Den japanske filmskaber Ryuhei Kitamura har annonceret, at han er gået i gang med at arbejde på en amerikansk genindspilning af sin egen kultklassiker fra år 2000, action/zombie-hittet “Versus”.

Kitamura, som også har stået bag bl.a. “Azumi”, “Alive” og den kommende “Midnight Meat Train”, kan fortælle, at han er blevet færdig med et udkast til den amerikanske version af filmen, men at der stadig vil gå nogle år, før den går i produktion, eftersom han skal lave en anden actionfilm først. Den populære japanske instruktør udtaler: ”Den amerikanske ‘Versus’ vil blive sindssyg!”

Den originale “Versus” – som blev hyldet for sine blodige scener og vilde referencer til videospil, samuraifilm, Hong Kong-pistolkampe, George Romeros zombiefilm og tidlige værker af Peter Jackson og Sam Raimi – udspiller sig i en skov, hvor en gruppe gangstere skal have fat på en undvegen fange – en mystisk mand med en ditto skæbne – samtidig med at de må kæmpe mod skovbundens netop opvågnede zombier.

Tilbage i 2002 havde Dimension sat sig på remake-rettighederne til filmen uden at dette projekt dog bar frugt. Den nye udgave af blodbadet forventes at få et meget større budget end originalfilmen.



Vis kommentarer (3)
Gravatar

#1 evermind 16 år siden

Hm, det kunne måske blive interessant. Den originale var en ganske skæv og underholdende sag. :)
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
Gravatar

#2 tiany 16 år siden

Det første jeg tænker på når jeg læser hvad filmen handler om er: From dusk till dawn
Valar morghulis
Gravatar

#3 Ash 16 år siden

Det kunne da være, at det var en film man skulle se, altså originalen...

Skriv ny kommentar: