Der er sjældent ro omkring en stor superheltefilm, men ‘Supergirl’ skiller sig allerede ud før premieren.
Nye oplysninger peger på en produktion, der stadig er under massiv udvikling – selv efter gentagne testvisninger.
Filmen har angiveligt været igennem mere end otte testvisninger, hvilket er usædvanligt højt for en moderne blockbuster. Endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at hver visning har præsenteret forskellige versioner af filmen. Ifølge flere kilder har der cirkuleret mindst tre forskellige slutninger, og den seneste udgave – vist i Californien – skulle have en spilletid på omkring 1 time og 50 minutter.
Samtidig er der blevet tilføjet flere scener med Superman, hvilket tyder på, at Warner Bros. forsøger at styrke forbindelsen til det bredere DC-univers og måske gøre filmen mere kommercielt tilgængelig.
Også på lydsiden har produktionen været igennem store ændringer. Først var Ramin Djawadi tilknyttet som komponist, derefter Tom Holkenborg (Junkie XL), og nu er Claudia Sarne kommet på projektet kort før premieren. Tre komponister på én film er sjældent et godt tegn – og understreger, hvor meget filmen stadig bliver justeret.
Reaktionerne fra testvisningerne er blandede. De fleste rapporter peger på, at filmen hverken er en katastrofe eller en klar succes. Til gengæld går én ting igen: Milly Alcock får stor ros for sin fortolkning af Kara/Supergirl og beskrives som filmens stærkeste element.
Andre dele halter mere. Actionsekvenserne kritiseres for ikke at ramme helt rigtigt, og skurken Krem fremstår ifølge flere som en relativt svag modstander. Jason Momoa, der optræder som Lobo, gør dog et markant indtryk – selv med begrænset skærmtid.
Historien adskiller sig også fra den klassiske superhelteformular. Her møder vi en mere desillusioneret Supergirl, der driver rundt i rummet efter Kryptons fald. Hun slår sig sammen med en ung pige, der søger hævn, og sammen rejser de fra planet til planet i jagten på en forbryder.
Filmen beskrives som en mørkere og mere karakterdrevet fortælling, næsten som en “space western”, hvor fokus ligger på traumer, moral og identitet frem for klassisk heltefortælling. Samtidig skulle brugen af musik og tone have klare paralleller til Guardians of the Galaxy.
Spørgsmålet er nu, hvad alle disse ændringer betyder. Når en film bliver testet og justeret så mange gange, kan det være et tegn på problemer – men også på et studie, der aktivt forsøger at finpudse resultatet.
Sandheden ligger sandsynligvis et sted midt imellem. Lige nu fremstår Supergirl som en film, der stadig leder efter sin endelige form. Om det ender med at være en styrke eller en svaghed, må vi vente med at finde ud af, når filmen rammer biograferne.
