Et nyt kapitel i den populære familiefranchise Nat på museet er på vej.
Ifølge Deadline har 20th Century Studios og produktionsselskabet 21 Laps sat gang i udviklingen af en ny film i universet – denne gang med et helt nyt persongalleri og en frisk historie. Manuskriptet skrives af Tripper Clancy, kendt for blandt andet Die Hart og Stuber.
Filmen vil ikke være en direkte fortsættelse, men derimod en “reimagining” af det originale koncept: En nattevagt på et museum oplever, at udstillingerne kommer til live efter mørkets frembrud. Shawn Levy, som instruerede de oprindelige film, vender tilbage som producer sammen med Dan Levine.
Den første Nat på museet (2006) blev et kæmpe hit med over 574 millioner dollars i global indtjening. Opfølgerne Battle of the Smithsonian (2009) og Secret of the Tomb (2014) var også store succeser. Senest kom animationsfilmen Kahmunrah Rises Again (2022) på Disney+.
21 Laps har netop haft et rekordår med Deadpool & Wolverine, og selskabets kommende projekter inkluderer sidste sæson af Stranger Things samt en kommende Star Wars-film med Ryan Gosling.