Nyheden bliver rapporteret af flere Hollywood-nyhedssites, men er dog stadigvæk blot et rygte.
Namor the Sub-mariner får ifølge The Illuminerdis kilder sin spillefilmsdebut i MCU’s “Black Panther: Wakanda Forever”.
Skuespilleren, der skal spille den populære Marvel-figur er “Narcos: Mexico”-stjernen Tenoch Huerta. Den mexicanske skuespiller passer perfekt ind i castingen, da filmen efter sigende forsøger udelukkende at caste Atlantis-befolkningen af oprindelig nord- og sydamerikansk afkom.
Namor er i tegneserierne konge af den sunkne by Atlantis. Han er mutantsøn af et menneske og en Atlantis-prinsesse, og hans kræfter indebærer blandt andet superstyrke og -fart, at kunne overleve under vand og telepatisk kommunikation med havdyr.
Namor er af mange kendt som Marvels første mutant, og netop mutantgenet giver ham evnen til at flyve og adskiller ham dermed fra både Atlantis-folk og mennesker.
Selvom Namor på mange punkter minder om DC’s Aquaman, fik Marvels konge af Atlantis faktisk debut to år tidligere end DC’s. Derudover har Namor, på trods af at han flere gange har kæmpet side om side med heltegrupper såsom The Avengers, ofte fungeret som skurk, hvilket efter sigende er netop dét, han bliver i “Wakanda Forever”.
Læs også: “Marvel-afsløring: Nu samler Kevin Feige episk hold i MCU”
Instruktør Ryan Coogler og størstedelen af det originale cast er tilbage i Marvels efterfølger. Dog kommer vi ikke til at se kong T’Challa igen, da Black Panther-skuespiller Chadwick Boseman på tragisk vis gik bort efter en længere kamp med kræft. Karakteren vil af respekt for Bosemans eftermæle ikke blive recastet, hvorfor det bliver interessant at se, hvilken retning filmen tager.
“Black Panther: Wakanda Forever” får premiere den 8. juli 2022.