Den første trailer til den komisk overdrevne fortolkning af “Weird Al” Yankovics liv, har Daniel Radcliffe i front som den harmonikaspillende komiker med den krøllede hårpragt.
Skruer vi tiden tilbage til 2010, kunne vi dengang se en trailer til en fiktiv film om Yankovics overdrevet vilde liv. Nu, 12 år senere, har traileren inspireret en virkelig film, og den ser lige så underlig ud, som titlen antyder.
Selvom der er knap 20 cm til forskel mellem Radcliffe og Yankovic, og selvom de egentlig ikke ligefrem ligner hinanden synderligt meget, så er det altså den tidligere “Harry Potter”-stjerne, der indtager spotlightet som musikeren bag parodisange som “White and Nerdy” og “Like a Surgeon” – og det rammer den helt rigtige stemning til en film, der bestemt ikke tager sig selv seriøst.
“WEIRD” fortæller os den fiktive historie om den virkelige komikers liv, og vi følger – per filmens synopsis – “Yankovics liv og karriere, fra talentfuldt vidunderbarn til den største musikalske legende nogensinde.”
Over for Radcliffe spiller Rainn Wilson (“The Office”), Evan Rachel Wood (“Westworld”), Toby Huss (“King of the Hill”) og Julianna Nicholson (“Mare of Easttown”).
Filmen er skrevet af “Weird Al” selv i samarbejde med filmens instruktør Eric Appel.
“WEIRD: The Al Yankovic Story” får premiere på den amerikanske streamingservice The Roku Channel til efteråret.