Siden spillet udkom i 2022, har det givet fans gåsehud. Nu bliver det snart til en spillefilm.

Gyserfans får snart mulighed for at opleve en ret ubehagelig nattevagt hjemme fra sofaen.

Filmversionen af det populære horrorspil The Mortuary Assistant bliver nemlig tilgængelig på den amerikanske gyserstreamingtjeneste Shudder den 27. marts, skriver Collider.

Filmen har allerede haft en mindre biografvisning, men nu rykker historien om dæmoner, ligkældre og nattevagter videre til streaming.

Handlingen følger Rebecca Owens, spillet af Willa Holland. Hun er nyuddannet inden for balsamering og begynder sin første nattevagt på River Fields Mortuary.

Jobbet lyder egentlig ret simpelt: gøre lig klar, arbejde alene efter lukketid og få styr på de praktiske opgaver i kapellet.

Problemet er bare, at noget i bygningen ikke helt spiller efter reglerne.

Som natten skrider frem, begynder Rebecca at opleve stadig mere bizarre og overnaturlige hændelser. Sporene peger på, at kapellet gemmer på mørke ritualer – og at hendes chef, Raymond Delver, måske ikke har fortalt hele sandheden om stedet.

Rebecca må derfor både finde ud af, hvad der gemmer sig i bygningen, og samtidig forsøge at undgå selv at blive besat.

Computerspillet blev et viralt hit

Filmen bygger på computerspillet af samme navn, der udkom i 2022. Spillet blev udviklet af Brian Clarke og fik hurtigt kultstatus blandt horrorfans. Særligt spillets måde at skræmme spillere på – hvor uhyggelige ting ofte gemmer sig i baggrunden eller i øjenkrogen – gjorde det populært på streamingplatforme og sociale medier.

Succesen sendte spillet direkte til tops på Steam og sikrede senere udgivelser på flere konsoller.

Filmholdet har forsøgt at bevare den samme uhyggelige stemning, samtidig med at historien om kapellet og dæmonerne bliver udvidet.

Instruktør Jeremiah Kipp står bag filmen. Han har tidligere lavet gyserfilmen Slapface, som også fandt vej til Shudder i samarbejde med Epic Pictures.

Manuskriptet er skrevet af Tracee Beebe sammen med spillets skaber Brian Clarke.

Del af voksende trend

Filmatiseringen kommer midt i en bølge af horrorfilm baseret på computerspil. YouTuberen Markiplier slog tidligere i år igennem som instruktør med Iron Lung, der overraskede ved at tjene omkring 50 millioner dollars på et relativt lille budget.

Japanske Genki Kawamura har også haft succes med filmudgaven af Exit 8, som snart får amerikansk premiere. Mindre held havde projektet Return to Silent Hill, der modtog en køligere modtagelse fra både kritikere og publikum.

Med premieren på Shudder håber The Mortuary Assistant at fortsætte rækken af spil, der forsøger at skræmme publikum fra tastaturet og direkte ind i stuen.

Det vides endnu ikke hvornår The Mortuary Assistant får premiere i Danmark. Der er dog kommet en officiel plakat, du kan se her:

Epic Pictures Group/Creativity Capital/Shudder

Epic Pictures Group/Creativity Capital/Shudder



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: