Martin Scorsese har gjort sit for ikke at tilføje endnu en såkaldt white savior-film til Hollywood-arkiverne.

Scorseses næste film “Killers of the Flower Moon” kunne have set meget anderledes ud. Det åbner instruktøren op for i et nyt interview med Time Magazine, som han har æren af at pryde coveret af.

Filmen foregår under en konflikt, som resulterer i mord på medlemmer af Osage-nationen i det nordlige Oklahoma i 1920’erne. I Scorsese og medforfatter Eric Roths oprindelige manuskript, lå fokus på FBI-investigationen, der fulgte. Leonardo DiCaprio skulle her have spillet Tom White, den ledende efterforsker, men fokusset faldt ikke i god jord hos instruktøren.

“Efter et vist tidspunkt gik det op for mig, at jeg lavede en film om alle de hvide fyre,” fortæller Scorsese til Time, og fortsætter. “Det betyder, at jeg greb det an udefra og ind, hvilket bekymrede mig.”

Hans bekymringer resulterede i, at han og DiCaprio blev enige om, at filmen skulle fokusere på kærlighedshistorien mellem den hvide mand Ernest Burkhart og hans kone, Osage-medlemmet Mollie, der spilles af Lily Gladstone. Det var her filmens egentlige hjerte lå. DiCaprio overtog rollen som Burkhart, mens Jesse Plemons fik æren af at spille White, som blev lavet om til en birolle.

Resultatet af ændringerne kan vi glæde os til at se på den 19. oktober, hvor “Killers of the Flower Moon” får premiere.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: