Bryan Singers kommende superheltefilm, “X-Men: Days of Future Past”, er bogstaveligt talt spækket med kendte Marvel-figurer – endda fra to forskellige tidsperioder. Men nu har Singer afsløret, at en prominent X-Men-karakter bliver klippet ud af filmen.
Se også: Bryan Singer annoncerer: “X-Men: Apocalypse” i 2016.
Der er tale om mutanten Rogue, som blev spillet af Anna Paquin i de tre første X-Men-film. Paquin havde ellers indspillet en scene til “X-Men: Days of Future Past”, og hun optræder tilmed i filmens trailer, men under redigeringen har Singer altså valgt at sakse den ene scene, som Paquin medvirkede i.
”Under redigeringen viste scenen sig at være irrelevant,” forklarer Singer over for Entertainment Weekly. ”Det er en rigtig god sekvens, som sikkert ender med at ryge på dvd’en, så folk kan se den.” Singer har også fortalt Paquin, at hendes scene er blevet frasorteret, og ifølge Singer forstod hun godt beslutningen: ”Hun er meget professionel, og hun ved, at den slags sker. Film udvikler sig.”
Selvom Paquin ikke længere medvirker i filmen, så kan man stadig se frem til at se stjerner som Hugh Jackman, Patrick Stewart, Jennifer Lawrence, Michael Fassbender, Ellen Page, James McAvoy, Peter Dinklage, Halle Berry og Ian McKellen i aktion.
Fortiden og fremtiden mødes, når “X-Men: Days of Future Past” indtager danske biografer 22. maj næste år.
#21 Lars.dk 10 år siden
#22 Mats 10 år siden