Premiere-afsnittet på sidste sæson af “Game of Thrones” betød salgsrekord hos streaming-tjenesten C More.

Den enes død er den andens brød, som man siger. HBO Nordic brød sammen på premieredagen for Sæson 8 “Game of Thrones”  – læs om det her.

Det store sammenbrud hos HBO betød til gengæld rekord hos konkurrenten fra C More:

”Det var helt vildt at se salget stige så voldsomt i løbet af mandag morgen og formiddag. Det fortsatte stødt resten af dagen, hvilket betød, at vi slog vores salgsrekord med en stigning på 30 % for en enkelt dag,” siger Jens M. Andreasen, der er salgschef for C More Danmark, i en pressemeddelelse.

Pressemeddelelsen er udstyret med overskriften ’Game of Thrones-nedbrud gav salgsrekord hos C More', og længere nede i meddelelsen kan man læse følgende:

”Premieren på sidste sæson af Game of Thrones blev en massiv succes for C More, der oplevede en nærmest eksplosiv vækst af nye brugere i de timer, hvor producenten og konkurrenten HBO havde tekniske problemer.”

Filmz har spurgt C More, hvorfor de fremhæver egen succes på bekostning af konkurrenten hos HBO Nordic:

”Det er ikke for at fremhæve konkurrentens problemer. Det er bare et faktum. Det hjalp os, længere er den egentlig ikke,” siger Jacob Panum, PR-ansvarlig hos C More, til Filmz.

HBO Nordic ønsker ikke at kommentere på vinklen og ordlyden i pressemeddelelsen fra C More.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: