Den meget omtalte nye gyserfilm ‘Longlegs’ får endelig en dansk premieredato. Det skriver Kino.dk.

‘Longlegs’ er kommet godt fra start. Filmen har fået en del omtale på grund af skræmte anmeldere og publikumsgængere. Markedsføringen har også været et hit, selvom der ikke er vist nogle billeder af Nicolas Cage som filmens seriemorder.

Filmen følger den unge og talentfulde FBI-agent Lee Harker, der bliver sat på den uløste sag om en seriemorder på fri fod.

Efterhånden som sagen foldes ud, kommer agenten blandt andet også på sporet af det okkulte, mens hun finder en personlig forbindelse med den nådesløse seriemorder, der skal stoppes, før han kaster sig morderisk over en ny og uskyldig familie.

FBI-agenten portrætteres af Maika Monroe, som man vil kende fra ‘It Follows’ og ‘The Guest’.

Selvom det ikke var planlagt med en dansk premiere, har tingene ændret sig efter filmens store succes. Det skriver Scanbox i en pressemeddelelse til Kino.dk.

Filmen vil nu få premiere den 8. august rundt om i Danmark.



Vis kommentarer (0)

Skriv ny kommentar: