Rosario Dawson (“Clerks 2”, “Sin City”) kan i et interview med MTV fortælle, at hun har valgt ikke at påtage sig den ene hovedrolle i Kevin Smiths nye film, “Zack and Miri Make a Porno” – og vil derfor i stedet spille overfor Shia LaBeouf i D. J. Carusos filmprojekt, “Eagle Eye”.
Dawson var ellers tilknyttet rollen som Miri, da kultinstruktøren Smith tidligere kunne fortælle, at han havde skrevet rollen med den populære skuespillerinde i tankerne. Men Dawson havde allerede forinden skrevet kontrakt på Carusos thriller.
I “Eagle Eye” spiller LaBeouf – den unge stjerne fra bl.a. “Transformers” og den kommende “Indiana Jones IV” – en notorisk dovendidrik, hvis overstræbende tvillingebror omkommer under mystiske omstændigheder. Da den unge mand vender hjem, finder både han og en enlig mor ud af, at de er blevet anklaget for terrorisme.
Mens de bliver nødsaget til at blive medlemmer af en celle, der planlægger at udføre et politisk snigmord, må de samarbejde for at rense deres navne og bevise deres uskyld. I filmen er Michelle Monaghan desuden blevet tilføjet rollelisten.
D. J. Caruso har senest instrueret den nu biografaktuelle thriller “Disturbia”, hvori Shia LaBeouf har hovedrollen.
#1 Bruger123 17 år siden