Endelig har vi fået den første action- og adrenalinfyldte trailer til Netflix’ “Masters of the Universe: Revelation”.
Serien fortsætter, hvor 80’ernes originale serie slap. He-Man og resten af beskytterne af Castle Grayskull er tilbage, men det samme er hans ærkefjende Skeletor, og kampen om Grasykulls hemmeligheder og kræfter begynder endnu engang.
Det er “Masters of the Universe”-kæmpefan Kevin Smith, der står bag serien som showrunner, og det er tydeligt fra traileren, at den er fyldt med passion og respekt for den snart 40 år gamle originalserie.
Karaktererne er de samme, mens animationsstilen i højere grad minder om Netflix’ fantastiske “Castlevania”-serie, der ligeledes havde animationsfirmaet Powerhouse Studios bag sig. Det er dog en stil, der passer perfekt til den action, vi får at se i traileren.
“Masters of the Universe: Revelation” har samlet sig et spændende stemmecast. Her ser vi blandt andre Mark Hamill som Skeletor, Chris Wood som He-Man, Lena Headey som Evil-Lyn, Alicia Silverstone som Queen Marlena, Liam Cunningham som Man-At-Arms og Kevin Conroy som Mer-Man.
“Revelation” er ikke det eneste “Masters of the Universe”-projekt undervejs. Sony Pictures producerer en film, der dog er længe undervejs, eftersom de tidligere i år mistede deres He-Man, Noah Centineo.
“Masters of the Universe: Revelation” bliver opdelt i to dele, hvor den første del på fem episoder får premiere på Netflix den 23. juli.