Netflix-serien “The Midnight Club” er blevet aflyst kort efter, at Mike Flanagan og hans producer-partner Trevor Macy har lavet en aftale med streamingkonkurrenten Prime Video.

Flanagan og Macy har underskrevet en kontrakt, der binder dem til Amazon Prime Video over flere år. Det rapporterer Deadline. Her skal makkerparret producere projekter til streamingtjenesten gennem deres produktionsselskab Intrepid Pictures.

Duoen er inden længe ved vejs ende i deres aftale med Netflix, hvor de ellers har nydt stor succes med horror-serierne “The Haunting of Hill House”, “The Haunting of Bly Manor” og “The Midnight Mass”. Tidligere i år fik deres fjerde serie, “The Midnight Club” premiere, og til forskel fra deres tidligere shows, var det meningen, at fortællingen skulle have fortsat over flere sæsoner.

Det bliver dog ikke tilfældet. Efter annonceringen af Flanagan og Macys Prime Video-samarbejde har The Wrap nemlig kunnet rapportere, at Netflix ikke forlænger serien.

Dermed kommer vi altså ikke til at vende tilbage til Brightcliffe Hospice på tv-skærmene. Dog lovede Flanagan tidligere, at han ville give svar på ubesvarede Sæson 1-mysterier samt dele sine planer for Sæson 2, hvis serien ikke skulle forlænges. Og han har naturligvis holdt sit ord.

Læs også: “‘The Fall of the House of Usher’: Mike Flanagans næste horror-serie mister stjernen Frank Langella efter krænkende adfærd”

Flanagan har stadigvæk én serie hos Netflix tilbage, “The Fall of the House of Usher”, der afsluttede sine optagelser i juli. Vi behøver dog ikke bekymre os om, at den også skulle blive aflyst, da den ligesom Flanagans tidligere serier også er en miniserie med blot én sæson. “The Fall of the House of Usher” har endnu ingen premieredato.



Vis kommentarer (1)
Gravatar

#1 Dalgaard 2 år siden

Ikke den store katastrofe.
The midnight Club er den svageste af hans produktioner indtil videre.
Startede godt og spændende, men blev virkelig langtrukkent at høre karakterernes kedelige gyser historier.

Skriv ny kommentar: