Lucasfilm og Disney er godt i gang med at samle et spændende hold til en ny “Star Wars”-film.
Et nyt kapitel i fortællingen om galaksen langt, langt borte er på vej med “Lost”-forfatter Damon Lindelof og “Ms. Marvel”-instruktør Sharmeen Obaid-Chinoy tilkoblet, rapporterer Deadline.
Lindelof skriver manuskriptet i samarbejde med en anden forfatter, men hvem denne hemmelige skikkelse er, ved vi ikke endnu. Filmen er i øjeblikket gang med at blive skrevet og befinder sig altså meget tidligt i udviklingsstadiet, men plotdetaljer er der endnu ikke nogen af.
Det var ifølge Deadlines kilder vigtigt for både Lindelof og Lucasfilm, der naturligvis står bag det nye projekt, at finde en instruktør tidligt i processen, så personens vision ville blive reflekteret i manuskriptet. Valget faldt altså på den 43-årige canadiske instruktør, der instruerede en tredjedel af MCU-serien “Ms. Marvel”.
Ligesom sin “Lost”-medskaber og en anden “Star Wars”-kending, J. J. Abrams (“The Force Awakens” & “The Rise of Skywalker”), bevæger Lindelof sig over til George Lucas-franchisen efter først at have arbejdet på et andet elsket sci-fi-filmunivers, “Star Trek”, hvor han skrev “Into Darkness”, der netop også var instrueret af Abrams.
Hvornår vi kan forvente at se den endnu titelløse “Star Wars”-film står uklart.