Orson Welles’ sidste film får premiere senere på året – mere end 40 år efter den blev optaget.
Han er manden bag “Citizen Kane”, der i mange år blev regnet for den bedste film nogensinde.
Orson Welles er desuden kendt for “Touch of Evil” fra 1958, der er blandt de 250 bedste på IMDb.
Welles døde i 1985. Alligevel får vi senere på året en premiere fra den legendariske instruktør.
I 1970’erne arbejdede han på filmen “The Other Side of the Wind”, der dog aldrig blev færdiggjort, imens Welles var i live.
I mellemtiden har Netflix sammen med en række filmskabere arbejdet på at klippe en endelig udgave sammen af Welles’ optagelser.
Producent Frank Marshall fortæller til IndieWire, at Orson Welles’ sidste film får verdenspremiere til efteråret.
Der spekuleres i, at det kan ske på enten filmfestivalen i Venedig eller i Toronto – begge regnes blandt verdens fem største.
Den oprindelige plan var en Cannes-premiere, men et dårligt forhold imellem Netflix og Cannes ødelagde den idé.