Nic Pizzolatto indtager en mere markant rolle bag filmkulisserne – og med kendte ansigter ved sin side.

Deadline har berettet om skuespillerne, som er tilknyttet Nic Pizzolattos kommende film, “Easy’s Waltz”. Pizzolatto annoncerer Vince Vaughn, Michelle Monaghan, Al Pacino og Simon Rex som en del af sit cast. Både Monaghan og Vaughn har spillet med i “True Detective”, mens Pacino og Rex kommer til at arbejde med Pizzolatto for første gang. Dog er det en helt anden måde, alle skuespillerne kommer til at opleve den anerkendte manuskriptforfatter på: “Easy’s Waltz” bliver nemlig Pizzolattos instruktørdebut inden for filmmediet.

Pizzolatto har meldt ud, at “Easy’s Waltz” kommer til at være en miks mellem Vince Vaughn-komedien “Swingers” og “A Star is Born”, hvor en falleret komiker navigerer “et moderne Las Vegas sammen med old-school Vegas-personligheder”.

Nic Pizzolatto er primært kendt som hovedforfatter og skaber af den anmelderroste antologiserie “True Detective”. Serien har inkluderet store skuespillere som Matthew McConaughey, Woody Harrelson, Colin Farrell, Rachel McAdams, Taylor Kitsch og Mahershala Ali.

Pizzolatto arbejder typisk inden for krimi- og actiongenren med manuskriptforfatning til “The Magnificent Seven”, “The Killing” og “The Guilty”. Desuden er han forfatter til flere krimiromaner, inklusiv “Galveston” og “Between Here and the Yellow Sea”. Udover positionen som instruktør agerer Pizzolatto også manuskriptforfatter på “Easy’s Waltz”.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: