman og Dustin Hoffman på plakaten. Desværre med John Cusack i hovedrollen. Ham har jeg altid haft lidt svær ved at tage seriøs i andet end romantiske komedier og han irriterede mig da også i Juryen, hvor han er det absolutte svageste led i skuespillerkæden. Hackman er suveræn som altid, men vi har bare set ham i tilsvarende rolle så mange gange før, så det bliver lidt småkedeligt. Dustin Hoffman kører totalt uinspirerende på frihjul – han kan efter min mening bare kravle ned i sit sprithul og blive der, jeg vil ikke savne ham!!! Eneste lyspunkt er Rachel Weisz, men hendes rolle er som resten af filmen uinteressant. Filmens handlingsforløb er en flad og lige kurve uden de mindste dramatiske udsving og det hele smager lidt af en leverpostejmad uden pynt!! 3/6
Just because the fucker's got a library card doesn't make him Yoda!
#41 filmz-Crystalstar1200 18 år siden
Jeg blev fan i 1981, men på grund af min alder fik jeg ikke lov til at gå til koncert før i 1985. Det var Born to Run, som fangede mig helt vildt. Hvad altid har facineret mig ved Bruce S er hans dedication i en sag og det er uanset om det er fattige eller en musikgenre ("The Seeger Sessions")/samarbejde(fx med Roy Orbison) med andre kunsnere. Hans pefektionisme må drive enhver producer til vanvid, men hold da kæft, hvor kan han leverer varen når det gælder. Dog havde han en lidt død periode efter "Born in The USA" imo, men han er heldigvis vent tilbage til rødderne igen som "The Seeger Sessions" klart er et bevis for.
30 års jubilæums boksen til Born to Run, kan stærkt anbefales da den både inde holder albmumet i en remastered udgave, men også koncerten fra igår. Desuden en dvd med et fremragende program om albummets tilblivelse. Ikke bare en roseklub sludder for en sladder, men et virkelig spændende indblik i hvordan han arbejder og tænker. Et program, hvor der virkelig er kælet for både billede og lyd. En god intro, hvis man kun kender ham fra "Born in The USA" og lignende hit sange.
Om vi vil få flere mesterværker fra hans hånd må tiden vise, men han er en af de kunstnere, jeg altid skal checke ud når der kommer noget nyt fra uanset hvad han kaster sig over.
*** Den Som Elsker Meget - Udretter Meget ! ***
#42 filmz-Bruce 18 år siden
#43 filmz-Narniabæver 18 år siden
Jeg så tre afsnit i dag på YouTube, og det var fra tiden i 90'erne med et mere morgenfrisk tegenfilms program, og disse afsnit var typisk WB med overnuttede dyr, sjove parodier og vanvittige spræng ting i luften scener.
Slappy Squirrel - Slappy Goes Walnuts:
Lang tid før Scrat jagede egern, var Slappy på jagt efter nødder, og med en hund i en baghave som forhindring!
Minerva Mink - Meet Minerva Mink:
Det første afsnit med Minerva Mink, hvor en sød lille jagthund prøver alt for at få fat i den sexede mink.
Minerva Mink - Moon Over Minerva:
En hund er ude på at score Minerva, og når det er fuldmåne bliver den forvandlet til en varulv.
10 / 10
#44 elwood 18 år siden
Jeg mangler sku lidt ord, filmen kom virkelig ind under huden på mig, fænomenal cast, flot billede og lydside selv med mit lousy setup med stereo.
Ide'en med flashback til scenen med terristerne, som starter filmen fungere også rigtig godt. og scene med lampen på hotellet, jamen forsatan den måde det er filmet på, man ser lampen og fordi den er så meget med i billedet viser Spielberg hvor stor betydning den har i scenen, det hvertfald min fortolkning.
John Willams afdæmpene score passer også perfekt, og så kan jeg ikke glemme hende der synger undervejs i filmen, den høres også på dvd menu'en meget bevægende.
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#45 filmz-Bruce 18 år siden
Michael Powell og Emerich Pressburger er sandsynligvis det mest succesfulde makkerpar i filmens historie. De to dannede Archers Film Productions i 1943 og lavede film, som var nærmest uhørt for sin tid. Indhold, handling og det visuelle udtryk, var langt fra, hvad man har lært at forvente af film fra perioden. Man var ikke bange for at berøre emner, af tabuagtig karakter, som seksualitet og psykiatri og og eksperimentere med diverse teknikker og se stort på konventioner. 50 år før Dogme konceptet, skrev Powell og Pressburger deres eget fem punkts manifest.
