Walt Disney Pictures/Pixar Animation Studios

Pixar sløjfede en film i 2023, der ellers lyder helt fantastisk

Over 50 ansatte havde ellers brugt hele tre år på projektet, inden Disney-overhovederne smed den i skraldespanden – og det er en skam, hvis man vurderer det ud fra handlingen.

Verdens ellers så ufejlbarlige animations-konger hos Pixar er kommet ud i lidt af et stormvejr, og det er ikke for deres evne til at få os til at tude over legetøj eller klovnefisk.

Mens alle render rundt og klapper over den nye Mission: Bæver, er der nemlig sluppet nogle ret kradse detaljer ud om en film, som Disney valgte at myrde i kulissen.

Projektet hed Be Fri, og det havde været undervejs i over tre år med 50 mand på lønningslisten, før de høje herrer i slutningen af 2023 besluttede, at det bare ikke skulle ske.

Det er alligevel en pæn mængde kaffe og sene nattetimer, der røg direkte i makulatoren der.

Veninder og verdensundergang på turbo-træning

Kristen Lester, som folk nok kender fra den geniale kortfilm Purl, stod bag idéen, som handlede om to teenagepiger, der var ved at vokse fra hinanden. Men da de opdager at deres yndlings tv-serie, en Sailor Moon-agtig serie, er virkelig, må de slå sig sammen igen, for at redde menneskeheden fra en intergalaktisk trussel.

Da Disney-bosserne begyndte at se skeptiske ud, gik holdet nærmest i panik-mode. En tidligere ansat har fortalt til The Hollywood Reporter, hvordan de tryglede om en sidste chance:

”Der fandt et møde sted efter BT3 (Be Fri Braintrust 3, studiets brainstorm-gruppe der ping-ponger idéer frem og tilbage), hvor Kristen og Blaise argumenterede over for Disney: ’Vi ved, at I ikke kan lide, hvor filmen er lige nu. Giv os seks uger, så laver vi hele filmen om’.”

Holdet bag filmen endte med at køre et fuldstændig sindssygt maraton for at redde deres hjertebarn. De prøvede at presse et helt års arbejde ned på halvanden måned, hvilket lyder som den direkte vej til en seriøs nedsmeltning.

Kilden beskriver det ret præcist:

”Kristen, Blaise, Nick og et par storyboard-kunstnere brugte seks uger dag og nat, syv dage om ugen, på bogstaveligt talt at omformatere det hele. Præproduktion på en animationsfilm tager et år med storyboards, så de var nødt til at komprimere det til seks uger for en fjerde version af filmen.”

Men på trods af sved, tårer og alt for mange energidrikke, var dommen fra Disney benhård.

Årsagen til, at Disney trak stikket, er det, der virkelig har fået folk op i det røde felt. Det handlede åbenbart ikke om, at filmen var dårlig, men om hvem der var på skærmen.

”Det var på niveau med Mission: Bæver. Det forvirrer mig, hvorfor de sagde nej til det, men med hver runde af noter følte Disney bare ikke, at små drenge kunne se sig selv nok i filmen. Grundlæggende sagde Disney-repræsentanterne noget i retning af: ’Vi kan ikke have en girl power-film’,” forklarer den anonyme eks-medarbejder.

Det er alligevel en ret vild melding i 2026, at man er bange for, at drenge får knopper af at se på piger, der redder verden.

Aflysningen blev åbenbart for meget for klipperen Nicholas C. Smith, der efter 20 år hos Pixar valgte at smutte på pension kort efter. Man kan jo næsten ikke fortænke ham i det, når tre års arbejde bliver kylet ud, fordi Disney er bange for lidt ”girl power”.

Noget de formentlig slår sig selv i hovedet over, efter at Kpop Demon Hunters beviste at folk slet ikke har noget problem med fantasy-eventyr med stærke kvinder forrest på plakaten.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: