Selv mesteren kan snuble i ny og næ – og det gjorde han i særdeleshed, da han prøvede at remake en klassisk fortælling.
Steven Spielberg ejede 1980’erne. Raiders of the Lost Ark. E.T.. Amblin. Eventyr, rumvæsner og biljagter i topform. Alt, hvad han rørte ved, blev guld.
Og så er der Always.
Filmen fra 1989 er den titel, selv hardcore Spielberg-fans lige skal bruge et sekund på at huske. Ikke fordi den er frygtelig i klassisk flop-forstand. Den er bare… lidt for meget. Lidt for sød. Lidt for forelsket i sine egne følelser.
Spielberg på sukkeroverdosis
Historien er egentlig lovende. Richard Dreyfuss spiller en frygtløs brandpilot, der dør heroisk og vender tilbage som en slags skytsengel for en yngre pilot – samtidig med at han må se sin kæreste komme videre.
Det lyder som Hollywood-romantik med lidt himmelsk krydderi. Men den er simpelthen så sukkersød, at man skal finde Ozempic-pinden frem inden man trykker “start”.
Filmen er en genindspilning af A Guy Named Joe fra 1943, som foregik under Anden Verdenskrig. I originalen hang hele verdens skæbne i baggrunden. Folk tog afsked med deres kære uden at vide, om de nogensinde ville ses igen. Det gav kærlighedshistorien vægt.
I Always er krigen skiftet ud med skovbrande. Det er dramatisk, ja – men nu kan brændende træer altså ikke kategoriseres som en større fjende end Hitler. Den store historiske tyngde forsvinder, og tilbage står et trekantsdrama med spøgelser.
Og det kan godt være at det lyder kedeligt, men… det er det også.
Ingen kan sige, at Spielberg ikke kan instruere. Flysekvenserne er flotte, castet er solidt, og Audrey Hepburn dukker op i sin sidste filmrolle. Alt er professionelt lavet.
Alligevel føles det som Spielberg ironisk nok er på autopilot i sin flyverfilm. Følelserne skubbes helt frem i forgrunden, og der mangler den kant og det bid, der gjorde hans bedste film så levende.
Rotten Tomatoes giver filmen 68 procent. Ikke katastrofalt. Bare… middel. For en instruktør, der ellers leverer klassikere på samlebånd, føles middelmådighed næsten som en skuffelse i sig selv.
Overskygget med god grund
Premieren kom samme år som Indiana Jones and the Last Crusade. Det er svært at konkurrere med nazister, tempelridder-gåder og Sean Connery i far-søn-dynamik. Always druknede hurtigt i sammenligningen.
Set i dag står filmen som Spielbergs mest udtalte flirt med det sentimentale – og måske også der, hvor det gik for langt. Ikke et kollaps. Ikke en pinlig fiasko. Men den film i hans katalog, hvor man tænker: “Okay, Steven. Måske lidt mindre violiner næste gang.”
Selv de største instruktører har en titel, der ikke helt flyver. For Spielberg er Always den, der blev hængende i modvinden.
