Brendan Fraser og Rachel Weisz skal snart udforske egyptiske gravkamre igen.
Brendan Fraser har pudset støvet af ørkenstøvlerne, og Rachel Weisz er klar til endnu en tur i sarkofagen. Universal Pictures bekræfter, at duoen vender tilbage som Rick og Evelyn O’Connell i næste kapitel af The Mummy-franchisen.
Premieren er sat til 19. maj 2028, hvor filmen får bred biografudgivelse.
Det bekræfter studiet bag til The Wrap.
Fraser og Weisz blev for alvor folkeeje med eventyrfilmene fra slutningen af 1990’erne og begyndelsen af 00’erne, hvor humor, action og støvede gravkamre gik hånd i hånd. Nu genoptager de rollerne som det arkæologiske ægtepar, der tidligere har kæmpet mod både mumier og andre overnaturlige trusler.
Handlingen i det nye kapitel holdes foreløbig hemmelig. Universal har ikke løftet sløret for, hvilken forbandelse eller hvilken oldgammel trussel der denne gang venter.
Ny gyserduo bag kameraet
Instruktørstolen indtages af Matt Bettinelli-Olpin og Tyler Gillett, makkerparret bag Scream 6. Manuskriptet er skrevet af David Coggeshall.
Sean Daniel, som tidligere har været involveret i franchisen, producerer sammen med William Sherak, James Vanderbilt og Paul Neinstein fra Project X Entertainment. Brendan Fraser får også en rolle bag kulisserne som executive producer sammen med Hiveminds Jason F. Brown og Denis Stewart.
Hos Universal bliver projektet overvåget af Jay Polidoro og Jacqueline Garell fra studiets produktionsafdeling.
Franchisen har tidligere forsøgt sig med nye retninger, men nu vender historien tilbage til de karakterer, mange forbinder med seriens storhedstid.
Optagelserne forventes at gå i gang i god tid før 2028-premieren, men indtil videre må publikum nøjes med visheden om, at Rick og Evelyn igen får støv i håret og sandsynligvis problemer, der ikke kan løses med almindelig arkæologi.









