Meget interessant instruktør, og fedt du umiddelbart deler min mening. Men hans film er nu ikke så svære at skaffe, hvis bare man kan acceptere manglende danske undertekster.
#121 - nu har jeg ikke været inde at tjekke deres beholdning af Kustirica film men en side jeg brugte meget for en 3-4 år siden har et enormt udvalg i europæisk og world cinema- er ikke altid helt billige.
Mere læseferie og flere film. Hér følger en lille omgang anmeldelser af et par af dem.
Le Fils (2002) – Jeanne-Pierre & Luc Dardenne Selvom de to belgiske Dardenne-brødre blot har instrueret fire film, har de allerede etableret sig som nogle af Europas førende filmmagere. Hele to gange er de løbet med Guldpalmerne i Cannes, først for Rosetta (i ’97) og så igen sidste år med ”L’Enfant” (”Barnet”). Og jeg forstår taknemmeligheden overfor det belgiske relationsensemble, for Dardenne’erne formår gang på gang at skabe virkelighedstro dramaer, der kommer helt ind under huden på karaktererne.
”Sønnen” var brødrenes tredje film i rækken. Den handler om den fraskilte Olivier (spillet til ”Bedste Hovedrolle” på Cannes, af Olivier Gourmet). Olivier arbejder som sløjdlærer på et centre for utilpassede unge. En dag dukker en nyligt løsladt dreng, Francis, op for at søge plads. Men Olivier nægter at tage imod Francis. Dog virker Olivier meget interesseret i den unge dreng og følger efter ham på gaden. Det går hurtigt op for os, at Francis netop er blevet løsladt for mordet på en lille dreng, Oliviers søn. Francis er midlertidigt ikke klar over forbindelsen og undrer sig derfor ikke synderligt, da Olivier indvilliger i at tage ham som lærling.
”Sønnen” er et minimalistisk, men utroligt storladent drama. Ved hjælp af et konstant observerende og tæt beskåret kameraarbejde kommer vi helt tæt på Olivier og kan derfor godt forstå hans valg og motiver. Både Oliver Gourmet og den unge Morgan Marinne, der spiller den utilpassede Francis, gør et utroligt hæderligt arbejde. Somme tider glemmer man helt at man er vidne til et stykke fiktion, da udviklingen er så troværdig.
”Sønnen” er ikke et mesterværk, og den er ikke Dardenne-brødrenes bedste værk. Men den er et rørende og overbevisende drama om den fine linje mellem tilgivelse og hævn.
- 8/10
Star Wars: Episode III – Revenge of the Sith (2005) – George Lucas George Lucas’ “Star Wars”-saga har for mig altid været god underholdning i et spændende univers. Og så ikke mere. Det er vist ikke nødvendigt at resumere handlingen, da man skal ligget i koma de sidste 30 år for ikke at være bekendt med ”Star Wars”.
Jeg holder vældig meget af den originale trilogi, men de nye film i eposet finder jeg ret kedelige. Hvor den gamle trilogi emmede af kreativitet og fortællelyst, virker de nye som bestilt arbejde uden nerve og engagement. Men jeg må faktisk indrømme at jeg blev svært overrasket over sidste del, Episode III. Og det er positivt ment. Det virker på mig, som om det er denne del af den nye trilogi, Lucas har set frem til at skabe, og de to forgående blot har skulle overstås. Der er fokus i denne del og mening med al effektfyrværkeriet. Og så giver det nostalgisk gåsehud under filmens sidste halve time, da delene begynder at blive samlet og elementerne fra den originale trilogi afsløres.
Gensynsglæden med ”Revenge of the Sith” er desværre ikke så stor, som man kunne have håbet. Filmen er uden tvivl designet til at vise på stort lærred og med fantastisk lydopstilling. Og det kan mit 21” Panasonic-tv ikke tilfredsstille. Desuden får man øjnene op for flere og flere svage punkter og grimme effekter, jo mere man ser. Men det ændrer ikke ved, at sidste del af fablen er en flot og underholdende film.
– 6,5/10
Le conseguenze dell'amore (2004) – Paolo Sorrentino To minutter inde i rulleteksterne sidder min foretrukne filmbuff-ven og jeg stadig i stilstand, forarget og målløse over den netop overståede filmoplevelse. Vi er sanseløse, da alle vores sanser just er opbrugt på dette gennemførte drama af den italienske auteur in spe, Paolo Sorrentino.
Toni Servillo spiller hovedrollen Titta, der i otte år har boet på det samme schweiziske hotel, med de samme rutiner. Dag ind og dag ud sidder den stilfulde Titta i lobbyen og ryger sine kærkomne cigaretter. Han hverken arbejder eller foretager sig noget af betydning. Umiddelbart. Ugentligt brydes Tittas sombietilstand, da en kuffert fyldt med penge efterlades foran hans dør, og han viderebringer pengene til en nærliggende schweizisk bank. Hvordan og hvorfor er Titta havnet i denne situation? - tiltvunget at leve resten i sit liv som en fængselsfange, under de samme rutiner – hvilket bl.a. indebærer et skud heroin hver onsdag formiddag kl. 10 – ugens højdepunkt. Toni Servillo er intet mindre end bjergtagende i en rolle, der ellers er meget svær. Hvordan får man tilføjet dybde og personlighed i en karakter, der konstant udviser samme farveløse facade? Servillo har svaret: Hans stoneface får Bill Murray til at ligne en anden Jim Carrey, men stadig er der substans i karakteren, for hans ”coolness” og timing i replikkerne og bevægelserne er fantastiske. Hans uforanderlige observering gøre ”voyeurismen” til et af filmens helt store temaer – kun set tilsvarende gennemført i Lynchs ”Blue Velvet” og Antonionis ”Blow-Up”.
Netop uklarheden omkring Tittas skæbne er filmens kerne. Man er som tilskuer vanvittig interesseret i baggrunden for den mimikløse og fastkørte hovedkarakter. Og dét er filmens kvindelige hovedperson Sofia, fremragende spillet af den vidunderlige Olivia Magnani. Hun er frustreret over Tittas kyniske og kolde væsen over for hende. Hun vil have hans opmærksomhed og lade ham åbne op for hende. Sofia bryder igennem Tittas facade, og vi får glimtvis set den menneskelige side af den tilværelsesløse italiener. Med Sofias indflydelse, får vi nu langsomt og tålmodigt svar på de mange spørgsmål. Hvorfor har Titta været indkvarteret på det samme hotel i otte lange år, hvem arbejder han for? Sorrentino fortæller og samler puslespillet med en rutine, som havde han været med i branchen siden barnsben. Fascinerende.
En af filmens helt store forcer er den sanselige æstetik. Man fornemmer den grundige og perfektionistiske gennemarbejdning af billedkompositionen. Der var ikke én eneste indstilling, jeg kunne sætte en finger på. Fotograf Luca Bigazzi og instruktør Sorrentinos samarbejde er helt utroligt. De får en mening, en dybde i hvert frame, hvis lige jeg ikke menes at have set siden Tarkovsky og Kubrick var på deres højeste. Derudover er der også stor ros til komponist Pasquale Catalanos hypnotiserende, afvekslende, men ufatteligt rammende score. Somme tider fornemmer man inspiration fra Angelo Badalamenti, somme tider med englesang og eufori i bedste Sigur Rós-stil, og andre gange bare bombastisk coolness. Sorrentino bruger alle mediets facetter og virkemidler til at skabe en emblematisk sindsforfatning, der understreger hele filmens tematik om Titta og hans udkørte væsen.
”Le conseguenze dell'amore” er et værk, der emmer af perfektionisme og glæde over for mediet. Man fornemmer det store arbejde, kælen for detaljerne, der er lagt i hver en scene, hver en indstilling, hver en frame hele filmen igennem. ”Le conseguenze dell'amore” (eller “Consequenses of Love”, som er den internationale title) er den bedste film, jeg har set fra støvlelandet i mange år. Jeg glæder mig over det friske pust, Sorrentino tilføjer med sin originale tilgang og gennemførte historiefortælling, og jeg er spændt på at se hans nyeste produktion ”L'Amico de Famiglia”, der er med i hovedkonkurrencen på årets Cannes festival. En sanselig og spirituel oplevelse var det at se denne italiensk perle, som ingen bør snyde sig for.
