Fans af “Westworld” må tage til takke med fire sæsoner.
HBO har trukket stikket på “Westworld”, og serien får dermed ikke sin femte sæson, der ellers efter planerne skulle have været den sidste i fortællingen om den titulære futuristiske forlystelsespark og dens androider. Det har HBO annonceret til flere amerikanske medier, heriblandt Deadline.
Aflysningen af serien kommer efter, at serieskabere Jonathan Nolan og Lisa Joy offentligt har nævnt, at man var i forhandlinger med HBO om en femte sæson. De forhandlinger har dog tydeligvis desværre ikke båret frugt.
HBO sagde i en udtalelse: “Gennem de sidste fire sæsoner har Lisa og [Jonathan] taget seerne med på en fænomenal rejse og hævet barren med hvert eneste skridt. Vi er enormt taknemmelige for dem sammen med deres utroligt talentfulde cast, producere og hold samt alle vores partnere ved Kilter Films, Bad Robot og Warner Bros. Television. Det har været en fryd at tage med dem på denne rejse.”
“Westworld”-tallene har desværre for serien langt hen ad vejen kun gået én retning siden sin utroligt succesfulde første sæson, og det er nedad. Både kritiker- og fanmodtagelsen er godt og vel blevet værre og værre sæson for sæson, og det samme er seertallene, der nåede et nyt lavpunkt i Sæson 4.
Nu får serien ikke chancen for at nå længere ned, selvom der garanteret vil være fans, der ærgrer sig over ikke at få den planlagte afslutning på serien, der har kørt på netværket siden 2016. Dog vil der naturligvis altid være en mulighed for, at HBO i fremtiden skulle finde på at genoplive serien enten i film- eller serieformat, men det er ikke i planerne i øjeblikket.