Horror

Kun 7 gyserfilm har været nomineret for Bedste Film-Oscarprisen (og kun én har vundet)

I anledning af Halloween kommer her et overblik over gysermesterværkerne, som selv Oscar-komiteen ikke kunne ignorere.

Gyserfilm har altid været filmverdenens problematiske barn.

Genren bliver elsket af publikum, men behandlet med skepsis af kritikerne – og med nærmest frysende kulde af Oscar-akademiet.

Uanset hvor meget blod, innovation og publikumstække gys leverer, ender statuetterne som regel i hænderne på et biopic eller et kostumedrama.

På næsten hundrede år har kun syv gyserfilm formået at blive nomineret til Bedste film. Seks måtte nøjes med skulderklap og chokbølger – mens én enkelt for alvor fik Hollywood til at miste fatningen.


1. “Eksorcisten” (1973)

William Friedkin gjorde dæmonbesættelse til folkesport og skabte en film, der rystede biografgængere så voldsomt, at folk besvimede i sæderne. Religionsgrupper protesterede, kirker advarede – og billetsalget eksploderede. “Eksorcisten” satte nye standarder for både lyd, effekter og frygt, og Akademiet kunne ikke helt ignorere det. Den blev nomineret til Bedste film, men måtte se sig slået af “The Sting”, der i sammenligning lignede et hyggeligt søndagsspil i Las Vegas.


2. “Dødens Gab” (1975)

Steven Spielbergs hajmareridt ændrede Hollywood for altid. “Dødens Gab” var både teknisk kaos, kreativ genistreg og starten på idéen om den moderne blockbuster. Publikum strømmede til biograferne, strandene blev tomme, og filmhistorien blev delt i to: før og efter hajen. Akademiet kvitterede med en nominering, men æren gik til “Gøgereden”. Måske fordi et kæmpe plastikhoved virkede mindre sofistikeret end Jack Nicholson med cigaret.


3. “Ondskabens Øjne” (1991)

Jonathan Demmes mesterlige thriller transcenderede gysergenren og blev et fænomen. Anthony Hopkins’ Hannibal Lecter blev øjeblikkeligt ikonisk, Jodie Foster leverede en præstation, der stadig giver kuldegysninger, og filmen tog Hollywood med storm.

“Onskabens Øjne” gjorde det utænkelige: vandt både Bedste film, instruktør, manuskript og begge hovedroller – og skrev sig ind i historien som den første gyser, der tog “The Big Five”-Oscars.


4. “Den Sjette Sans” (1999)

M. Night Shyamalans gennembrud blev en global samtalebombe. Publikum diskuterede slutningen overalt – og mange tog i biografen to gange for at lede efter spor, de havde misset.

Filmen var både et karakterdrama og en isnende spøgelseshistorie, men Oscar-stemmerne gik i stedet til “American Beauty”. Ironisk nok en film, der i dag føles mere som et tidsdokument end en klassiker.

“Den Sjette Sans” derimod står stadig som et skoleeksempel på gyserfortælling med hjerte, hjerne og myrekryb.


5. “Black Swan” (2010)

Darren Aronofsky tog den klassiske ballet og gjorde den til et psykologisk mareridt om perfektion, identitet og forfald.

Nathalie Portman forvandlede sig bogstaveligt talt for rullende kamera, og filmen dansede på kanten mellem kunstfilm og ren skræk.

Publikum var hypnotiserede, kritikerne delte sig i ekstase og forvirring – men Oscar-prisen gled alligevel over til “Kongens Store Tale”. Måske foretrak Akademiet en konges stammen frem for en danserindes sammenbrud.


6. “Get Out” (2017)

Jordan Peele fornyede genren med kirurgisk præcision. “Get Out” blandede social satire, humor og ægte rædsel i en fortælling om race, magt og kontrol – og beviste, at gyserfilm kan være både samfundskritiske og dybt underholdende.

Filmen vandt bedste originale manuskript, men måtte se hovedprisen gå til “The Shape of Water”. En historie om en kvinde, der forelsker sig i en havmand, slog altså et af årtiets mest nyskabende gys. Akademiets smag for romantik har sjældent været så… fugtig.


7. “The Substance” (2024)

Coralie Fargeat leverede et kropsligt, grotesk og feministisk gyseropgør, der fik publikum til at vride sig i sæderne – og Akademiet til at løfte et øjenbryn.

“The Substance” var en blodig kommentar til skønhedsidealer, kontrol og kvindekroppe, og den viste, at horror stadig kan chokere med mening. Selvom sejren gik til “Anora”, markerede nomineringen et lille sejrstræk for genren, der endelig fik lov til at stå skulder ved skulder med Hollywoods fine selskab.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: