Guy Ritchies kommende krigsfilm med Henry Cavill har endelig fået premieredato efter flere års forsinkelser.
Efter lang tids stilhed er der nu nyt om Guy Ritchies næste samarbejde med Henry Cavill. Action- og krigsfilmen In The Grey har endelig fået en officiel premieredato og får biografpremiere den 10. april. Filmen blev færdigindspillet helt tilbage i 2023, men har siden været ramt af gentagne udskydelser.
Ud over Cavill medvirker Jake Gyllenhaal og Eiza González i hovedrollerne, mens Kristofer Hivju og Rosamund Pike også er på rollelisten. Det bliver Cavills første regulære biograffilm siden The Ministry of Ungentlemanly Warfare, lige bortset fra hans korte cameo i Deadpool & Wolverine.
In The Grey følger et hemmeligt hold af eliteagenter, der opererer i gråzonen mellem politisk magt og regulær krigsførelse. Gruppen bliver sendt ud på en tilsyneladende umulig mission, da en ny fjende stjæler en milliardformue fra en af deres klienter. Det, der starter som en simpel ekstraktion, udvikler sig hurtigt til en strategisk krig med enorme konsekvenser.
Filmen markerer Guy Ritchies andet projekt i år. Inden biografpremieren vender instruktøren tilbage til Sherlock Holmes-universet med Prime Video-serien Young Sherlock, der får premiere den 4. marts. Ritchie har haft et travlt år og stod også bag MobLand samt eventyrfilmen Fountain of Youth, som udkom direkte på Apple TV+.
Samtidig venter mange stadig på nyt om Henry Cavills Highlander-reboot. Filmen, der også har Dave Bautista og Russell Crowe på rollelisten, mangler fortsat en premieredato. Produktionen blev forsinket efter en skade under Cavills træning, men forventes nu at gå i gang snarest. En biografpremiere i 2027 virker mest sandsynlig.
Med In The Grey på vej ser 2026 dog allerede ud til at blive et stort år for Cavill i biografmørket.










