Californien lukker igen ned for delstatens biografer – kan lamme det globale biografmarked resten af 2020.

I juni var coronakrisen overstået – biograferne i Danmark og i resten af verden kunne begynde at genåbne, nu manglede kun USA og de store Hollywood-film. Sådan var fortællingen for små to måneder siden.

Men sådan gik det ikke. Smitten med covid-19 er eksploderet i USA, hvilket nu har sat gang i en ny bølge af lukninger. I går meddelte Californiens guvernør, at man lukker ned for alle indendørs erhverv – heriblandt biograferne.

Den melding er en katastrofe for biografbranchen og filmelskere, da det er tæt på utænkeligt, at Hollywood giver premiere på nye storfilm uden åbne biografer i Californien og særligt Los Angeles.

Sammen med New York er Los Angeles den centrale filmby i USA. Så nedlukningen kan få store konsekvenser for resten af verden og Danmark.

Christopher Nolan-filmen “Tenet” skulle i første omgang have genåbnet verdens biografer med premiere i denne uge, hvilket siden er blevet flyttet to gange – nu med premiere den 12. august.

Men efter meldingen fra USA er den premieredato ganske tvivlsom. MKM Partners-analytiker Eric Handler er skeptisk:

”Det vil være overraskende at se biografer være i stand til genåbne over hele landet før tidligst september,” udtaler Handler ifølge Deadline.

Eric Handler er blandt de mest optimistiske analytikere, mens mere pessimistiske stemmer nu helt aflyser biografåret 2020, når det kommer til nye storfilm fra Hollywood.

Hvis de amerikanske biografer først for alvor åbner til jul eller i begyndelsen af 2021, så vil det betyde, at en række storfilm igen bliver udskudt.

Således vil biograferne i Danmark i år komme til at undvære film som “Tenet”, “Mulan”, “A Quiet Place 2”, “The Conjuring 3”, “The King’s Man”, “Candyman”, “Wonder Woman 1984”, “Black Widow” og “No Time to Die”.

Det vil gøre en hård tilværelse for biograferne endnu mere tung i et marked, der allerede er nede med 50 procent i forhold til 2019:

”Det er klart, at jo længere tid der kommer til at gå, jo sværere bliver det for biograferne,” siger Danske Biografer-direktør Lars Werge til Filmz.

Han fortæller videre, at de mange repremiere-events på gamle Star Wars-film og andre klassikere ikke er en holdbar løsning for biograferne, hvilket de også mærker hos Big Bio-kæden:

”Publikum vil gerne biografen, men det er ikke sjovt – vi er i en krisesituation,” siger Louise Obel fra Big Bio, som har biografer i Herlev, Nordhavn og Holstebro.

Udsigten til endnu længere ventetid på de store Hollywood-film kan få betydning for Big Bio-biograferne:

”Vi lukker ikke ned, men det kan betyde en endnu mere begrænset åbningstid, hvis vi ikke har friske varer på hylderne.”

Den samme erkendelse er der hos Danmarks største biografsal – Imperial i København, hvor man kun har åbnet for særlige gallavisninger på denne side af coronakrisen. Her er blikket på én dato og én film:

”Vi har blikket på den 12. august og ‘Tenet’,” siger biografchef Lene Pia Madsen til Filmz.



Vis kommentarer (12)
Gravatar

#11 Vestas 4 år siden

#10 Ja, virkeligheden er nok lidt mere kompleks, end man lige forestiller sig det.

Glæder mig til Antebellum!
You can just hang around outside in the sun all day, tossing a ball around, or you can sit at your computer and do something that matters! - Cartman
Gravatar

#12 Johnny42 4 år siden

Det ser dog ud til at Nordisk film biografer er ved at vågne op til dåd. Sidste lørdag var det Guardians of the Galaxy 1+2, og på fredag er det The Matrix og lørdag Aliens.

Skriv ny kommentar: