Californiens højesteret har vendt tommelfingeren nedaf for et sagsanlæg fra DVD Copy Control Association mod Matthew Pavlovich fra Texas.
Han lagde i 1999 programmer på nettet, der kan afkode DVD. Dommerne har ikke taget stilling til selve sagen, men har nægtet at tage den, da de mener at sagen skal behandles i mandens hjemstat Texas. Det betyder, at DVD CCA skal ud og føre sager i en lang række stater – i øjeblikket verserer sager mod 21 personer fra flere stater – i stedet for at sagerne kan samles i Californien.
Det betyder også, at dommene i de forskellige stater kan risikere at blive splitforskellige.