En af de mest roste gyserfilm fra 90’erne, var også en af de omdiskuterede. Den havde nemlig en meget dømmende holdning om dig.
Noget føles forkert næsten med det samme. Ikke fordi der sker noget voldsomt, men fordi filmen insisterer på, at publikum bliver siddende.
Funny Games er ikke interesseret i at skræmme på klassisk manér. Ambitionen ligger et helt andet sted: at gøre seeren utilpas over sin egen nysgerrighed.
Historien er enkel på overfladen. En familie højt i hierarkiet tager på ferie i deres sommerhus, hvor naboens drenge med høflige manerer hilser på. Først spørger de blot ind til om de må låne et par æg – og ikke længe efter flyder blodet.
Alligevel handler filmen mindre om det, der sker på lærredet, og mere om dem, der ser på.
Funny Games taler direkte til sit publikum og peger fingeren uden tøven. Volden eksisterer, fordi nogen vælger ikke at kigge væk. Kameraet dvæler, ikke for at tilfredsstille, men for at udstille. Handlingen fortsætter, fordi seeren accepterer spillereglerne og bliver siddende i stolen. Filmen dømmer ikke sine karakterer. Dommen er reserveret til dem foran skærmen.
Hanekes kolde hånd
Instruktøren bag er østrigske Michael Haneke, og han er ikke bange for at pege fingre af publikummet. For jo, den er voldelig. Og jo, den er voldelig. Og jo, den er grotesk – men du kan jo bare vælge at slukke… Så hvorfor gør du det ikke?
Haneke nægter publikum den lettelse, genren normalt tilbyder. Ingen helte, ingen hævn og ingen moralsk genopretning. Resultatet er en film, der føles som et eksperiment med seerens grænser snarere end traditionel underholdning.
År senere valgte Haneke at genindspille filmen scene for scene. Remaken fra 2007 blev lavet på engelsk, men den dømmende pegefinger stritter stadig. Formålet var ikke at forbedre historien, men at sikre, at budskabet ramte endnu bredere. Publikum skulle igen stilles til ansvar for sin fascination af vold forklædt som fiktion.
Funny Games er ikke en film, der vil elskes. Oplevelsen er bevidst anstrengende, til tider direkte irriterende. Netop derfor bliver filmen hængende længe efter rulleteksterne. Underholdning er aldrig målet. Konfrontation er.
Vil du se beviser? Se her hvad skurken gør, når vores hovedperson er ved at slippe afsted med at vinde over de unde drenge:
