Den ældre mand kan sgu stadig uddele øretæver.
Streamingtoppen på HBO Max har fået en ny beboer. En gammel, gnaven Vietnam-veteran med for mange pistoler og for få undskyldninger for ikke at bruge dem.
Filmvalg på streaming følger sjældent nogen klar logik. Gamle titler kan pludselig få nyt liv, hvis publikum opdager dem på ny. Netop sådan ser det ud til at gå lige nu.
Midt i den udvikling ligger den så-dum-at-den-er-fed actionthriller Blacklight.
Historien i filmen følger Travis Block. Jobtitlen er svær at forklare ved middagsbordet, men kort sagt arbejder han for FBI med at rydde op i problemer omkring hemmelige operationer.
Undercover-agenter kan nogle gange havne i situationer, hvor tingene går skævt. Så bliver Block sendt ind for at få styr på det hele igen – diskret og uden overskrifter.
Planen holder dog ikke helt. En journalist begynder at rode rundt i en sag om mystiske dødsfald, og sporene peger mod nogle operationer, som FBI helst ikke taler om. Block opdager hurtigt, at historien måske går højere op i systemet, end nogen bryder sig om.
Pludselig er han ikke bare manden, der rydder op efter problemer. Han står selv midt i dem.
Liam Neeson og hans “anden karriere”
Valget af Liam Neeson i hovedrollen giver næsten sig selv. Den irske skuespiller startede egentlig karrieren i dramatiske roller. Film som Schindler’s List gjorde ham til en af branchens mest respekterede karakterskuespillere, mens Star Wars, Episode 1: Den Usynlige Fjende så ham i Jedi-kåbe, langt hår og et ikonisk grønt lyssværd.
Men så kom Taken. Filmen fra 2008 gjorde Neeson til en ret uventet actionstjerne. Rollen som en tidligere agent med helt særlige evner til at finde skurke viste sig at være en opskrift, publikum elskede.
Siden har han nærmest perfektioneret rollen som den lidt trætte, men stadig meget farlige mand med en fortid i efterretningstjenester eller militær.
Film som Non-Stop, The Commuter og Cold Pursuit har alle bygget videre på den samme idé.
Blacklight gør egentlig ikke noget voldsomt nyt at tilybde hverken genren eller seerne. Konspiration, hemmelige operationer og en hovedperson, der ikke helt gider dramaet – men alligevel ender med at rydde op.
Præcis den slags film ser ud til stadig at have et publikum.
Du kan se traileren til Blacklight her:









