Spil-filmatiseringer er den nye dille i Hollywood – men brætspil alligevel?
Netflix har sat sig for at bygge et helt univers ud af noget, der normalt udspiller sig på spisebordet. Streaminggiganten har nemlig indgået en aftale om at forvandle det verdensberømte brætspil Catan til film og serier – både i spillefilm, animationsformat og reality-lignende udgaver.
Men kan Netflix virkelig lave deres egen udgave af “Ringenes Herre” eller “Game of Thrones”… ud fra et brætspil?
Ifølge Variety står et tungt hold bag projektet, heriblandt Darren Kyman fra spiludgiveren Asmodee, Pete Fenlon fra Catan Studios samt Benjamin og Guido Teuber, sønner af spillets afdøde skaber Klaus Teuber. Idéen om en Catan-film har faktisk ligget i skuffen siden 2015, men nu ligner det, at Netflix vil gøre alvor af planerne.
Asmodees direktør Thomas Koegler glæder sig over, at spillet får nyt liv:
“Millioner af mennesker har nydt Catan siden det blev skabt, og for mange er det porten til moderne brætspil. Det er fantastisk, at spillet nu kan nå et endnu større publikum og vise, at brætspil er en del af populærkulturen.”
Populariteten er faldet – er Netflix for sent ude?
Projektet er dog ikke uden skepsis. Mange kritikere mener, at Netflix er sent ude. Spillet toppede i popularitet for flere år siden, og selvom over 45 millioner eksemplarer er solgt verden over, kan timingen vise sig at være skæv. Som filmmediet Slash Film tidligere skrev, egner Catan sig bedre til en fredag aften omkring køkkenbordet end i biografen.
Spillet, der udkom første gang i 1995, handler om kolonisering, handel og ressourcefordeling på en ø – men uden nogen egentlig fortælling. Det bliver derfor op til manuskriptforfatterne at finde en dramatisk kerne i konceptet, hvilket Netflix’ amerikanske chef for fiktionsserier, Jinny Howe, mener, der er rig mulighed for:
“Alle, der har spillet Catan, ved, at strategien i spillet rummer uendelige muligheder for drama. Vi glæder os til at bringe det univers til live – både for de garvede spillere og nye fans.”
Samarbejdet markerer endnu et forsøg fra Netflix på at skabe sin egen franchise efter dyre satsninger som “Rebel Moon” og “The Electric State”, der aldrig blev de forventede succeser.
Der er endnu ingen premieredatoer på de planlagte projekter, men ambitionerne er store. Og hvis Netflix får succes, kan fredagsaftener med Catan snart foregå både på brættet og på skærmen.

                                                




                    