We owe allegiance to nobody except the financial interests which provide our money; and, to them, the sole responsibility of ensuring them a profit, not a loss.
Every single foot in our films is our own responsibility and nobody else's. We refuse to be guided or coerced by any influence but our own judgement.
When we start work on a new idea we must be a year ahead, not only of our competitors, but also of the times. A real film, from idea to universal release, takes a year. Or more.
No artist believes in escapism. And we secretly believe that no audience does. We have proved, at any rate, that they will pay to see the truth, for other reasons than her nakedness.
At any time, and particularly at the present, the self respect of all collaborators, from star to prop-man, is sustained, or diminished, by the theme and purpose of the film they are working on.
Filmen Red Shoes fra 1948, var i den grad Powell og Pressburgers ansvar og lavet helt uden ydre påvirkninger. Havde producenterne vidst, hvad man var igang med, ville man aldrig have fået en krone. Red Shoes er baseret på H.C. Andersens eventyr om pigen, som ser et par røde balletsko og for alt i verden, vil have dem. Da hun endelig får dem på, danser hun og kan ikke stoppe og må fortsætte indtil hun uafværgeligt dør af udmattelse.
Historien udspiller sig på to planer og tager sit udgangspunkt i balletverdenen. Den berømte balletimpressario Boris Lermontov, rejser jorden rundt med sin Lermontov Ballet. Han er totalt dedikeret sin kunst, har øje for talent og evnen til at udvikle den. Hans ballerina bliver forelsket og da kærlighed og karriere ikke kan forenes i Lermontovs verden, får hun sat stolen for døren. Forinden har han dog spottet en ny talentfuld balletdanser, Victoria Page, som han fuldt og fast tror på, trods resten af balletensemblets skepsis, samt taget en ny komponist, Julian Craster under sine vinger. Sidstnævnte får chancen for at skrive musikken til en ny ballet, The Red Shoes, som også bliver Victoria Pages debut som ballerina.
Metaforen, de røde sko, kommer til udtryk i virkelighedens verden i filmen. Victoria Page lever for dansen og er et perfekt instrument for Lermontovs higen efter perfektionisme og Julian Craster fuldfører ved at akkompagnere fejlfrit med sin musik. Følelser mellem Victoria og Julian truer dog koncensus. Hvor langt vil Victoria gå for at opfylde sine kunstneriske mål og bliver hun tvunget til at vælge mellem kærlighed og karriere?
At forestille sig en Powell og Pressburger film ud fra tekstuel forklaring alene, er som at forklare en solnedgang i Middelhavet med at sige solen er rød. Man har brugt rigtige balletdansere til filmen, hvilket kan mærkes på historiens autencitet. Hein Heckroth, som stod for Production Design, var en talentfuld maler og hans sceneopsætning og ikke mindst special effects bl.a. i en 17 minutters lang balletsekvens, er langt foran sin tid. Tilsæt Technicolor og en flot restaurering og man har en flot visuel oplevelse.
Da filmen blev screenet første gang, udvandrede producenterne uden et ord og man nægtede at sætte filmen stort op i England. Man mente simpelthen det var en skandale. En amerikansk biografejer i New York og hans kone blev dog så forelsket i filmen, at man fik en kopi med til USA og spillede den for fulde huse i to år. Den endte med at vinde to Oscar i 1948 og var desuden nomineret for bedste film.
Audio
Lyden er Dolby Digital 2.0 og er noget skuffende. Der er lidt for meget støj i stille scener og i de stort opsatte balletscener er orkestrets musik ikke så klar, som man kunne håbe. Dialogen er dog helt iorden.
5/10
Video
Billedet er tilgengæld nærmest upåklageligt og billedet er klart og dynamisk i al sin Technicolor vælde. DVDBeaver har iøvrigt i en sammenligning med denne Carlton udgivelse og Criterions, valgt Carltons, som havende det bedste billede.
8/10
Ekstras
Der er en 24 minutters lang dokumentar med, A profile of the Red Shoes, som er god og yderst informativ. Og en 16 minutters The Ballet of the Red Shoes featurette.
