Tidligere på ugen spredtes rygterne om en genindspilning af “Harry Potter”-bøgerne som en længerevarende serie. Nu er der kommet mere specifik information.
I forbindelse med annonceringen af, at HBO MAX bliver et par bogstaver fattigere, gav Warner Bros. Discovery også en mere uddybende beskrivelse af deres kommende “Harry Potter”-projekt. Nu er det officielt, at J.K. Rowling kommer til at være involveret med serien, og hun kommer endda til at være executive producer. Siden hun er ophavsperson til historierne, er det logisk, at hun også er involveret. Hendes involvering er i imidlertid kontroversiel, siden Rowling fortsat er i krydsild for sine kommentarer om transpersoner.
Udover Rowling berettede streamingchef, Casey Bloy, at serien kommer til at forløbe over 10 år. Desuden udtaler Bloy, at de vil forsøge at lave en ‘loyal’ adaptering af bogmaterialet. Det bliver også projektets store udfordring.
På trods af “Fantastic Beasts”-filmene, som skulle forsøge at udbrede universet, men på en ikke så succesfuld måde, er “Harry Potter”-sagaen mest associeret med titelkarakteren, Ron Weasley og Hermonie Granger, som blev spillet af hhv. Daniel Radcliffe, Rupert Grint og Emma Watson. Castet er endnu ikke sat, men der er store forventninger til skuespillerne, som skal prøve at bære de ikoniske karakterer på deres skuldre.