#121 filmz-Narniabæver 18 år siden
#122 JannikAnd 18 år siden
#123 jessup 18 år siden
http://www.bensons-world.co.uk/dvd-browse/dvd.asp
Det er dog en farlig liste fordi ens ønskeliste vokser enormt hver gang man er derinde.
#124 filmz-Bruce 18 år siden
#125 JannikAnd 18 år siden
#126 jessup 18 år siden
http://www.bensons-world.co.uk/dvd/7000000104269.a...
#127 filmz-Bruce 18 år siden
#128 JannikAnd 18 år siden
#129 JannikAnd 18 år siden
Le Fils (2002) – Jeanne-Pierre & Luc Dardenne
Selvom de to belgiske Dardenne-brødre blot har instrueret fire film, har de allerede etableret sig som nogle af Europas førende filmmagere. Hele to gange er de løbet med Guldpalmerne i Cannes, først for Rosetta (i ’97) og så igen sidste år med ”L’Enfant” (”Barnet”). Og jeg forstår taknemmeligheden overfor det belgiske relationsensemble, for Dardenne’erne formår gang på gang at skabe virkelighedstro dramaer, der kommer helt ind under huden på karaktererne.
”Sønnen” var brødrenes tredje film i rækken. Den handler om den fraskilte Olivier (spillet til ”Bedste Hovedrolle” på Cannes, af Olivier Gourmet). Olivier arbejder som sløjdlærer på et centre for utilpassede unge. En dag dukker en nyligt løsladt dreng, Francis, op for at søge plads. Men Olivier nægter at tage imod Francis. Dog virker Olivier meget interesseret i den unge dreng og følger efter ham på gaden. Det går hurtigt op for os, at Francis netop er blevet løsladt for mordet på en lille dreng, Oliviers søn. Francis er midlertidigt ikke klar over forbindelsen og undrer sig derfor ikke synderligt, da Olivier indvilliger i at tage ham som lærling.
”Sønnen” er et minimalistisk, men utroligt storladent drama. Ved hjælp af et konstant observerende og tæt beskåret kameraarbejde kommer vi helt tæt på Olivier og kan derfor godt forstå hans valg og motiver.
Både Oliver Gourmet og den unge Morgan Marinne, der spiller den utilpassede Francis, gør et utroligt hæderligt arbejde. Somme tider glemmer man helt at man er vidne til et stykke fiktion, da udviklingen er så troværdig.
”Sønnen” er ikke et mesterværk, og den er ikke Dardenne-brødrenes bedste værk. Men den er et rørende og overbevisende drama om den fine linje mellem tilgivelse og hævn.
- 8/10
Star Wars: Episode III – Revenge of the Sith (2005) – George Lucas
George Lucas’ “Star Wars”-saga har for mig altid været god underholdning i et spændende univers. Og så ikke mere. Det er vist ikke nødvendigt at resumere handlingen, da man skal ligget i koma de sidste 30 år for ikke at være bekendt med ”Star Wars”.
Jeg holder vældig meget af den originale trilogi, men de nye film i eposet finder jeg ret kedelige. Hvor den gamle trilogi emmede af kreativitet og fortællelyst, virker de nye som bestilt arbejde uden nerve og engagement. Men jeg må faktisk indrømme at jeg blev svært overrasket over sidste del, Episode III. Og det er positivt ment. Det virker på mig, som om det er denne del af den nye trilogi, Lucas har set frem til at skabe, og de to forgående blot har skulle overstås. Der er fokus i denne del og mening med al effektfyrværkeriet. Og så giver det nostalgisk gåsehud under filmens sidste halve time, da delene begynder at blive samlet og elementerne fra den originale trilogi afsløres.
Gensynsglæden med ”Revenge of the Sith” er desværre ikke så stor, som man kunne have håbet. Filmen er uden tvivl designet til at vise på stort lærred og med fantastisk lydopstilling. Og det kan mit 21” Panasonic-tv ikke tilfredsstille. Desuden får man øjnene op for flere og flere svage punkter og grimme effekter, jo mere man ser. Men det ændrer ikke ved, at sidste del af fablen er en flot og underholdende film.
– 6,5/10
Le conseguenze dell'amore (2004) – Paolo Sorrentino
To minutter inde i rulleteksterne sidder min foretrukne filmbuff-ven og jeg stadig i stilstand, forarget og målløse over den netop overståede filmoplevelse. Vi er sanseløse, da alle vores sanser just er opbrugt på dette gennemførte drama af den italienske auteur in spe, Paolo Sorrentino.