5/10
Konklusion
Red Shoes er IKKE en film, som kan anbefales til alle, dertil er dens præmisser, en film om ballet, sikkert for smalle. Det er dog ikke uden grund Spielberg, Scorsese og Coppola er store beundrere af deres værker, Scorsese nærmest fanatisk. Hvis man kan tale om kliché med, at en film kan indeholde flere lag, så tilhører en Powell og Pressburger film absolut denne kategori. Jeg fandt stor fornøjelse i filmen og det er en nydelse at se deres leg med mediet, men forvent dog ikke underholdning på actionplan. Filmen er en af otte engelske klassikere, i DVD bokssættet Rank Collection.
7.5/10
#46 elwood 18 år siden
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#47 filmz-Bruce 18 år siden
#48 filmz-Bruce 18 år siden
#49 filmz-Crystalstar1200 18 år siden
*** Den Som Elsker Meget - Udretter Meget ! ***
#50 wiseguy 18 år siden
Har haft den store Oscar-vinder liggende lige siden den vandt de 3 priser tilbage i marts. På trods af dens høst af priser og generelle flotte anmeldelser er vi gået lidt uden om den, hver gang vi har valgt film. Vi var nok lidt bange for, at den var for tung eller lidt for social realistisk! Når lorte-bleerne er skiftet, ungerne puttet, madpakkerne smurt, tøjet strøget og køkkenet er ryddet af – ja! så trænger man sku’ til at blive underholdt lidt og det skal helst ikke være alt for trist!!!
I fredags havde vi så overskuddet og Crash røg langt om længe på! Det skulle den have været for laaang tid siden, for det er da en helt fantastisk film!!!
Manuskriptet er genialt og den måde det farverige persongalleri sammenflettes på er brillant. Paul Haggis har endnu engang begået et manuskript af samme format som Million Dollar Baby og han beviser, at han også sagtens kan få lov til at stå bag kameraet.
Skuespillet er i topklasse over hele linjen, men jeg var dog stadig mest imponeret over Matt Dillon, ligesom jeg nød at se Sandra Bullock lidt out of normal caracter.
En tankevækkende og rørende film med et fantastisk budskab.
Jeg heppede på Brokeback under Oscaruddelingen, men jeg havde jo heller ikke set Crash dengang. Der var en del brokkerier over, at Crash ”stjal” prisen fra Brokeback, men i dag kan jeg kun slutte mig til dem, der mener, at det var fortjent, at Crash vandt. Brokeback er også en rigtig god film, men Crash er lige en tand bedre.
5,5/6
House of Wax (2005)
Højt at flyve dybt at falde!! Efter fradagens succesoplevelse med Crash, kom vi ned på jorden igen lørdag med HOW. Igen én af de film som bare har fået lov til at ligge, men denne gang fordi vi godt vidste at det var noget skrammel!! Jeg købte filmen hos Cd-Wow, fordi den kun kostede 10 eller 20 kroner og til den pris kunne den godt få lov at komme hjem og stå på hylden!!
Vi kendte filmens ry og forventningerne var minimale, men vi blev faktisk positivt overraskede over den første tredjedel, som hverken var bedre eller værre end så mange andre teenage slashers. Hvis jeg ellers skal sige noget positivt, så må det være Elisha Cuthbert, hende kan jeg godt holde ud at se på, når hun bare holder sig langt væk fra 24 Timer. Ja! og så irriterede Paris Hilton mig slet ikke, så meget som jeg havde forventet.
På bundlinjen er det dog en total uinteressant og drøn kedelig film. Den brillerer som så mange andre af tidens gysere med et totalt fravær af gys og gru!!!
2/6
Juryen
Endnu en filmatisering af en John Grisham bog, med navne som Gene Hackman og Dustin Hoffman på plakaten. Desværre med John Cusack i hovedrollen. Ham har jeg altid haft lidt svær ved at tage seriøs i andet end romantiske komedier og han irriterede mig da også i Juryen, hvor han er det absolutte svageste led i skuespillerkæden.
Hackman er suveræn som altid, men vi har bare set ham i tilsvarende rolle så mange gange før, så det bliver lidt småkedeligt. Dustin Hoffman kører totalt uinspirerende på frihjul – han kan efter min mening bare kravle ned i sit sprithul og blive der, jeg vil ikke savne ham!!! Eneste lyspunkt er Rachel Weisz, men hendes rolle er som resten af filmen uinteressant. Filmens handlingsforløb er en flad og lige kurve uden de mindste dramatiske udsving og det hele smager lidt af en leverpostejmad uden pynt!!
3/6