Ib Melchior, der skrev manuskriptet til Danmarks første monsterfilm, “Reptilicus”, er død. Han døde i sit hjem i Hollywood, 97 år gammel. Det skriver The Hollywood Reporter.
Se også: Godzilla skal igen sprede skræk og rædsel i Japan
I Danmark er Ib Melchior mest kendt for at stå bag “Reptilicus”, der i 1961 fik folkekomedienavne som Dirch Passer, Carl Ottosen og Bent Mejding til at kæmpe imod titlens gruopvækkende fortidsøgle.
Den blev indspillet i to versioner – Poul Bang instruerede den danske, imens Sidney Pink tog sig af en amerikansk version med de samme danske skuespillere.
Melchior levede det meste af sit liv i Hollywood, hvor han stod bag flere kultfilm som f.eks. “Robinson Crusoe on Mars”. Han hævdede endvidere at være idémanden bag “Star Trek” og “Lost in Space”, men blev aldrig krediteret for det.
“Reptilicus” blev i samtiden latterliggjort på grund af sine elendige effekter og sit tarvelige monster, men har siden opnået kultstatus. På Nordisk Film glemmer man den næppe heller, da historien går, at hvis fiaskoen “Reptilicus” nævnes, så må vedkommende, der tog titlen i sin mund, give en kasse øl.
Skål for Ib Melchior og hans minde.
#1 kstm 9 år siden
#2 eskithekid 9 år siden
#3 Morten Vejlgaard Just 9 år siden