Toni Servillo spiller hovedrollen Titta, der i otte år har boet på det samme schweiziske hotel, med de samme rutiner. Dag ind og dag ud sidder den stilfulde Titta i lobbyen og ryger sine kærkomne cigaretter. Han hverken arbejder eller foretager sig noget af betydning. Umiddelbart. Ugentligt brydes Tittas sombietilstand, da en kuffert fyldt med penge efterlades foran hans dør, og han viderebringer pengene til en nærliggende schweizisk bank.
Hvordan og hvorfor er Titta havnet i denne situation? - tiltvunget at leve resten i sit liv som en fængselsfange, under de samme rutiner – hvilket bl.a. indebærer et skud heroin hver onsdag formiddag kl. 10 – ugens højdepunkt.
Toni Servillo er intet mindre end bjergtagende i en rolle, der ellers er meget svær. Hvordan får man tilføjet dybde og personlighed i en karakter, der konstant udviser samme farveløse facade? Servillo har svaret: Hans stoneface får Bill Murray til at ligne en anden Jim Carrey, men stadig er der substans i karakteren, for hans ”coolness” og timing i replikkerne og bevægelserne er fantastiske. Hans uforanderlige observering gøre ”voyeurismen” til et af filmens helt store temaer – kun set tilsvarende gennemført i Lynchs ”Blue Velvet” og Antonionis ”Blow-Up”.
Netop uklarheden omkring Tittas skæbne er filmens kerne. Man er som tilskuer vanvittig interesseret i baggrunden for den mimikløse og fastkørte hovedkarakter. Og dét er filmens kvindelige hovedperson Sofia, fremragende spillet af den vidunderlige Olivia Magnani. Hun er frustreret over Tittas kyniske og kolde væsen over for hende. Hun vil have hans opmærksomhed og lade ham åbne op for hende. Sofia bryder igennem Tittas facade, og vi får glimtvis set den menneskelige side af den tilværelsesløse italiener. Med Sofias indflydelse, får vi nu langsomt og tålmodigt svar på de mange spørgsmål. Hvorfor har Titta været indkvarteret på det samme hotel i otte lange år, hvem arbejder han for? Sorrentino fortæller og samler puslespillet med en rutine, som havde han været med i branchen siden barnsben. Fascinerende.
En af filmens helt store forcer er den sanselige æstetik. Man fornemmer den grundige og perfektionistiske gennemarbejdning af billedkompositionen. Der var ikke én eneste indstilling, jeg kunne sætte en finger på. Fotograf Luca Bigazzi og instruktør Sorrentinos samarbejde er helt utroligt. De får en mening, en dybde i hvert frame, hvis lige jeg ikke menes at have set siden Tarkovsky og Kubrick var på deres højeste.
Derudover er der også stor ros til komponist Pasquale Catalanos hypnotiserende, afvekslende, men ufatteligt rammende score. Somme tider fornemmer man inspiration fra Angelo Badalamenti, somme tider med englesang og eufori i bedste Sigur Rós-stil, og andre gange bare bombastisk coolness. Sorrentino bruger alle mediets facetter og virkemidler til at skabe en emblematisk sindsforfatning, der understreger hele filmens tematik om Titta og hans udkørte væsen.
”Le conseguenze dell'amore” er et værk, der emmer af perfektionisme og glæde over for mediet. Man fornemmer det store arbejde, kælen for detaljerne, der er lagt i hver en scene, hver en indstilling, hver en frame hele filmen igennem.
”Le conseguenze dell'amore” (eller “Consequenses of Love”, som er den internationale title) er den bedste film, jeg har set fra støvlelandet i mange år. Jeg glæder mig over det friske pust, Sorrentino tilføjer med sin originale tilgang og gennemførte historiefortælling, og jeg er spændt på at se hans nyeste produktion ”L'Amico de Famiglia”, der er med i hovedkonkurrencen på årets Cannes festival.
En sanselig og spirituel oplevelse var det at se denne italiensk perle, som ingen bør snyde sig for.
- 9/10
#130 filmz-Crystalstar1200 18 år siden
*** Den Som Elsker Meget - Udretter Meget ! ***