Simon Beaufoy, som scorede en Oscar-statuette for sin manuskripttilpasning af “Slumdog Millionaire”, er blevet hyret af DreamWorks Animation til at udarbejde manuskriptet til deres nye projekt “Truckers”, som bygger over den britiske kultforfatter Terry Pratchetts komiske fantasytrilogi om “Gnomernes flugt”.
“Truckers” omhandler et samfund af gnomer, som i generationer har boet under gulvbrædderne i et gammelt stormagasin. For disse små væsner er ting som solskin og ikke mindst det såkaldte “udenfor” bare utrolige skrøner – for dem består hele verden af varehuset Brødrene Arnold. Men en dag ankommer en lille flok gnomer fra det Udenfor, som ingen af dem tror på, hvilket pludselig resulterer i et enormt kultursammenstød.
Med sig har den lille nye flok gnomer medbragt en mystisk sort boks, som har været i deres familie i umindelige tider. Da boksen viser sig at reagere på elektricitet, finder gnomerne ud af deres utrolige fortid, og samtidig går det op for dem, at varehuset skal rives ned. Nu bliver det store gnomsamfund nødt til at begynde at tro på en verden uden tag.
Den tredelte ungdomsbogserie, der på engelsk hedder “Bromeliad”, består af titlerne “Varehuset” (“Truckers”), “Stenbruddet” (“Diggers”) og “Det store skib” (“Wings”).
Bogen blev tilbage i 1992 omsat til en britisk stop-motion-tv-film, der var ganske tro over for det originale forlæg. De to andre bind i trilogien blev dog dengang aldrig filmatiseret.
Terry Pratchett, der også er forfatteren bag den populære “Discworld”-serie, er også ved at få filmatiseret en anden af sine populære bøger – “De små blå mænd” (“The Wee Free Men”) er i produktion som en live-action-film hos Sony Pictures med Sam Raimi som producer.
#1 Norrah 15 år siden
Jo mere han bliver eksponeret, jo større er sandsynligheden for der kommer et godt film produkt ud af det.
Har altid ment det skulle være 3d med hensyn til discworld, den er svær at filmatisere.
Men budgettet har vidst aldrig været ret stort på de film der er blevet lavet.