På torsdag kan du opleve afslutningen på “Guardians of the Galaxy”-trilogien. Det brogede superheltehold skal redde verden én gang til. Nu er der til gengæld broget nyt fra Marvel.
Den seneste fortolkning af “Blade”, Marvels halv vampyr/halv menneske, ser ud til at blive mere mørkt og nihilistisk end først antaget – i hvert fald hvis man skal tro det seneste navn associeret med projektet. Ifølge The Hollywood Reporter har manuskriptforfatter Nic Pizzolatto siddet de sidste par uger og omskrevet manuskriptet, som Michael Starrbury oprindeligt havde skrevet til filmen.
Omskrivningen er Pizzolattos første samarbejde med Marvel, og valget af den prisvindende forfatter er noget af et særsyn. Pizzolatto er skaber og hovedforfatter på den anerkendte HBO-serie “True Detective”. Første sæson er blevet prist som noget af det bedste tv i 2010’erne, og modtagelsen af sæson to og tre har også været meget pæn. Den mørke, rå tone, som Pizzolatto leverede, virker langt fra Marvels sjove, farverige og selvironiske univers, som har været trækplasteret i de seneste par årtier.
“True Detective”-skaberen er også igang med sit eget projekt. Læs mere om det her.
Dog er kombinationen af Pizzolatto og “Blade” ikke så svær at se. Som en af Marvels mere dystre fortællinger med både thriller- og gyserinspirerede elementer inkorporeret, kan en mørk tone være på sin rette plads. Desuden bliver det spændende at se Pizzolatto og hovedrollen Mahershala Ali samarbejde igen. Deres seneste samarbejde var på tredje sæson af “True Detective”. På rollelisten finder vi også Mia Goth, som for nyligt er blevet castet.