Instruktør Shawn Levy er i fuld gang med at forme sit bidrag til Star Wars-universet, og nu løfter han sløret for en af filmens vigtigste kreative samarbejdspartnere: komponisten.

Under et interview i podcasten On Film… with Kevin McCarthy afslørede Levy, at ingen ringere end Thomas Newman, hele 15 gange Oscar-nomineret, står bag musikken til Star Wars: Starfighter. Filmen får amerikansk premiere den 28. maj 2027.

“Jeg ved ikke, om det er offentligt endnu – men så blev det det nu,” siger Levy grinende. “Hvis du bad mig nævne mine yndlings-soundtracks, ville fem ud af ti være Thomas Newmans: ‘Shawshank Redemption’, ‘Road to Perdition’, ‘Finding Nemo’, ‘American Beauty’. Han er en sand maestro.”

Levy fortæller, at han fra start vidste, at Starfighter ville kræve en stor, følelsesdrevet filmkomposition – en musikalsk pendant til de episke og ikoniske temaer fra John Williams, uden at genbruge eller remixe dem. Filmen skal være klassisk inspireret, siger han, men samtidig stå på egne ben.

“Jeg ringede simpelthen til Tom Newman,” fortæller Levy. “Jeg sagde: ‘Vil du overveje det?’ Han bad om manuskriptet og en beskrivelse af min vision. Jeg sendte begge dele – og så sagde han ja. Jeg er så stoked. Det her bliver stort.”

Star Wars: Starfighter er et selvstændigt kapitel uden for Skywalker-sagaen og foregår fem år efter The Rise of Skywalker. Manuskriptet er skrevet af Jonathan Tropper, og rollelisten tæller navne som Ryan Gosling, Matt Smith, Mia Goth, Aaron Pierre, Simon Bird, Jamael Westman, Daniel Ings, Flynn Gray og Amy Adams.

Med Thomas Newman ved roret på den musikalske front lægger alt op til, at Levy vil levere en Star Wars-oplevelse med både nyt blod og velkendt storhed.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: