En ny, amerikansk trailer til Stephan Elliotts “Easy Virtue”, der er baseret på et skuespil af Noel Coward, er blevet udsendt.
Filmen følger Larita (Jessica Biel), en amerikansk, fraskilt kvinde, der i øjeblikkets rus gifter sig med en ung englænder (Ben Barnes) fra en velhavende familie. Herefter tager parret til England for at få hende introduceret for hendes nye svigerforældre, spillet af Kristin Scott Thomas og Colin Firth, der hverken er specielt begejstrede for situationen eller Laritas moderne og upassende opførsel.
Noel Cowards “Easy Virtue” er tidligere blevet filmatiseret som en stumfilm i 1928 af ingen ringere end Alfred Hitchcock. Manuskriptet til den nye film er tilpasset af Elliott i samarbejde med Sheridan Robbins.