Selvom Fox’ filmudgave af manga-sagaen “Dragonball” endnu ikke har ramt biograferne, foreligger der allerede et manuskript til den næste potentielle film i rækken.
Justin Chatwin, der har hovedrollen som den superstærke kriger Goku, kan afsløre, at han har indgået kontrakt på potentielle fortsættelser til filmen, der i USA bærer titlen “Dragonball Evolution”.
Chatwin udtaler ligeledes: ”Hvis der kommer en fortsættelse, så tror jeg… eller rettere ved jeg, at historien ville fortsætte i en rimelig interessant retning, fordi de har allerede fået skrevet det næste manuskript. Det er virkelig, virkelig fedt. Den næste film dykker mere ned i mytologien og historien i ‘Dragonball’. Den går mere i dybden som en rigtig Dragonball-serie med mangaens intergalaktiske verden.”
Ifølge fansiden DBTheMovie bærer den næste film i serien indtil videre titlen “Dragonball Reborn”.
Om en fortsættelse overhovedet får grønt lys, vil formentlig afhænge af den forestående films succes. “Dragonball” kan ses i biograferne fra 8. april.
#1 Sverkel 15 år siden