Til oktober udsender Columbia Pictures deres ventede vampyrfilm “30 Days of Night”, men allerede nu har filmselskabet så store forventninger til filmens succes, at der foreligger planer om en fortsættelse.
Det vides endnu ikke, hvem der vil vende tilbage i den mulige fortsættelse, men én ting er sikkert: Sam Raimis produktionsselskab, Ghost House, vil have masser af kildemateriale at tage af.
Forfatteren Steve Niles, der er skaberen bag filmens forlæg, tegneserien “Nat i 30 dage”, har siden også udarbejdet en opfølger til den originale tegneserie med titlen “Dystre dage”, der omhandler en jagt på en vampyrklan i Los Angeles. Desuden er der også blevet lavet en række spinoff-serier og sidehistorier til den oprindelige fortælling.
“30 Days of Night”, hvori en gruppe vampyrer starter en blodrus i en konstant mørklagt flække i Alaska, får premiere i amerikanske biografer 19. oktober.