Nu vil folk se, om der er noget om snakken.
Statuetterne er delt ud, talerne er holdt, og røde løbere er pakket sammen. Men én film har åbenbart ikke tænkt sig at gå stille hjem efter festen.
For mens One Battle After Another hev flest priser med sig, er det en helt anden titel, der lige nu stjæler opmærksomheden på streaming.
Kort efter Oscar-uddelingen er Sinners eksploderet i popularitet på HBO Max, viser de seneste tal fra FlixPatrol.
Filmen, instrueret af Ryan Coogler og med Michael B. Jordan i front, har fået folk til at strømme til – enten for at se den for første gang eller for lige at tage “én gang til”.
I USA ligger den allerede blandt de mest sete film, og globalt har den indtaget førstepladsen på streaminglisterne. Herhjemme ligger den som nummer tre, efter at have ligget i top 10 i 49 dage.
Ikke dårligt for en gyserfilm, der lige har været igennem en af de mest hypede Oscar-kampagner i nyere tid.
16 nomineringer – og en solid bunke priser
Allerede før prisuddelingen var Sinners svær at overse. Filmen satte rekord med hele 16 nomineringer, hvilket i sig selv fik folk til at spærre øjnene op.
På selve aftenen blev det også til flere tunge priser, blandt andet for hovedrolle, manuskript, fotografering og musik.
Så selv om den ikke løb med flest statuetter, gik den bestemt ikke tomhændet hjem.
Ryan Coogler tog en af de mest markante priser med sig – nemlig for bedste originalmanuskript. Sejren placerer ham i en meget lille klub. Kun én anden sort filmskaber har tidligere vundet i samme kategori, nemlig Jordan Peele for Get Out.
Noget tyder på, at Oscar-opmærksomhed stadig virker. For selv om prisuddelingen ofte handler om prestige, ender det i sidste ende med, at folk går hjem og tænder for fjernsynet.
Og lige nu er det altså Sinners, der bliver valgt.









