Pedro Pascal (“The Mandalorian”) skal spille Joel, mens Ellie bliver spillet af den unge “Game of Thrones”-skuespillerinde Bella Ramsey i HBO’s “The Last of Us”, rapporterer Deadline.

“The Last of Us” er baseret på spilfirmaet Naughty Dogs medrivende PlayStation-spilfortælling af samme navn. Her følger vi Joel, en hærdet og hærget mand, som får til opgave at smugle den unge pige Ellie igennem et postapokalyptisk USA, som er fyldt med både zombie-lignende kreaturer og ondsindede mennesker, hvor end de går.

Selvom seriens verden er spændende i sig selv, er det forholdet mellem Joel og Ellie, der udgør historiens hjerte. Derfor er der med garanti lagt mange mange timers arbejde i at finde de perfekte skuespillere til rollerne.

Serien er i trygge hænder, da HBO har sat instruktøren af PlayStation-spillet, Neil Druckmann, til at skrive manuskriptet sammen med “Chernobyl”-skaber Craig Mazin. Gustavo Santaolalla, der komponerede musikken i spillet for Naughty Dog, skal igen stemme guitaren, da han også er komponist for HBO-serien.

Den russiske filminstruktør Kantemir Balagov skal instruere pilotepisoden til “The Last of Us”. Med hans film “Beanpole” skildrede han til stor ros livet i et krigshærget Rusland. Forhåbentlig kan det lykkes ham at vise det hærgede USA, som man ser i “The Last of Us”, med lige så stor succes.



Vis kommentarer (3)
Gravatar

#1 KE!Z 3 år siden

hmmm, ja ja, kom bare med den tak!
Kingslayer.....
Gravatar

#2 Johnny42 3 år siden

Den havde jeg ikke lige set komme. Og umiddelbart tænker jeg ikke lige Joel, men hvis kemien er rigtig så kan det godt blive godt. Og han har jo erfaring med at knytte sig til et andet væsen, hvor han oprindelig kun gjorde det for penge :-).
Gravatar

#3 BlackJesus 3 år siden

Har ikke selv spillet, spillet, men den var jo hyped max op! Så fedt at flere og flere spil bliver til film! Modsat bøgerne så har spillene både historien og den visuelle fortælling.

Skriv ny kommentar: