Nordisk Film overtog fra 1. januar den danske distributør Sandrew Metronomes danske bagkatalog på 130 film. En samling, der bl.a. inkluderer klassikere som “Drengene fra Sankt Petri” og “Baronessen fra Benzintanken”. Det skriver epn.dk.
Sandrew Metronomes danske afdeling blev i november lukket.
Med opkøbet forpligtiger Nordisk Film sig til fremover at distribuere og vedligeholde filmene.
”De nye titler komplementerer vores eksisterende katalog godt. Desuden er de en del af den danske filmskat, som vi selvfølgelig samtidig får en forpligtelse til at passe godt på,” udtaler Nordisk Films direktør for distribution og fortsætter: ”På det felt har vi stor ekspertise, idet vi gennem de seneste seks år har restaureret en væsentlig del af vores film.”
Nordisk ønsker ikke overfor epn.dk at kommentere, hvad de har betalt for kataloget.
Se også: Oscar-nomineret dansk film udgives for første gang i 50 år.