Tallene lyver ikke: Filmen der blev et fænomen på verdensplan tiltrak flere seere end nogen anden film på Netflix sidste år.
Netflix har haft travlt med at råbe “nyt hit!” de seneste år. Nogle gange holder det, andre gange forsvinder snakken igen efter en weekend. KPop Demon Hunters hører ret tydeligt til den første kategori.
Det her er ikke bare endnu en titel, der lige flakkede forbi forsiden – det er filmen, folk blev ved med at vende tilbage til, snakke om og høre musik fra, længe efter rulleteksterne var væk.
Og ja, det lyder måske som en vild cocktail: anime, K-pop, dæmoner og musical. Men det var præcis den blanding, der gjorde forskellen.
Seertallene er så høje, at de næsten virker overdrevne. KPop Demon Hunters ramte 482 millioner visninger på bare et halvt år og slog Netflix’ egen rekord for mest sete titel i den periode. Over 800 millioner timer blev brugt foran skærmen, hvilket sendte filmen forbi tunge drenge som Happy Gilmore 2 og Guillermo del Toros Frankenstein.
Det viser de seneste streaming tal ifølge CBR.
Til sammenligning klarede sæson to af Wednesday omkring 124 millioner visninger, mens samtlige Stranger Things-sæsoner tilsammen landede på cirka 275 millioner. Det sætter tingene lidt i perspektiv.
Plottet er egentlig ret simpelt: Tre K-pop-stjerner fører dobbeltliv som dæmonjægere og beskytter deres fans mod mørke kræfter, alt imens de ligger i evig rivalisering med de sjæleslugende Saja Boys. Det lyder som noget, der kunne vælte i ren gimmick, men filmen rammer balancen.
Kritikerne købte den, publikum købte den, og Rotten Tomatoes endte med 92 procent fra anmeldere og nærmest absurde 99 procent fra seerne. Maggie Kang og Chris Appelhans formåede at få tempo, humor og følelser til at hænge sammen uden at tage sig selv alt for højtideligt.
Musikken, der slap væk fra filmen
Hvis filmen var stor, var musikken endnu større. Soundtracket blev dobbelt platin i oktober og skrev historie som det første soundtrack med fire sange i Billboard Hot 100’s top 10 på samme tid. Nummeret Golden tog føringen globalt og endte som nummer ét på Billboard Global 200.
Sangen har allerede vundet både Critics’ Choice Award og Golden Globe, og fire Grammy-nomineringer har kun pustet yderligere til hypen.
Oscars plejer at være lidt forsigtige, når det gælder anime. Derfor vakte det opsigt, da KPop Demon Hunters røg ind med to nomineringer: Bedste Animerede Film og Bedste Originalsang. Det er første gang nogensinde, at en anime-film får mere end én Oscar-nominering samme år.
Instruktør Maggie Kang reagerede kort og kontant på Instagram:
“Tillykke til alle de nominerede og hele KPDH-holdet. Vi skal til Oscar!”
KPop Demon Hunters ligger klar på Netflix, hvis nogen stadig mangler at forstå, hvorfor alle blev ved med at tale om netop den her film.










