Vi må vente lidt endnu, før vi kan se Keanu Reeves tilbage i action som Baba Yaga.
Det var ellers meningen, at vi allerede skulle have siddet i biografsædet og nydt det næste kapitel i John Wicks actioneventyr allerede den 26. maj i år, men det er altså ikke tilfældet længere.
I en ny video afslører Lionsgate på opfindsom vis den nye “John Wick: Chapter 4”-premieredato, som ligger knap et år længere ude i fremtiden — den 24. marts 2023.
Videoen viser Administrationen — afdelingen med de tatoverede kvinder, der udsender lejemordskontrakter — i fuld gang med at arbejde, og på både en tavle og en computerskærm står den nye dato.
Derudover er der easter eggs til en anden Keanu Reeves-film, der netop har fået premiere — The Matrix Resurrections. Blandt navnene på ‘lejemordslisten’, ser vi nemlig både en Anderson, T. (Thomas Anderson, aka ‘Neo’) og en Smith, A. (Agent Smith). En lille hvid kanin kan også ses i hjørnet af computerskærmen, og mon ikke der ligger endnu flere skjulte detaljer gemt et sted? Du kan selv se videoen her.
“John Wick: Chapter 4” instrueres af franchisens instruktør, Chad Stahelski, og er skrevet af “Army of the Dead”-forfatter Shay Hatten og “Predators”-forfatter Michael Finch.
Sammen med Reeves kan vi glæde os til at se Laurence Fishburne, Lance Reddick og Ian McShane tilbage i deres respektive roller, mens vi introduceres til “John Wick”-debutanterne Rina Sawayama, Shamier Anderson, Bill Skarsgård, Hiroyuki Sanada og Donnie Yen.