Den nye trailer til Sonys filmatisering af Naughty Dogs elskede videospilserie, “Uncharted”, lover et eksotisk actioneventyr og afslører den danske Pilou Asbæk i en mystisk rolle.
Selvom Nathan Drakes oprindelseshistorie til nogen grad er blevet udforsket i flere af de fantastiske spil, så skader en ny origin story vel ikke.
At dømme ud fra traileren tilbyder filmen nemlig en nytænkning af mødet mellem Nathan Drake (Tom Holland) og hans mentor, Victor “Sully” Sullivan (Mark Wahlberg), og eftersom de to karakterer i spillene stiftede bekendtskab, da Drake var 15 år, er det klart, at filmen ikke nødvendigvis hænger sammen med spilseriens handling.
“Uncharted” fortæller historien om Nathan Drake og Sullys første eventyr sammen. I jagten på Ferdinand Magellans 500 år gamle, forsvundne skat, drager det umage makkerpar ud på et verdensomspændende eventyr med modstand fra den nådesløse Moncada (Antonio Banderas), der er overbevist om, at skatten tilhører hans familie.
Hvor traileren lover en masse hæsblæsende og tropisk action, er det højst sandsynligt det sidste klip, der for mange danskere vil stjæle opmærksomheden. Her afsløres nemlig en karakter med klap for øjet, som spilles af ingen anden end Pilou Asbæk! Du kan se traileren lige her.
Filmen instrueres af Ruben Fleischer (“Zombieland”) og er skrevet af Rafe Judkins (“The Wheel of Time”) sammen med forfatterduoen Art Marcum og Matt Holloway (“Iron Man”).
“Uncharted”-eventyret begynder i de danske biografpremiere den 10 februar.
#1 dalu91 2 år siden
Som action/adventurefilm med Tom Holland i hovedrollen skulle den nok kunne indtjente en del til Sony, men jeg fornemmer den mangler charmen og passionen fra spillene.
Nu må vi se.