Disney er på vej med to store efterfølgere – og nu er datoerne fundet.
Biografkalenderen for 2028 begynder allerede at ligne noget, publikum har set før – og det er helt efter planen hos Disney.
To store fortsættelser er nu lagt fast med få ugers mellemrum og med klare forventninger til billetsalget.
Det kan TheWrap afsløre.
Lilo & Stitch 2 får premiere den 29. maj 2028, hvor den rammer samme periode som forgængeren. Timingen er ikke tilfældig.
Liveaction-versionen fra 2025 trak over en milliard dollars hjem globalt, og Disney forsøger tydeligvis at gentage opskriften. Samme weekend, samme univers – og formentlig samme type publikum, der møder op igen.
Bare et par uger senere, den 16. juni 2028, er det så De Utrolige 3, der overtager biograferne.
Datoen ligger næsten præcis ti år efter toerens premiere, og selv om meget føles velkendt, sker der alligevel lidt bag kulisserne. Peter Sohn, kendt fra Elemental, tager over som instruktør, mens Brad Bird fortsætter med at skrive historien og holde fast i universet.
Ny chef – samme playbook
Offentliggørelsen kom fra Disneys nye topchef, Josh D’Amaro, under selskabets årlige aktionærmøde. Han har været i virksomheden i 27 år og virker ikke til at have travlt med at ændre den overordnede strategi.
Fokus ligger stadig tungt på fortsættelser og velkendte titler.
Pixars Hoppers har fået en fin start med 168 millioner dollars efter to weekender, men tallene blegner ved siden af de helt store franchises.
Zootopia 2 har for eksempel sat rekorder med 1,86 milliarder dollars globalt og topper samtidig streaminglister i store dele af verden.
Sommerplanen for 2028 siger derfor det meste: Nye idéer får lov at være med, men det er de velkendte universer, der får de bedste pladser i kalenderen.









